Den anden vin fra Gustus serien hos det sydafrikanske vinhus Darling Cellars var deres 2022 Gustus Shiraz Special Reserve, der som foregående er lavet af vinmageren Pieter-Niel Rossouw.
Den er lavet med 100% Shiraz druer fra granitholdige marker i Darling Hills og fra gamle bush vinstokke og et efter sigende lavt udbytte. Gustus er i øvrigt det latinske ord for smag … og hos Darling Cellars findes der i Gustus serien 8 forskellige vine.
Denne Gustus Shiraz er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold premaceration over 5 dage og så gærer hele ved 20-30 grader i rustfrie ståltanke over endnu 10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret på amerikanske og franske egefade i 22 måneder.
Duftmæssigt er det en virkelig tør bandit og fadlagring virker ret massiv, hvorved man får det, som man kan kalde en over-oaked vin, som samtidig har nogle ganske heftige grønne noter af hækplanter, eukalyptus og det er faktisk som om, at frugten drukner noget, men måske kommer der lidt solbær og hybenroser frem.
Smagen har til gengæld en del sødme … og så samtidig denne stærke frugt med tranebær, ribs og solbær suppleret med 5 skru på den helt store Peugeot peberkværn. Du får således en vin, hvor sødme og et peberstærk punch danser ensartet sammen. De er måske nok ikke et match made in heaven, så det kræver en god steak fra grillen som underlægningsmusik til dansen. 84 point.
Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 69 kr.