Vi slutter hele Languedoc smagningen med vin nummer to fra det vinhus, som imponerede mig mest, nemlig Domaine Zélige-Caravent. Sidste vin var nemlig denne Pic Saint Loup Ikebana, som blev et smukt, fint, nysselig, henrivende og værdigt punktum for aftenen.
Marie og Luc Michel har lavet denne vin på 30% Cinsault, 30%, Carignan og 40 % Syrah fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Høsten sker ved håndkraft, hvorefter druerne afstilkes og vinificeret i ståltanke med 15 dages gæring og maceration. Derefter er vinen lagret 12 måneder i betontanke og flasket blot med en ganske lille dosis svovl.
Duftmæssigt har vi igen denne herlige og nærmest burgundiske lethed med blomster, roser, duften af en dag på stranden, hindbær, ribs, lyse kirsebær, lidt spidskommen, sandeltræ … meget sart og feminint og alligevel med en vild, utæmmet nerve med syre samt animalsk løssluppenhed. Hmmmmmm.
Smagen er syrlig og mørk frugt, hvor syren og frugtrig intensitet går hånd i hånd med lette og ubesværede trin. Alt virker ligetil, meget fin renhed, med nogle diskrete og smidige tanniner, fløjlsblød, feminin elegance, balance og masser af prydelig karakter og harmoni. Nam.
Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr. og dermed atter et virkelig godt køb og en vin, som der burde blive rift om.