Europamesterskab i tør Riesling ... volume II med afstand

Europamesterskab i tør Riesling … volume II med afstand

Tilbage i september 2018 stod det første store slag, et regulært og autentisk slagsmål og indbydes styrkeprøve i det, som vel bedst kan betegnes som striden om den europæiske trone for bedste tørre vin på Riesling … druernes ukronede dronning.

Jacob aka Mr Ruby var igen In-game Leader .., han stod bag både første runde i 2018 og nu denne revanche, hvor nogle af de tidligere slagne krigere ville ha’ deres ære tilbage.

Der havde modsat andre ridderturneringer ikke været nogle indledende gruppespil eller andet vederstyggelig pjat, for Mr Ruby havde via grundig research fundet frem til de kombattanter, som han formodede ville udgøre en størst trussel mod de vinhus, som i 2018 besteg de 3 øverste trin på sejrsskamlen. De fleste af krigerne var fra samme ædle huse som sidste gang.

Slaget var denne gang reduceret til 12 vellystne amazoner, der – som sidst – kom fra henholdsvis Mosel, Rheingau – de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover også en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe og 3 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig samt 3 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Smagepanelet denne aften bestod udover undertegnede, min vinbuddy Jan, Mr Ruby himself samt vennen Jesper Stig også af en række kunder i Rubys vinforretning, nemlig Peter, Rasmus, Brian, Per, Nikolaj og frue … en masse smukke og vininteresserede mennesker. Samlet var vi 10 personer … helt præcis.

Arenaen for det store slag var Mr Rubys nye lokaler … fantastisk sted, hvor fruen vistnok havde haft en afgørende indflydelse på den sikre stil med et råt og alligevel varmt look.

Mr Ruby havde sørget for, at smagningen kunne ske efter de regler, som sundhedsmyndighederne havde udstukket grundet corona situationen, der også flere gange havde truet afholdelse af blindsmagningen. Det skete heldigvis ikke.

Smagningen

Vi startede aftenen med et glas velkomstbobler … den dejlige 2010 Riesling Cremant Brut fra Weingut Reverchon, som jeg anmeldte for 2-3 uger siden. Herlig start … og vi fik alle hilst på hinanden … sådan lidt på afstand med spark og nik med hovedet. Sjovt.

Derefter gik vi ovenpå, hvor Mr Ruby smukt havde dækket op til blindsmagningen ved 2 borde og store afstande mellem hver plads. Vi satte os til bords … eller rettere sagt, så gik vi nedenunder, mens Jakob med de tildækkede flasker så hældte 1. sæt i vores glas og hidkaldte os fluks han havde klaret denne første del. Og efter en velkomst fra selvsamme, så gik vi i gang.

Vinene blev serveret blindt i 4 sæt … med 4 vine i hvert sæt. På en liste kunne vi se, hvilke vine vi skulle igennem, men spørgsmålet var blot, hvilke vine smagte vi hvornår?

Vi var generelt meget enige om niveauet og ratingen af de fleste af vinene med små variationer, dog måske lige undtagen Peter, som havde større diversitet i sine bedømmelser. Men alle havde klare meninger om vinene, selvom ping-pong’en mellem os alle måske blev lidt mindre med den større afstand, men det blev bedre i løbet af aftenen … faktisk synkron med, at der kom flere og flere vine i glasset. Sådan skal det være.

Først da vi var igennem alle 4 sæt, så blev flaskerne afsløret én efter én. Der var overraskelser for alle omkring bordet, for alle deltagere havde optimistisk forsøgt at pin-pointe, hvilke vine de smagte i rækkefølgen af de 12 vine.

Det blev helt klart 2017 Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Von Winning i Pfalz, der blev Europamester i tør Riesling. Den havde alle også givet deres bedste karakter, så der var slet ingen slinger i valsen omkring den bedømmelse. Jeg havde også selv givet vinen højeste score denne aften. Som sidst får vinen – der Meister – en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus.

På andenpladsen kom den østrigske storvin Riesling Unendlich Smaragd fra Weingut F.X. Pichler … kun lige et mulehår fra franske Riesling Clos Häuserer fra Domaine Zind-Humbrecht. Og i det hele taget klare de 3 alsaciske vine sig ret godt og Frankrig blev – målt på lande – bedste land målt på gennemsnitlig score med 93,4 point efterfulgt af Østrig med 92,8 og Tyskland med 92,4 point.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke, men skal selvfølgelig nok i den kommende uge linke op til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev igen en rigtig fin aften … og selvom – eller måske netop fordi – det var i en corona-tid, så var det rart at mødes og drikke god vine med andre vinnørder i real life. Og så er det altid enestående at smage 12 topvine på Riesling i streg, så stor tak til Jacob for initiativet og arbejdet med rammerne til aftenen.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen.