2022 Weingut Bertram-Baltes, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Bertram-Baltes, Handwerk Spätburgunder, Ahr, TysklandDe fleste læsere af Houlbergs Vinblog ved godt, at jeg har et blødt spot i hjertet for vinene fra den tidligere weinkönigin Julia Bertram, der jo i dag laver vinene sammen med sin mand Benedikt Baltes i deres vinhus Weingut Bertram-Baltes.

De seneste gange jeg har smagt vine fra parret har jeg dog været lidt mere forbeholden, da vinene har været meget stærkt reduktive og nærmest utilnærmelige i nyeste årgange.

Julia har da også selv forklaret – da vi skrev til hende, at de har været meget reduktive i årgangene 2018, 2019 og 2021, men at det ville være mindre i 2022. Nu smager jeg så netop 3 vine fra Weingut Bertram-Baltes i 2022 årgangen og så må vi se, om det reduktive fortsat er meget tydeligt.

Men ellers har Julia givet en opskrift på, hvordan man behandler en flaske, som kan være reduktiv … det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt. Nu må vi se … jeg smager først hendes Gutswein … altså en 2022 Handwerk Spätburgunder.

Julia Bertram er som nævnt kendt her på vinbloggen og jeg  besøgte også selv den dejlige Julia i efteråret 2019. Det besøg kan du i øvrigt læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-Winzerin. Der skrev jeg også lidt om historien bag vinhuset, Julia, markerne og vinene. Siden dengang er parret blevet gift, så Julia hedder i dag faktisk Julia Baltes.

Benedikt har efter han solgte Weingut Stadt Klingenberg i Churfranken tilsluttet sig Julia og de laver nu sammen vinene. Benedikt stammer selv fra Ahr … faktisk fra en vinfamilie i Mayschloss.

Han stod i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen. Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn.

Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe,

Nå, men denne 2022 Handwerk Spätburgunder er altså lavet med druer fra flere af parrets marker og druerne er høstet manuelt. Vinen er lavet med en indledende kold maceration og så med spontangæring alene på druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering har vinen lagret 18 måneder på store og brugte tyske egefade. Der anvender altid fade med træ fra de lokale skove, da dette passer bedst til vinene. Generelt lagrer deres små vine på store fade … om omvendt, altså store vine på små fade.

Efter lagringen er vinen flasket uden klaring eller filtrering og alene med tilsætning af en lille smule svovl. Omkring det reduktive, så skrev Julia bl.a. dette, da vi skrev til hende om det reduktive:

Especially the single vineyard site wines needs a lot of time to develop. A good way is to open the bottle, pore a glass out, put the kork on top and shake the bottle. You will recognize that there is a lot of CO2 coming out. Our wines are all treated very gently, so the CO2 is naturally still inside.

This will already take out some hints of reduction. But of course some more years in your cellar would be perfect! Please let me know, if there are any more questions.

We are always happy to give the people you enjoy them … hopefully  … some more background information. All the best and have a nice evening,

Julia

Med det i mente har jeg nu smagt parrets 2022 Handwerk Spätburgunder

Og ja … duften er lettere reduktiv, så jeg har foretaget det, som jeg hørte første gang om hos Sarah og Sparky Marquis på det australske vinhus Mollydooker og de kalder Mollydooker Shake. Selvom jeg har taget lidt fra flasken og rystet den, så er der fortsat lidt reduktiv duft og ellers kommer der en meget let og luftig lys frugt af lyse kirsebær, mirabeller suppleret med ristede svampe, nødder … alt på denne helt luftige og elegante måde … og fortsat med lidt Ahr karakter med røg samt en smule grannåle.

I munden pilles alle lagene af … tilbage står en ren, klar og præcis vine med mirabeller, lyse kirsebær, hindbær, rabarber og ribs. Det er en feminin og sart vin, men det er ikke sart som en blondedug, men i stedet meget frugtrig og lettere bondsk. Syren har lemon bitterhed og renhed med sig og giver vinen et frisk bid … og atter må man bare knuselske Julia … og selvfølgelig også manden … 92 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 270 kr., mens prisen er 189,17 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Tempranillo Blanco, Rioja, Spanien

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Tempranillo Blanco, Rioja, SpanienNår vi nu engang er ved Javier Rodríguez og hans innovative vine fra Bodegas Rodríguez y Sanzo, så laver han faktisk også hvidvin i Rioja og det er denne 2023 Lacrimus Tempranillo Blanco.

Den er en vin, der – som navnet også helt korrekt fortæller – er lavet på den hvide drue Tempranillo Blanco, som er en mutation af den vildt udbredte røde Tempranillo drue.

Den har siden 2007 været godkendt som officiel druesort af Rioja Consejo Regulador. Sorten blev reelt først opdaget i 1988 af Jesus Galilea Esteban fra Murillo de Rio Leza i Rioja. Han bemærkede, at en enkelt klynge af Tempranillo druer var gulgrønne i stedet for den forventede sortblå.

Det blev indrapporteret og i 1993 blev sorten Tempranillo Blanco erklæret stabil, hvorefter 100 planter blev klonet med succes … men den er fortsat mere sjælden.

Javier har fundet sine druer af Tempranillo Blanco på nogle vinmarker i 620 meters højde. Markerne er påvirket af en kølig brise helt fra Atlanterhavet og har en jordbund med masser af grus og mineraler.

Efter høsten er druerne presset blidt … 80% er så gæret i store rustfrie ståltanke og 20% i små 225 liters franske barriques og efter endt fermentering er vinen samlet og lagret sur lige i yderligere 2 måneder inden aftapning på flaske.

Der er duftmæssigt små noter af fadlagringen, men mest af alt er duften grøn og urtet med syrlige æbler, fersken og syltet grape, en behagelig sødlig krydret side … virker egentlig meget ren, klar og ganske frisk.

I munden er vinen faktisk meget anderledes … mere fed, fyldig og næsten olieret, ikke så grøn og meget cremet med lidt stærk hvid peber og ellers syltet grape i kamp med tropisk frugt … men der er det grapefrugten, som klart vinder. Der giver en fyldig, stærk og olieret tæt hvidvin, der sparker røv … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7