Christophe Beau fra Domaine Beauthorey er en gammel kending her på Houlbergs Vinblog. Det er Vinimperiet, som importerer vinene og derfor skulle én af Beaus vine selvfølgelig også med i Languedoc smagningen … det blev denne 2017 Pleine Lune.
Det er en vin under appellationen Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup og baseret på ren Syrah, men i 3 forskellige varianter fra 16-35 år gamle vinstokke og i tidligere år bl.a. også suppleret med et skvis af den sjældne franske drue Œillade, men det virker ikke tilfældet med denne 2017’er.
Christophe Beau og Domaine Beauthorey har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg mødte den excentriske vinmager til en smagning i Randers … ja faktisk på min arbejdsplads. Den smagning kan du læse om på indlægget; Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares.
I Pleine Lune er Syrah druerne høstet med en ganske beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet helt traditionelt med gæring over 10 dage. Derefter er vinen lagret på store 700 liter lerkrukker og blot tilsat 2 mg. svovl pr. liter ved aftapning på flaske.
Duftmæssigt er det en værre rodekasse … på den gode måde, for man finder altid meget godt og uundværligt i sådanne kasser. Der er lidt hyldebærsuppe, klart masser af animalsk, landlig stald, mødding og virkelig æterisk svævende aroma, men samtidig underlig. Der er sandeltræ, røgede noter, mørke bær og syrlige ribs, læder, peber, mentolbolsjer og trælim.
Smagen har – tro det eller ej – lidt af samme elementer, harpiks, røde og friske bær, ribs, en lidt fladere syre, nogle tanniner, fennikel, søde krydderier … måske ikke så kompleks, men en meget let Languedoc vin med sin egen karakteristiske charme.
Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr.