2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Insomnia Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Insomnia Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandEfter den lille Sekt fra Weingut Emil Bauer & Söhne kan man godt ligge uroligt, søvnløs med forbudte tanker. Det bliver kun værre, hvis du blidt stryger din hånd henover den sorte etiket på denne Insomnia Sauvignon Blanc. Arghhhh sikke en følelse, for etiketten er lavet af et sort stof, der mest af alt minder om nervøs velour og indikerer, at dette er en eksklusiv vin udover det sædvanlige.

Druerne til vinen kommer fra marken Walsheimer Silberberg og er en del del Bauers hvide vinserie, der kaldes Selektionsweine og hvor de andre har navne som Out of Space, Feeling so Real, Winderful Days, Redemption, Sky & Sand samt Beachball.

Denne Insomnia er lavet på 100& Sauvignon Blanc, som er gæret i store 500 liter Tonneaux egefade, hvor den efter endt fermentering også er lagret en periode … hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er omkring 4,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt er det på ingen måder fuldstændig arketypisk Sauvignon Blanc, for faglagringen har givet vinen et noget andet udtryk. I næsen er det mest kvæde, syltede citroner, grape, lemon, stikkelsbær og en squash sodavand. Derudover er der kastanjer, en smule fadpræg med vanilje, røg, grøn peber og grønne urter, sådan på en kalkagtig facon, let og meget elegant. Virkelig fin duft.

Smagen er meget stringent, stram og finurlig, men igen på en let, nærmest luftig facon. Der er masser – vi snakker næsten tonsvis – af både citronsaft og grapesaft, mirabeller, meget mineralsk, rank og så fylder vinen alligevel meget i munden, hvor både urter og træagtige elementer blander sig. Stor stilsikkerhed og finesse. Jeg har tidligere smagt fadlagret Sauvignon Blanc … Fumé Blanc kaldes det ofte og det kan altså noget. Man hiver toppen af alt det grønne og krasse fra Sauvignon Blanc, men bevarer alligevel stor livlighed og nerve, hvilket klart kommer til udtryk i denne vin. WAUW.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7