2017 Weingut Emil Bauer & Söhne, I Wanna Have Riesling Sekt with You, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Emil Bauer & Söhne, I Wanna Have Riesling Sekt with You, Pfalz, TysklandHvem vil ha’ sex med mig? Øhhh, korrektion, hvem vil ha’ Riesling Sekt med mig? Jeg har fået lidt sjovt tysk boblevand i glasset med den udfordrende titel; I Wanna Have Sex Riesling Sekt with You, hvor ordet Sex tækkeligt er overstreget. Vinen kommer fra det innovative vinhus Weingut Emil Bauer & Söhne, som jeg skrev om for et par uger siden.

Det bliver lidt smålummert med denne og næste vin fra Weingut Emil Bauer & Söhne i Landau-Nußdorf på vinruten i den sydlige del af Pfalz, men man skal jo også have Sekt i disse Corona-tider. Og hvorfor ikke en Sekt fra vinhuset Bauer, som drives af de to brødre Alexander og Martin Bauer som 5. generation af Bauer familien, for de laver masser af vine med skøre navne.

Denne I Wanna Have Sex Riesling Sekt with You er selvfølgelig lavet på 100% Riesling, som kommer fra forskellige marker. Druerne er så fermenteret til basisvinen med gæring samt 8 måneders lagring med 1/3-del i egefade og resten i ståltanke. Derefter er andengæringen sket efter den traditionelle måde i flaske over 12 måneder inden degorgering. Der er 16 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er frisk uden at blive sur, svævende uden at lette og intens uden at blive lummer, men byder dig i stedet på lidt æbletærte og en kurv med røde æbler, et flor af blomster, røde roser, hyld, et lille snert af toast, nybagt brød, træ, gærede aromaer og nødder.

Smagen er rund, men skarp, har krydderier og citrus … boblerne ganske små, fine og finurlige, mens syren er sådan lidt en blanding af småsure grønne æbler, grape og citroner, hvor en lille sødme synger med i koret. Der er noget pondus over vinen, krydret og mineralsk og samtidig med god lang og tør eftersmag.

Og svaret må blive et klart og rungende; Yes I Wanna Have Sex Riesling Sekt with You. No Sex, but Sekt! Og gerne i rigelig mængder, hvis du kan holde til det! Det bliver 5 sexede pilfingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7