Helt tilfældigt kom de 3 østrigske Riesling vine lige i streg … og den sidste i den streg var topvinen Riesling Unendlich Smaragd fra Weingut F. X. Pichler.
Franz Xavier Pichler fik oprindelig idéen til Riesling Unendlich Smaragd i 1991 og visionen var at lave en vin med så stor dybde og koncentration, at eftersmagen skulle være ikke mindre end uendelig. Det blev dog først i 1998, at drømmen gik i opfyldelse og første årgang af Unendlich kom på markedet.
Vinen er lavet af Riesling fra 2 parceller. 92% Loibenberg og 8% Kellerberg og etiketten er inspireret af et design af Karl Friedrich Schinkel til Mozarts opera Tryllefløjten … en stjernehimmel med kosmisk uendelighed.
Selvom 2016’eren – da vi smagte den ved sidste mesterskab i 2018 – havde masser af petroleum, så er det slet ikke tilfældet her … endnu da. Men vinen er meget aromatisk og næsten parfumeret, har både moden frugt, fersken, tørrede frugter, syltede citroner, fennikel, blomster, mandler, honning og man fornemmer også dybde og bundtræk.
I munden er det meget cremet og delikat, men der er også lidt mere sødme, krop og fylde end ved de foregående vine, hvorfor jeg – helt forkert – klart tænkte på lidt Mosel Riesling. Men der er også noget fint, smukt, let og elegant i smagen, hvor syren nok er lidt lettere end Mosel. Der er også som om, at den stramme og elegante syre får lov at dominere hele operaen med fortryllende renhed.
Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske vistnok koster 1.500 kr.