2006 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2006 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienBrix havde forberedt en spansk finale … men nu er Spanien jo også europamester i fodbold og Brix havde samlet et decideret vinøst storhold, der bl.a. havde en 2006 Flor de Pingus fra vor danske Peter Sissecks Dominio de Pingus i angrebet.

Jeg har før anmeldt Flor de Pingus i årgangene 2002, 2005, 2008, 2012 og 2015 og skrevet om masse om vinhuset. Flor de Pingus er reelt andenvinen, hvor druerne blot kommer fra de yngste vinstokke, der her er mellem 35 og 45 år, så det er fortsat pænt gamle stokke, der har deres rødder dybt ned i undergrunden.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo og høstudbyttet er stadig lavt med maksimum 25 hektoliter pr. hektar. Vinen har gæret i de store træfade og uden megen indblanding. Derpå følger 14 måneder på en blanding af nye franske fade og fade, der har været brugt til Pingus, inden aftapningen på flaske, som sker uden klaring og filtrering.

Allerede fra start er der tale om en mørk, fyldig og sødbrændt vin, der i næsen byder på mørk dyb frugt, solbær, blåbær, jordbær, søde kirsebær og blommer, røg, gazebind, engelsk lakrids, tjære samt en smule kakaopulver, vanilje, kaffebønner og mørk chokolade.

Smagsmæssigt trykker alderen heller ikke … masser af mørk og frisk frugt med søde jordbær, blåbær, knuste hindbær og endda både lime og citron, der er med til at give et frisk bid. Derudover er der også en smule peber, stramme tanniner … og alt kommer både blødt, cremet og samtidigt med masser af power … sikke en balance, 96 point.

Forhandles flere steder, men årgang 2006 kan efterhånden være svær at skaffe, men findes hos SAJ Vine til 1.395 kr.

Vinanmeldelse 6/7