2023 Vignobles Gabriel & Co, Château Moulin de Vignolle Bordeaux Blanc, Bordeaux, Frankrig

2023 Vignobles Gabriel & Co, Château Moulin de Vignolle Bordeaux Blanc, Bordeaux, FrankrigDet store vinfirma Vignobles Gabriel & Co er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog og det holder til i Saint Aubin de Blaye og laver vine under forskellige navne, som nu fx Château Moulin de Vignolle og her smager vi deres 2023 Bordeaux Blanc.

Historien om Vignobles Gabriel & Co er oprindelig startet i 1904 af Gabriel Bruneteau, der grundlagde Domaine du Grand Moulin ved Saint Aubin de Blaye og havde en stor interesse for mennesker og vin.

Det var måske derfor, at Gabriel Bruneteau i 1921 blev valgt til bordmester i Saint Aubin de Blaye, men efter hans død blev driften på Domaine du Grand Moulin omlagt til korn- og husdyrbrug, mens der var meget lidt fokus på vin, selvom man dog havde en smule af druen Ugni Blanc, der blev brugt til tørre hvidvine og cognac.

Det var først 4 generationer senere, da Jean-François Reaud – tipoldebarn af Gabriel Bruneteau – 1985 arvede godset og lavede en omorganisering og modernisering af vingården, at man igen begyndte af satse på vinproduktion.

Dengang havde Jean-François Reaud 7 hektar med vinmarker, men i slutningen af 1990’erne købte han også Château Le Grand Moulin med yderligere 25 hektar vinmarker.

Jean-François Réaud besluttede at bruge navnet Château Les Aubiers på sine vine … det var et navn, der havde tilhørt hans familie og han omlagde også alle markerne til økologisk landbrug i 2011. Og han fortsatte med at udvikle og udvide Château Le Grand Moulin, der i dag har 81 hektar vinmarker.

Siden da har han også købt vinslottet Château Haut Sociondo, men derudover har han i slutningen af 1990’erne skabt en lang række af partnerskaber med naboejendomme og det blev fødslen af vinhuset Vignobles Gabriel & Co, hvor man i fællesskab yder bistand og laver fælles markedsføring. Samlet er der ikke mindre end 33 vinhuse tilknyttet samarbejdet under Vignobles Gabriel & Co.

En af partnerne i Vignobles Gabriel & Co er Bruno Belly, der ejer og driver Château Moulin de Vignolle, der har tilhørt hans familie i flere generationer. Vinslottet har sit navn efter en vandmølle på jordene samt stedets navn Vignolle.

Det var Bruno Bellys onkel, der drev vinslottet inden Bruno arvede stedet i 2004 og dets i alt 34 hektar vinmarker, hvor de 25 hektar er med røde druer og 9 hektar hvide sorter. Siden 2013 har stedet været drevet økologisk.

Her smager vi en 2023 Château Moulin de Vignolle Bordeaux Blanc, der er lavet på 80% Sauvignon Blanc, 10% Sémillon og endelig 10% Colombard, der kommer fra husets marker ved Pleine-Selve, Saint-Caprais og Marcillac med 25-30 år gamle vinstokke.

Alle druerne er høstet med maskiner … og Sauvignon Blanc druerne har først gennemgået en kølig maceration i 5-8 timer inden presning, mens de øvrige druer blot er presset direkte efter ankomst til vingården.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i blot 2 uger inden aftapning på flaske efter en filtrering.

Det er duftmæssigt en mild Sauvignon Blanc, hvor der er lidt blid hyldeblomst, stikkelsbær og syltede citroner. Den hælder dog heller ikke til den federe side med eksotisk frugt … heldigvis, men så bliver det ofte lidt kønsløs. Det er denne bestemt ikke, men bare mild, blid og har lidt søde krydderier, sandeltræ, linolie og voks.

Sådan er smagen også … meget mild og der er ikke megen skrald på de karakteristiske Sauvignon Blanc smage, men i stedet er det mest melon, fersken, lemon og syltet grape … alt blidt, ligger ned og ånder fred og ro … lidt en spids hvid peber, men ellers på vej til at være saftig læskende. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens vinen koster 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg anmelder … Restaurant Clemens på Rådhustovet i Randers

Restaurant Clemens er en nyere restaurant i Randers og den ligger i et kælderlokale på Rådhustorvet og drives af Casper Dahl Schubert, der er uddannet kok fra Restaurant Substans i Aarhus.

Casper får bl.a. hjælp fra kæresten Agnete Nelleman, som har forladt sit job som butikschef i Matas for at hjælpe i restauranten og faktisk lige samme dag vi besøgte restauranten, var omtalt i et indlæg i den lokale avis i forbindelse med jobskiftet,

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville anmelde restauranten samt mit restaurantbesøg her på vinbloggen … så havde jeg nok også taget lidt flere noter om made og lidt flere fotos. Det var meningen, at det kun var vinene, som vi smagte i løbet af aftenen, som jeg ville anmelde … og det har jeg allerede gjort.

Men jeg synes alligevel, at mit besøg med die ganzen familie på restauranten var så fint, hyggeligt og fremragende, at jeg så faktisk synes, at det er værd lige at skrive lidt mere om, for man får altså en virkelig god oplevelse på Restaurant Clemens.

Ikke bare er maden i topklasse, men stemningen er også dejlig afslappet og uformel, mens alt håndteres rigtigt professionelt med kunden i centrum.

Vi blev ankomsten da også mødt af den smilende og søde Agnete, som viste os ned til bordet klar til 12 mennesker, Vi fik os ret hurtigt bænket og bestilte efter lidt votering lidt bobler. Valget faldt på et par flasker 2020 Tradition Brut fra champagnehuset Fernand Lemaire. Det blev en fin start på aftenen.

