2015 Fattoi Ofelio & Figli, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Fattoi Ofelio & Figli, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTil hovedretten der – for mit vedkommende – bestod af svinebryst med teriyaki og gulerod, så skulle vi selvfølgelig have lidt rødvin, så jeg bestilte en flaske 2015 Brunello di Montalcino fra Fattoi Ofelio & Figli.

Fattoi Ofelio E Figli Soc. Sempl.Azienda Agricola ligger nærmest for enden af en blind vej ved den lille by Tavernelle syd for selve Montalcino by … nærmest ved krydset af floderne Ombrone og Orcia.

Det er en lille familiedrevet vingård, som drives af Leonardo Fattoi, der er den ældste bror i familien og ønolog på gården. Vingården har 70 hektar jord, men kun 9 hektar er vinmarker og så er der også 5 hektar med oliventræer.

Vinmarkerne er udelukkende beplantet med Sangiovese klonen Sangiovese Grosso. Kvaliteten er høj og mængderne små, for familien laver blot 20.000 flasker Rosso di Montalcino og 20.000 Brunello di Montalcino om året. I de årgange, hvor Leonardo vurderer, at kvaliteten er til det, så laves der også 2.000 flasker Brunello Riserva.

Fattoi Ofelio & Figli adskiller sig ved, at de anvender et beskedent brug af træfade og det er næsten udelukkende de store, gamle Botti på flere tusind liter, som genbruges år efter år uden at give meget smag af egetræ eller fadnoter. Fravalget af små, nye træfade får vinene til at stå rene i deres natur … de er magtfulde og intense, har dybde, styrke og balance.

Svinebryst – teriyaki – gulerod

Til denne Brunello di Montalcino kommer druerne fra 15 år gamle vinstokke på marker i 350 meters højde og er høstet i de første dage af oktober. Gæring og maceration er sket i store 100 hektoliter ståltanke over 18 dage ved 25-28 grader.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i alt 4 år og heraf 2 år på store egetræsfade og tonneaux. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 4 måneder.

Vinen er i glasset lettere rødbrun … nøjagtig som Brunello typisk plejer at være og her er duften samtidig meget moden med tjære, tobak, tørrede svampe, ristede nødder, ristet træ og en frugt med kirsebærsauce, sorte kirsebær, blommer, fugtig skovbund, violer, læder, cedertræ, våde fade og godt med røg.

Sådan smager vinen faktisk også … blød, rund, moden og alligevel med nerve og stor koncentration. Der er igen fed kirsebærsauce og sorte kirsebær, brombær, let peber og så denne dybe, fede og runde aroma af skovbund, umamiagtige noter, sød tobak … og så har den i ægte Brunello stil markante tanniner, der dog er tøjlet en del. Men samlet bliver det 94 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 455 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Forster, Weißburgunder, Nahe, Tyskland

2022 Weingut Forster, Weißburgunder, Nahe, TysklandVi smagte 2 hvidvine til vores forretter … den syrlige og mineralske – som var forrige Grüner Veltliner – og så en blødere og mere venlig en af slagsen og det var denne 2022 Weißburgunder fra Weingut Forster, der ligger i den lille sydtyske landsby Rümmelsheim i Nahe.

Weingut Forster er en familieejet producent, hvis historie går tilbage til midten af 1700-tallet. I dag er det Johannes Forster, der som 8. generation i familien bærer faklen videre.

Han overtog driften fra mor Margit og far Georg, som dog fortsat begge arbejder på vingården. Før overtagelsen havde Johannes arbejdet hos både Dr. Köhler i Dreissigacker i Rheinhessen og i Sydafrika.

Johannes har i alt 22 hektar vinmarker og laver små 100.000 flasker årligt, som pt. er fordelt på 22 forskellige vine og vinene laves udelukkende på druer fra egne marker.

De 22 hektar er fordelt på markerne Burg Layer Johannisberg, Burg Layer Hölle, Burg Layer Schlossberg, Burg Layer Rothenberg samt Laubenheimer Vogelsang. Alle Forsters vine er certificeret økologiske, og vingården har været det siden 1994.

Denne 2022 Weißburgunder er lavet med langsom gæring ved kølige temperaturer og lagring i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt virker det som en blød og cremet vin … meget komfortabel og rund i aromaerne, hvor der også kommer nogle nødder, peanuts og samtidig med noget, der kan minde om duften af vine lavet med florgær. Der er sødme og søde krydderier.

Smagen er i samme boldgade … rund med fersken, mango, melon og noget hvid peber. Der er blødt, behageligt, bekvemmelig og flyder så langsomt gennem halsen og blødgør al modstand. 89 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Ingrid Groiss, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Ingrid Groiss, Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigPå Tullner Strasse i den lille landsby Breitenwaide 40 kilometer nordvest for Wien i Weinviertel området i Niederösterreich regionen i Østrig ligger Weingut Ingrid Groiss. Derfra smagte vi til forretten på Restaurant Clemens – en lille ting med krabbe, pandekage og blæk – en dejlig frisk 2022 Grüner Veltliner.

Vinhuset har siden 2010 været drevet af Ingrid Groiss, som overtog vingården efter sin far. Mens hun læste til ønolog på universitetet, hjalp hun sin far hjemme i vineriet. Hun havde mange nye tanker og ideer om, hvordan vinene skulle laves.

Da hun var uddannet vendte hun retur til vingården og udfordrede sin far, der ville fortsætte på sin måde og ikke ændre sine gamle vaner.

Det endte med, at Ingrid måtte låne en hektar vinmark af sin bedstemor og så blev hun og faren enige om, at den bedste af deres vine skulle afgøre, hvem der fremover skulle være vinmager. Men det var Ingrid som vandt og siden har stået for produktionen. Hun er også i dag den sidste tilbageværende vinmager i Breitenwaide.

Den unge winzerin har i alt 18 hektar vinmarker og laver omkring 80.000 flasker årligt. Hendes marker ligger ved byerne Haugsdorf , iBreitenwaida og i Fahndorf bei Ziersdorf. Markerne har siden 2016 været drevet økologisk og siden 2019 også certificeret økologisk.

Krabbe – pandekage – blæk

Ingrids vine er tro mod drue, region og terroir. De er ægte, præcise, ærlige og ekstremt karakterfulde, samtidig med at de er elegante og ranke. Ingrids evne til at indfange sjælen af druen og land er misundelsesværdig.

Men hun får hjælp af naturen, for Ingrid er af den overbevisning, at god balanceret vin skabes i marken af et samspil af terroir, sund og vital jord og økologisk behandling af jorden.

Her smager jeg Ingrids basis 2022 Grüner Veltliner, hvor druerne er høstet med håndkraft og derefter ligget køligt i 8 timer inden forsigtig presning. Så er vinen gæret på neutral gær i ståltanke og efter endt fermentering er vinen  lagret i samme sur lie over 4 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det rusten jernlåge … godt med jernholdig mineralitet, stikkelsbær, kiwi og medicinsk pilleglas, våd vaskeklud, let muskatnød, selleri, lidt flint og let honning. Det virker som en ren, klar, stringent og frisk syrlig Grüner Veltliner.

I munden er der godt med vandede citroner … virker som i duften meget ren, klar og syrlig med citroner, lemon og grønne æbler samt en jernet og stenet mineralitet … knasende frisk med 90 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7