2019 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2019 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienVinen Montefalco Rosso fra Cantine Adanti har jeg smagt et par gange før i årgangene 2011, 2015 og 2016, men nu smager jeg den så i årgang 2019.

Adantis Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Cabernet Sauvignon og sidste 5% Merlot … altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.

Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration sker ved 28 grader og en løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering så ligger vinen i ekstra maceration i 4-5 dage inden den lagres på store egertræsfade i 12 måneder.

I næsen en mørk og frisk vin … klart med både blommer, brombær samt sorte kirsebær, har både friskhed og syrlighed fra frugten samt lidt noter fra fadene med læder, lakrids, tobak og vanilje.

Smagen er endnu bedre … har en dyb, intens frugt med lakrids og igen giver Sagrantino druerne vinen nogle tørre og potente tanniner, som virkelig mærkes i munden. Frugten er let solbær, sorte kirsebær, hindbær … der kommer også en snert peber og den tørre engelske lakrids og lakridsrod … og de sidder lang tid i munden bagefter, så dermed en rigtig fin lille Montefalco Rosso. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, Italien

2021 Piero Bussi, Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna, Piemonte, ItalienVi skal igen smage en vin fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero di Bussi Federico og denne gang er det hans 2021 Monferrato Nebbiolo Bricco Castagna.

Det er en vin, som jeg har smagt før … senest i årgang 2020 og  er lavet på 100% Nebbiolo fra området Calosso i 350 meters højde fra vinmarken Bricco Castagna.

Vinen er lavet med traditionel gæring samt maceration i store betontanke. Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques.

For pokker … sikke en bello aroma … der er klart nogle meget tiltrækkende fadnoter, som går hånd i hånd med nogle lidt mørke og dybe frugtnoter … the dark side of Nebbiolo. Men du går ikke glip af nogle af Nebbiolo druens dejlige karakteristika af både læder, violer, tørrede rosenblade, tjære, lidt kamfer, tørv og faktisk også en smule grøntsagsfond suppleret af en frugt med mørke kirsebær, blommer, tranebær og hindbær. Fadene bidrager også med noget lakrids, sød tobak og vanilje … uha det dufter godt.

Sådan smager vinen faktisk også … med Nebbiolo druens fine og energiske energi og spændstige syre med et blødt fadlag ovenpå. Sidst kaldte jeg det en Nebbiolo med turboen sat til og steroider i kroppen med et  fedtlag til at dække sixpacken på maven og et bredt smil. Det giver fortsat et ret godt billede. Smagen er igen federe end for Nebbiolo generelt, mest kirsebær, brombær og figner, mens den også har tørre og markante tanniner, men alt leveres cremet, smukt og intenst … jeg er sgu pjattet med denne vin og mange Barolo’er burde være misundelig på vinen. 94 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 125 kr. og den pris virker sgu som årets tilbud, så vinen burde blive revet ned af hylderne.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Vignobles Gabriel & Co, Château Les Garelles Blaye Côtes de Bordeaux 100% Fair Trade, Bordeaux, Frankrig

2023 Vignobles Gabriel & Co, Château Les Garelles Blaye Côtes de Bordeaux 100% Fair Trade, Bordeaux, FrankrigEn af Jean-François Reauds 33 samarbejdspartnere under Vignobles Gabriel & Co paraplyen er Château Les Garelles drevet af brødrene Adrien og Thomas Novoa og denne 2023 Château Les Garelles Blaye Côtes de Bordeaux kommer derfra.

Château Les Garelles blev købt af brødrenes far i 1997, men blev overtaget af Thomas Novoa i 2009, da han havde afsluttet sine agronomiske og ønologiske studier. Han omlagde straks driften til 100% økologi og stoppede helt med at anvende alt ikke naturligt i produktionen af vinene.

Senere i 2018 så kom hans bror Adrien med i foretagendet, da han havde afsluttet sine ønologistudier og sammen laver de så vine på Château Les Garelles.

Vingården ligger i Blaye, der absolut ikke den mest kendte region i Bordeaux, men ligger på højre bred tæt på floden overfor de famøse kommuner Saint Julien og Pauillac på den anden side.

Château Les Garelles har 44 hektar vinmarker, der er tilplantet med de røde druer Merlot, Malbec, Carménère og de hvide druesorter Sauvignon Blanc og Sauvignon Gris.

Denne Château Les Garelles Blaye Côtes de Bordeaux 100% Fair Trade er lavet på 75% Merlot, 15% Malbec og 10% Carménère, som brødrene Thomas og Adrien Novoa høster fra 25 år gamle vinstokke på familiens egne økologiske certificerede marker.

Efter omhyggelig kvalitetssortering i vineriet overførers druerne nænsomt via tyngdekraften og uden brug af pumpning til ståltanke, hvor vinen gærer spontant alene med druernes egne gærceller over 25 dage, hvorefter en også blot er lagret i tankene en periode. Og så er der slet ikke tilsat svovl til vinen … ej heller ved flaskning.

Vinen har faktisk en dejlig duft, der balancerer sådan mellem de klassiske solbæragtige bløde noter og så noget mere grønt. Dertil kommer en landlig, mere dyrisk og mere umamiagtig note af svampe og nogle krydderier, ædeltræ og violer. Der er solbær, blommer, sorte kirsebær og alt virker virkelig spændende.

I munden forstærkes dette … cremet, blødt og saftig, men har samtidig kant med både syrlighed og noget peberstærkt. Der er godt med kraft i munden, solbær, syrlige kirsebær og ribs, men den har så også ganske habile og tørre tanniner, der masserer tungen. Samlet er det en stor, frugtrig, solbærmættet, alligevel frisk og skøn bordeauxvin, som jeg vil rate til 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens vinen koster 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7