Maden

Vi brugte selvfølgelig lidt tid på at vælge, hvad vi skulle spise … og med 12 personer, som tager det altid lidt tid, inden alle finder ud af, hvad de egentligt har lyst til, men ingen stress … vi havde god tid.

Jeg valgte selv rimelig hurtigt en af deres menuer … en 3 retters menu, hvor overskrifterne for retterne var:

  • Krabbe – pandekage – blæk
  • Svinebryst – teriyaki – gulerod
  • Koldskål – rabarber – verbena

Et par valgte også denne menu, mens andre igen gik med nogle af de andre fine ting fra menukortet, bl.a. valgte de til forret lidt oksetatar med estragon og malt, mens de fleste på hovedretten valgte ribeye med asparges og rødvinsglace og andre økologisk kylling med ærter og perlebyg.

En enkelt er glutenallergiker, men det var intet problem, så han også kunne vælge mellem retterne på menukortet. Så blev nogle af ingredienserne bare udskiftet til glutenfrie.

Små trekanter med ost og nødder?

Grillede små minimajs

Efter kort tid kom der lidt små appetizers på bordet … to forskellige, hvor den første var en trekant med lidt ost og nødder i – så vidt jeg så lige husker – og den anden vist nogle grillede små minimajs.

Krabbe – pandekage – blæk

Min forret bestod en lille pandekage, der var foldet med noget krabbekød i midten. Var helt sort ovenpå, hvilket jo formentlig var på grund af blækket og så pyntet med noget urtemayo, radiser, løg … og samlet en virkelig smuk ret.

Det bedste var dog smagen … super lækker og selvom den ikke syner af meget, så er det en fremragende forret, selvom jeg også måtte skele lidt til min søn, der havde bestilt en fin oksetatar.

Jeg bestilte 2 forskellige hvidvine til forretninger ,.. en til dem, som er til mere syrlige og stringente vine og en, som er mere blød, venlig og rund. Det var henholdsvis en dejlig frisk 2022 Grüner Veltliner fra Weingut Ingrid Groiss samt en 2022 Weißburgunder fra Weingut Forster.

Svinebryst – teriyaki – gulerod

Min hovedret var ikke stor, men smagte fantastisk … en glad og velsmagende gris, der kan give så meget god velsmag. Men det kan gulerødder virkelig også …. og jeg elsker gulerødder, Heldigvis var jeg ikke storsulten, selvom jeg tiltuskede mig lidt nye kartofler fra dem, der havde bestilt ribeye, men måske skulle jeg ha’ haft min egen skål kartofler 🙂

Der var ikke så mange i familien, som var til rødvin, så jeg bestilte kun en enkelt flaske og det blev en 2015 Brunello di Montalcino fra Fattoi Ofelio & Figli … fra et vinhus, som indehaveren Casper også selv er vild med.

Koldskål – rabarber – verbena

Min dessert var en dejlig både frisk og sød gang koldskål med lidt syrlig rabarber i og nogle små perler af hvid chokolade og ganske små kammerjunkere? Det er i hver fald en ret, som et moderne, for jeg har set noget tilsvarende som dessert flere andre steder.

Vi skulle have lidt dessertvin og valgte en fra Weingut Forster, men Casper opgraderede os uden merberegning til denne 2018 Grauburgunder Auslese Edelsuß fra Weingut Forster.

Konklusion

Restaurant Clemens er rigtigt dejligt spisested i Randers … og vil efter min vurdering også ligge i top 3. Men derudover er Casper og Agnete bare det sødeste værtspar …. så stedet får min varmeste anbefaling og 5,5 kæmpestore Thumbs Up.

Vinvalget var ganske fornuftigt … men har ikke et stort vinkort med masser af specialiteter, hvilket trækker lidt ned. I øjeblikket kommer vinene fra  Cappa Vin, men Casper fortalte, at de nok ville skifte til formentlig Glud Vin, men jeg ved ikke, om det umiddelbart vil gøre det mere spændende?

Casper har også lige lejet nabo lokalet, hvor han vil åbne endnu en restaurant, som skal hedde Restaurant Rebelsk og hvor der bliver plads til endnu flere mennesker … det skal nok blive spændende at følge. Han viste mig  lige lokalerne og det skal nok blive godt.

Samlet anmeldelse 5,5/7 

2022 Cantine Buglioni, Il Disperato Bianco Trevenezie IGT, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Il Disperato Bianco Trevenezie IGT, Veneto, ItalienIl Disperato hedder næste vin … ikke at jeg var desperat efter mere vin, men den pludselige sommervarme gør, at man bare lige får lyst til at sætte sig ud på terrassen for at nyde et glas hvidvin … og det blev denne 2022  Il Disperato Bianco Trevenezie IGT fra Cantine Buglioni.

Vinen er lavet på 90% Garganega og 10% Incrocio Manzoni, der kommer fra 26 år gamle vinstokke på marker i 150 meters højde og er høstet med et udbytte på 70 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten har druerne ligget i kølig maceration ved 3 grader inden gæring. Så er druerne afstilket og presset, hvorefter gæring er sket i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 16 grader. Derefter er vinen blot lagret 4 måneder i ståltankene og 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt snakker vi pærer, pigeonæbler, hybenroser, papaya, mango, ananas, hvid peber samt en lidt sødbitter, krydret note med lidt papkasser, spidskommen, muskat og gul blomsterpollen.

I munden er det en blød vin, hvor den hvide peber også hurtigt stikker snuden frem og giver vinen et stærkt kick. Der er æbler og godt med lemon. Syren lidt til den mørke og maskuline side, hvilket skaber en vin med krop og fylde. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men pt fås på tilbud til 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7