Vinen Montefalco Rosso fra Cantine Adanti har jeg smagt et par gange før i årgangene 2011, 2015 og 2016, men nu smager jeg den så i årgang 2019.
Adantis Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Cabernet Sauvignon og sidste 5% Merlot … altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.
Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration sker ved 28 grader og en løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering så ligger vinen i ekstra maceration i 4-5 dage inden den lagres på store egertræsfade i 12 måneder.
I næsen en mørk og frisk vin … klart med både blommer, brombær samt sorte kirsebær, har både friskhed og syrlighed fra frugten samt lidt noter fra fadene med læder, lakrids, tobak og vanilje.
Smagen er endnu bedre … har en dyb, intens frugt med lakrids og igen giver Sagrantino druerne vinen nogle tørre og potente tanniner, som virkelig mærkes i munden. Frugten er let solbær, sorte kirsebær, hindbær … der kommer også en snert peber og den tørre engelske lakrids og lakridsrod … og de sidder lang tid i munden bagefter, så dermed en rigtig fin lille Montefalco Rosso. 90 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.