2022 Piero Bussi, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2022 Piero Bussi, Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienVi fortsætter med en vin fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero di Bussi Federico, som jeg har skrevet om før og anmeldt mange vine fra … her er det deres 2022 Barbera d’Asti.

Vinen er lavet på 100% Barbera fra 30-60 år gamle vinstokke i Calosso området i 350 meters højde.

Efter høsten er gæring og maceration sket i stål- og betontanke, mens vinen derefter delvis er lagret 6 måneder på franske tonneaux og 15-15 hektoliter egefade

Duften er lidt grøn … lidt som ligusterhæk suppleret med nogle kandiserede kirsebær, blommer, rosiner og blåbærtærte, våde fade og mørk sødbitter chokolade, muldjord og en smule lakrids samt masser af tørt træ.

I munden er det en mørk, blød og vamset vin … rigtig bamsevarm med en mørkbitter frugt af brombær, sorte kirsebær, hindbær og en frisk syre, der lige river og gør vinen rank og pågående. Tanniner er der ikke mange af, men syren gør samlet set, at det bliver en vin, der nærmest skriger efter mad. 89 point,

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7