2023 Weingut Prieler, Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg, Burgenland, Østrig

2023 Weingut Prieler, Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg, Burgenland, ØstrigI den øverste ende af hovedgaden – der Hauptstraße – i den lille østrigske by Schützen am Gebirge i delstaten Burgenland mellem Ruster Hügelland og Leithagebirge vest for Neusiedler søen finder vi Weingut Familie Prieler. Derfra smager jeg deres 2023 Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg.

Familien har i dette område – der er præget af ikke mindre end 1.000 hektar skov og samlet kun lidt over 130 hektar vinmarker – dyrket vin i lidt over 150 år, og det er endda selvom Prieler familien allerede boede i byen tilbage i 1347, hvor de var nævnt i nogle af byens gamle dokumenter.

Prieler familien var dengang bønder med et blandet landbrug, men det blev ændret i 1956, hvor Engelbert Prieler grundlagde Weingut Prieler, selvom hans familie allerede forinden havde haft en lang historie med at producere vine.

Engelberts far havde allerede lavet gårdens første vine, som var kommet på flasker og leveret til købere så langt som til Salzburg og endda vundet præmier for sine vine. De fik også Engelbert Prieler til at satse 100% på vin og til at opkøbe flere vinmarker, som han så også omgående tilplantede med de lokale druesorter.

I dag er det Engelbert og Irmgards søn Georg Prieler, som driver vingården og står for produktionen af vinene. Det sker dog med hjælp fra farmand og sin bror Hannes og søster Silvia.

Georg har stået for meget af produktionen siden 2004, men overtog officielt tøjlerne i 2012. Før overtagelsen havde han fået erfaring fra  praktikophold i Californien, Argentina og New Zealand …. fra start omlagde han også hele produktionen til økologisk drift.

Beslutningen om økologisk drift kan også tillægges Georgs søster Silvia, der i dag er ph.d. i molekylærbiologi og i perioden, hvor Georg var i udlandet, passede driften og der tog de første vigtige skridt i retning af økologisk landbrug, bl.a. med brug af vilde gærarter. Silvia er også vild med vin og har bl.a. arbejdet hos Domaine Dujac i Bourgogne.

Samlet har Weingut Prieler i dag 24 hektar vinmarker, hvor hovedparten omkring 60% er røde sorter og primært Blaufränkisch, mens den primære hvide sort på gården er Pinot Blanc. De 24 hektar er fordelt på markerne Ried Goldberg,  Ried Marienthal, Ried Haidsatz og Ried Seeberg.

Siden Georg fik det fulde ansvar for vingården, så er vingården nærmest stormet frem og er i dag en af områdets bedst anmeldte producenter. De gode anmeldelser tæller bl.a. 100 point til en 2021 Blaufränkisch Goldberg i A  La Carte Weinguide og 99 point i Fallstaff til hans 2019 Blaufränkisch Marienthal.

Men her smager jeg imidlertid en Pinot Blanc vin fra Prieler … på den hvidvinsdrue, som han er mester i og er husets primære hvide drue. Priedler laver da også 4 forskellige vine på Pinot Blanc og denne er hans 2023 Pinot Blanc Schützen Ried Seeberg.

Marken Ried Seeberg ligger på et plateau 50 meter over byen Schützen i 180 meters højde. For millioner af år siden var marken under havets overflade, hvilket har efterladt dette plateau med et spændende terroir med kalksten, fossiller og skaller. Derudover består Seeberg af omkring 20% skifer, hvilket tilsammen skaber denne sprøde Pinot Blanc oplevelse.

Druerne er høstet med håndkraft, men ellers er vinen lavet med spontangæring i temperaturstyrede rustfri ståltanke og efter endt fermentering er vinen også blot lagret sur lie – altså på bærmen – i de store ståltanke frem til aftapning på flaske. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det mest æbleland … gule æbler og fætter pære blander sig også sammen med de mere eksotiske fersken og mango, nogle smuttede mandler og lidt tavlekridt fra skolen. Der er sgu helt sikkert også hvide blomster, velduftende gedeblad aka kaprifolier og det giver en frisk aroma med en vis tyngde.

Smagen er både meget frugtrig, fyldig og saftig … igen er det æbler, der dominerer med æblesaft og -most fra Golden Delicious æbler og  saft fra pærer på dåse, lidt mango og sødbitter lemon af Schweppes Bitter Lemon og kandiseret grape. Syren er til den fyldigere side og er med til at levere hele mollevitten cremet, intens og balanceret med lang og småtyk afterburner mums. 93 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Lange Estate Winery & Vineyards, Classique Pinot Noir, Oregon, USA

2021 Lange Estate Winery & Vineyards, Classique Pinot Noir, Oregon, USAJeg smagte endnu en vin på en af Lange Estate Winery & Vineyards’ 3 dyrkede druesorter og atter fra Classique serien og det blev denne 2021 Classique Pinot Noir.

Pinot Noir druerne er en blanding af traditionelle og franske Dijon kloner fra en række forskellige marker i Willamette Valley og efter høst er gæring og maceration sket i nye neutrale franske egefade. Ifølge Juul’s Vin & Spiritus skulle det alene være 15% nye fade, mens Wine Enthusiast til gengæld siger, at det er anvendt 25% nye fade.

Men dér er vinen også lagret en – uoplyst – periode inden aftapning på flaske. Der er i denne årgang lavet 6.300 kasser, så det er husets klart mest producerede og solgte vin. Fluen på etiketten er i øvrigt en Blue Saturn Fly.

