Lad os fortsætte i Toscana med mere Sangiovese baseret vin, for den næste vin kommer fra Fabbrica Pienza og det er vinen Rosso Orcia i årgang 2019 lavet på Sangiovese tilsat lidt Syrah.
Det toskanske vinhus Fabbrica Pienza ejes af det schweiziske ægtepar Tonie og Philippe Bertherat har jeg skrevet om før.
De får hjælp til produktionen af deres vine fra de to kendte vinmagere Maurizio Saettini og Michele Corsi.
Druerne til Orcia Rosso dyrkes på marker med kalkholdig lerjord i Orcia området og er høstet med håndkraft. Vinen gæres i ståltanke med temperaturkontrol og macererer i 10-15 dage for at udtrække farve, aroma og tanniner fra drueskallerne. Vinen lagres derefter i 12 måneder i en kombination af ståltanke og brugte franske egetræsfade inden aftapning.
Der er også her godt med kirsebær, mørke kirsebær, blommer og noget vådt træ og cedertræ, jod, tomt medicinpilleglas, tobak, røg, lidt nelliker og balsamiske elementer.
I munden kan Syrah druens bidrag omgående mærkes, da vinen har noget stærk peber og nogle mellemøstlige krydderier. Der er en ren, klar og stringent frugt med syrlige kirsebær, rabarber og tranebær, en frisk og lidt rustik syre … masser af syre faktisk, så dermed giver Houlberg vinen 89 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.