2015 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, Italien

2015 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, ItalienDen første Barolo i glasset blev Giulias Barolo La Tartufaia … en af de mest klassiske af hendes vine, som jeg smagte for et par uger siden i en ældre årgang 2010, men her er det altså i en ung årgang 2015.

Drruerne kommer fra flere marker … både fra parcellen La Tartufaia  på Serradenari samt druer fra Brunate marken, begge beliggende i La Morra kommunen i omkring 460 meters højde. Barolo La Tartufaia er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store kegleformede egekar på 60 hektoliter med omkring 40 dages maceration. Efter endt gæring er vinen lagret 24 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade.

Duftmæssigt har vi nu øget spændstigheden … uha, hvor dufter det godt med violer, roser, mentol, læder, champignon, ribs, hindbær, eg, fennikel, nærmest helt parfumeret og utrolig balanceret. Det dufter vildt godt af arketypisk Barolo og man fornemmer en stringent og sylespids, balsamisk syre.

Smagen er tør og elegant, tanninerne markante og sætter sig bemægtigende i munden, hvor en balsamisk syre giver et godt bid, mens frugten er sådan lidt sød/syrlig. Der er ribs, tranebær … lyse, lette og lidt diskrete, men skaber en lethed i vinen, som smager virkelig godt.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7