Det er duftmæssigt en Pinot Noir, som er lidt i to lejre … der er både en grøn, rank, røget og granagtig note, som man mest finder i enten Ahr eller Churfranken, men derudover er der også en lettere, lysere og mer’ imødekommende aroma med blød kostald, mælkechokolade samt sødlig frugt. Under alle omstændigheder, så dufter vinen mere europæisk end amerikansk.

Frugten er let med røde kirsebær, jordbær og tranebær suppleret med tørrede rosenblade, nelliker, kardemomme og svagt lidt kanel, tørt træ, cedertræ og den virker meget voksen, seriøs og robust, men det er med en meget stor og behagelig dybde.

Men det er i munden, at vinen viser sine store styrker … er blød og smagen smyger sig nærmest rundt om tungen, leger i munden som et flok legesyge børnehavebørn. Det giver vinen et luftigt, let og lyst indtryk, hvor frugten har en let frugtsødme … mest lyse, kandiserede kirsebær samt søde jordbær og den virker bare så let og behagelig at drikke. Tanniner er der heller ikke mange af … bare letløbende med læskende tiltrækningskraft, så dermed 93 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Lange Estate Winery & Vineyards, Classique Chardonnay, Oregon, USA

2020 Lange Estate Winery & Vineyards, Classique Chardonnay, Oregon, USALange Estate Winery & Vineyards ligger lige lidt nordvest på adressen Buena Vista Drive i den lille by Dundee og er en familieejet og -ledet vingård med mere end 35 års historie i Willamette Valley i Oregon. Derfra smager jeg nu et par vine og starter med deres 2020 Classique Chardonnay.

Vingården blev nemlig grundlagt i 1987 af ægteparret Don og Wendy Lange, som der købte en ejendom med 30 hektar marker i den nordlige del af Willamette Valleys i det prestigefyldte Dundee Hills.

De var begge vild med vin og kom fra Santa Barbara, men efter at have smagt et par flasker vin fra to af Oregons bedste, mest ikoniske producenter Eyrie og Erath, så besluttede de at besøge Oregon og efter et telefonopkald til i dag afdøde Dick Erath om vejledning, så tog de afsted.

De nærmest smagte sig igennem området startende i den sydlige ende af Willamette Valley, men stoppede op, da nåede Dundee Hills, hvor de så et til-salg-skilt for en ejendom, hvor jorden mindede dem om Grand Cru vinmarker i Bourgognes Côte d’Or.

De var egentlig ikke selv vinbønder eller opvokset med vin, for Don Lange var en dygtig, anerkendt poet, folkesanger og sangskriver, men havde ved siden af musikken arbejdet hos et par vinproducenter i det sydlige Californien.

De købte ejendommen og lavede samme år deres første vin på både Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Gris på druer købt fra nogle marker i nabolaget. Derefter gik de omgående i gang med at tilplante deres egne marker … og akkurat de samme druesorter, der lige siden har været kernen hos Lange Estate Winery & Vineyards.

De var endda det første vineri  i USA til at lave en fadgæret Pinot Gris og har siden udviklet Lange Estate Winery & Vineyards til at være et  af Oregons fineste vinhuse. Man har da også hele tiden 3 ting i fokus på vingården, nemlig balance, structure and texture.

I dag er det parret søn Jesse Lange, der har overtaget det meste af driften og er ansvarlig vinmager … dog mest sammen med far Don, men Jesse overtagelse har gjort, at Don kan bruge endnu mere tid på sin anden store interesse … fluefiskeri. Det er selvfølgelig også årsag til, at vingården har en flue aka fluekrog som logo, der også findes på  alle etiketter fra Lange Estate Winery & Vineyards.

Lange Estates, Willamette Valley, Oregon

I dag har familien 24 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 80 blocks på de 3 vinmarker Legacy Vineyard,  Mia Block samt Redside Vineyard. Alle marker drives som bæredygtigt vinbrug med certificeringerne Low Input Viticulture & Enology og Salmon Safe,

Derudover opkøbes der også druer fra en række Vineyard Partners, hvilket mest er fra markerne Freedom Hill, Mistletoe og Durant, men også en række andre vinmarker.

Her smager jeg Langes 2020 Classique Chardonnay, hvor druerne alle er franske Chardonnay Dijon kloner og kommer fra vinmarkerne Freedom Hill og Durant samt en række af husets egne marker.

Gæringen er sket i ståltanke og puncheons aka 500 liter egefade, hvorefter vinen har fået malolaktisk gæring i ganske kort tid. Vinen er også lagret en periode på ståltanke og egefade … men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er i denne årgang lavet 1.500 kasser.

Det er en lækker smørfed Chardonnay … har en lille animalsk og landlig slagside, der dog kun gør tingene mere interessante. Der er dåsepærer, grønne pærer, gule æbler samt en snert af lidt eksotisk frugt med papaya, vandmelon og galiamelon. Der kommer også en lille smule lakridskonfekt og samtidig en mere grøn og frisk duft af urter, fennikel suppleret med lidt vaniljekiks.

Hvor er der stoppet godt med frugt ned i smagen … det klinger, er saftigt og læskende og smagsmæssigt er fadlagringen heller ikke så udtalt, så det giver i stedet en frisk og let kølig vin, men der er uden at miste en vis cremet fedme. Det er sgu fint, elegant, balanceret, kompleks og har også en ganske lille mineralitet, der virker både kalket og krisp … 93 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7