2023 Finca Sandoval, Fundamentalista, Castilla-La Mancha, Spanien

2023 Finca Sandoval, Fundamentalista, Castilla-La Mancha, SpanienFundamentalista … en fundamentalist er vel nærmest en tilhænger af religiøse love eller en, der holder sig til hellige skrifter. Men det er også navnet på Finca Sandovals basis- og entry-level vin og når man smager den, så kan man godt blive en troende fundamentalist.

Det er en vin, der er lavet af den ikoniske og hypede vinmager Javier Revert, som jeg forleden smagte vinen Simeta fra i hans soloprojekt Javi Revert Viticultor. Inden vi ser nærmere på Fundamentalista, så lad os dog lige tage historien om Bodegas Finca Sandoval.

Vinhuset ligger ved den lille landsby Ledaña i DO Manchuela omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional.

Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter i området, bl.a. Bobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Indenfor de seneste år har huset ansat den eftertragtede vinmager Javier Revert … og med ham ved roret har de bevæget sig fra en den mere opulent stil mod en langt mere ren og saftig stil.

Javi Revert har især gjort sig bemærket med sit personlige projekt af samme navn, hvor den mere lette og lyse stil har fået internationale anmeldere som både The Wine Advocate og Decanter til at diske op med rosende omtale og svimlende høje anmeldelser.

Det var faktisk selveste Dani Landi fra det ikoniske vinhus Comando G, der anbefalede Victor de la Serna at ansætte Javi Revert som den nye vinmager hos Finca Sandoval.

Fundamentalista er lavet på et blend af primært  Bobal suppleret med andre druer. Nogle siger de øvrige druesorter er Moravia Agria, Rojas, Tortosí og Verdal. Andre steder står der, at det er Monastrell, Albilla, Manchego, Marisancho, Tortosí og Trepadell,

Det er lidt svært at se helt præcis, men Monastell er jo Mourvèdre, Albillo kender vi, Manchego, Rojas, Trepadell og Verdel kan jeg ikke finde noget om og Marisancho er lig med Merseguera, mens jeg har skrevet lidt om druerne Moravia Agria og Tortosí.

Ved vinifikationen er der anvendt 50% hele klaser og 50% afstilkede druer, som gennemgår spontan gæring og maceration. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på store amforaer af ler og flaskes med et minimum svovl.

Vinen har til at starte med et meget lyst og let udtryk … som faktisk virker en smule som en Pinot Noir, godt med lyse frugter af jordbær, lyse kirsebær, hindbær suppleret med lerjord, våd skovbund med et bunddække af blomster, lidt bolsjesødme … dufter virkelig ret fremragende.

Hvor smager den også fremragende … har denne lyse, lette og læskende smag, Der er jordbær, rødgrød med fløde, tranebær samt tyttebær … der kommer lidt grillet citron og samlet en sart, feminin og fin smag med lette tanniner og en syre, der smyger sig, glider og sniger sig fjerlet med i smagsbilledet. Der kommer en lille og jernet mineralitet, men frugtfriskheden og det læskende udtryk ligger sgu bare forrest og imponerer mig. Det er en demonstrativ, fabelagtig genistreg, der samtidig til prisen på 115 kr. bør blive en gigantisk storsællert. 94 point.

 Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Piero Bussi, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2022 Piero Bussi, Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienVi fortsætter med en vin fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero di Bussi Federico, som jeg har skrevet om før og anmeldt mange vine fra … her er det deres 2022 Barbera d’Asti.

Vinen er lavet på 100% Barbera fra 30-60 år gamle vinstokke i Calosso området i 350 meters højde.

Efter høsten er gæring og maceration sket i stål- og betontanke, mens vinen derefter delvis er lagret 6 måneder på franske tonneaux og 15-15 hektoliter egefade

Duften er lidt grøn … lidt som ligusterhæk suppleret med nogle kandiserede kirsebær, blommer, rosiner og blåbærtærte, våde fade og mørk sødbitter chokolade, muldjord og en smule lakrids samt masser af tørt træ.

I munden er det en mørk, blød og vamset vin … rigtig bamsevarm med en mørkbitter frugt af brombær, sorte kirsebær, hindbær og en frisk syre, der lige river og gør vinen rank og pågående. Tanniner er der ikke mange af, men syren gør samlet set, at det bliver en vin, der nærmest skriger efter mad. 89 point,

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7