2020 Château Hyot, Côtes de Bordeaux Castillon, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Hyot, Côtes de Bordeaux Castillon, Bordeaux, FrankrigJeg fortsatte med endnu en bordeauxvin, for næste vin i glasset blev nemlig denne 2020 Côtes de Bordeaux Castillon fra Château Hyot ejet af Alain Aubert via hans vinfirma Vignobles Alain Aubert.

Alain ejer via firmaet Vignobles Alain Aubert selv vinslottene Château de Macard, Château de Ribebon, Château Haut-Gravet og så dette Château Hyot.

Derudover ejer familien via Vignobles Aubert yderligere 8 Bordeaux slotte, nemlig Château Saint Antoine, Fleur Saint Antoine, Château Labesse, Château Lagrave-Aubert, Château Messile-Aubert, Château Jean de Gué, Château Saint Hubert og Château La Couspaude.

Det er med andre ord en stor vinfamilie … og et pænt stort foretagende. Familien har dog også lavet vin i Bordeaux i over 250 år, og det startede oprindeligt med Château Labesse, som er det historiske hjemsted for familien. Det blev sammen med Château Lagrave-Aubert opkøbt af Alains oldefar Joseph Aubert før den franske revolution.

Og siden har familien altså opkøbt vinslotte i Bordeaux, primært på den højre bred. Château Hyot, der ligger på et sted, hvor de franske og engelske styrker  i 1453 afsluttede hundredårskrigen i en kæmpe konfrontation,

Château Hyot har omkring 40 hektar vinmarker, der er beplantet med Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinmarkerne er beliggende på velplacerede skråninger og plateauer i Côtes de Bordeaux, der grænser op til Saint-Emilion-appellationen,

2020 Château Hyot Côtes de Bordeaux Castillon er lavet på et blend af 70% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon, der efter sortering i både mark og vineri er afstilket 100%.

Så er der sket gæring ved 28 grader i temperaturstyrede ståltanke og efter endt fementering presning i pneumatisk presse. Derefter er vinen så lagret 12-24 måneder … formentlig i noget eg, men det fremgår faktisk ikke.

I næsen er vinen langt mere rund end foregående … lidt klassisk i stilen med solbær, brombær og mørke blommer, men dog også med en lille sjov tertiær duft af grønne umodne nødder, tørre krydderier med peber i spidsen samt en jernet eller flintagtig mineralitet.

Smagen er bestemt godkendt … ikke for mørk, ikke for sød og ikke for syrlig, selvom det bestemt virker som en frisk, ung og spændstig vin med tydelige tanniner og en frugt af hindbær, solbær og umodne blommer … og atter kommer der en vis stenet og jernet mineralitet, mens syren måske virker lidt uhæmmet, balstyrisk, uregerlig og ilter, men til prisen er det er rigtigt godt køb. 89 point.

Vejledende udsalgspris er på 59 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigSidste år smagte jeg denne Médoc Cru Bourgeois fra et af Les Châteaux et Domaines Castels utallige vinslotte, nemlig Château Tour Prignac mellem Lesparre-Médoc og Civrac. Dengang var det i årgang 2020, men nu smager jeg 2021’eren.

Jeg har faktisk også smagt vinen i flere tidligere årgang, som fx 2012, 2015 og 2016, så derfor skal jeg også nu undlade at skrive mere om vinslottet, men blot kigge nærmere på vinen.

For denne årgang 2021 kan jeg ikke se blendet af druen og selv QR koden på etiketten leder heller ikke hen til denne information, men i denne årgang 2021 skulle dog den være lavet på 56% Cabernet Sauvignon og  44% Merlot.

Vinificering er dog sandsynligvis sket som de foregående årgange med gæring og maceration i rustfri stålkar efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder med 45% på franske egefade brugt 1 eller 2 gange før og resten blot i de rustfrie ståltanke. Det er en vin, som der laves 500.000 flasker af årligt.

I næsen er vinen til at starte med en anelse lukket, men efter lidt tid kommer der nogle tørre, støvede aromaer med en anelse blæk, tjære og gamle olierede jernbanesveller. Derudover kommer der nogle ret granit- og mineralske noter, noget solbær og hindbær, lidt cedertræ og i det hele taget godt med træ, der ikke virker særligt integreret. I det hele taget virker duften ret grøn, stenet og skarp.

Smagen er klart bedre end duften … fyldig, kraftig … men også fortsat ret tør og kantet med masser af trænoter, en bitterhed fra sorte te-blade samt en frugt af tranebær, hindbær suppleret med en smule lime, hvorved syren bliver lidt ustyrlig og kantet, virker meget ung og tanninerne også er småvilde og bidrager til en skarp, tør smag, så dermed ender Houlberg på 86 point.

Vejledende udsalgspris er på 129,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7  

2022 Darling Cellars, Gustus Shiraz Special Reserve, Western Cape, Sydafrika

2022 Darling Cellars, Gustus Shiraz Special Reserve, Western Cape, SydafrikaDen anden vin fra Gustus serien hos det sydafrikanske vinhus Darling Cellars var deres 2022 Gustus Shiraz Special Reserve, der som foregående er lavet af vinmageren Pieter-Niel Rossouw.

Den er lavet med 100% Shiraz druer fra granitholdige marker i Darling Hills og fra gamle bush vinstokke og et efter sigende lavt udbytte. Gustus er i øvrigt det latinske ord for smag … og hos Darling Cellars findes der i Gustus serien 8 forskellige vine.

Denne Gustus Shiraz er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold premaceration over 5 dage og så gærer hele ved 20-30 grader i rustfrie ståltanke over endnu 10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret på amerikanske og franske egefade i 22 måneder.

Duftmæssigt er det en virkelig tør bandit og fadlagring virker ret massiv, hvorved man får det, som man kan kalde en over-oaked vin, som samtidig har nogle ganske heftige grønne noter af hækplanter, eukalyptus og det er faktisk som om, at frugten drukner noget, men måske kommer der lidt solbær og hybenroser frem.

Smagen har til gengæld en del sødme … og så samtidig denne stærke frugt med tranebær, ribs og solbær suppleret med 5 skru på den helt store Peugeot peberkværn. Du får således en vin, hvor sødme og et peberstærk punch danser ensartet sammen. De er måske nok ikke et  match made in heaven, så det kræver en god steak fra grillen som underlægningsmusik til dansen. 84 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7