Domaine Valambelle drives af Abbal familien og ligger i byen Laurens under appellationen Faugères i Languedoc. Derfra smager vi næste og ældste vin i den store Languedoc smagning, en 2013 Grande Cuvée.
Familien Abbal har været vinavlere siden 1936 og blot leveret deres druer til det lokale kooperativ. For omkring 30 år siden anlagde Michel Abbal flere vinmarker, men det var først i 2002, at han sammen med sin søn Thierry stoppede med at levere druerne til kooperativet og i stedet startede med at producere egne vine som Domaine Valambelle.
Michel og Thierry har samlet 24 hektar jord, hvoraf de 18 hektar er plantet af Michel i 1980’erne oppe på de stejle og solrige bjergsider, mens de sidste 6 hektar ligger omkring landsbyen Laurens.
Marker drives økologisk og siden 2012 er de også certificeret som værende økologisk. Vinstokkene er mellem 20-40 år gamle og mest Syrah, Grenache, Carignan, Mourvèdre og Cinsault.
Det er efterhånden Thierry, som har overtaget produktionen, men han får hjælp af sin søster Marie og sammen er de 5. generation på den gamle vingård.
Denne Grande Cuvée er lavet på 80% Syrah og 20% Mourvedre, som først afstilkes og derefter undergår en lang gæring, hvorefter vinen lagres 12 måneder i nye franske egetræ tønder og så flaskes helt ufiltreret. Vinen laves kun i gode årgange.
Næsen er lidt besynderlig … næsten som mørk, flydende asfalt med tilsat æter, benzin, mørke og gærede bær, solbær, enebær, blommer, tørret frugt, tørrede blomster, kakao, vanilje, toast og chokolade … klart en mere fyldig og opulent næse, men dufter vildt godt.
Smagen er rund og lækker … godt med chokolade, kakao, blåbær og det er klart smagsmæssigt mere marmeladeagtigt end duften, men meget cremet og blød. Der er pænt med tanniner, som lige sparker lidt struktur ind i billedet, men vinen fylder godt i munden, pænt, poleret og kraftfuld uden at blive for meget.
Forhandles af Le Cépages, hvor en flaske koster 149 kr.