Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares

Christophe Beau besøgte i sidste uge Danmark for første gang i sit liv … direkte med fly fra Languedoc i Frankrig til den danske andedam – eller helt præcis Randers, hovedstaden i Kronjylland – for at forestå et par vinsmagninger og fortælle om livet som biodynamisk vinbonde.

Men lad os først starte med at præsentere Christophe Beau. Fransk, rar, høflig, dedikeret, excentrisk, passioneret, vild, eksperimenterende er ord, som vi kan hænge på Christophe. Og så ejer han to vinhuse, nemlig Domaine Beauthorey udenfor den lille by Corconne omkring 20 kilometer nord for Montpellier i appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc samt Vinos Vernaculares, som ligger afsides ved den lille by Quilpué omkring 50 kilometer vest for Santiago i Chile.

Christophe Beau 1

Og så laver han ikke mindst nogle vilde vine … som kræver sin mand slash kvinde samt en portion fordybelse at rumme. Det er vine, som nogle gange bryder de almindelige regler, og som nogle sikkert vil vrænge på næsen af. Jeg har flere gange smagt hans vine og været meget begejstret … selvom nogle selvfølgelig er bedre end andre.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde og startede Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Christophe fortalte, at det nu ikke er han selv eller hans egne heste, men derimod et lille fransk firma, som har specialiseret sig i at pløje i vinmarker og tager rundt til vinbønder rundt om i Frankrig og faktisk har lavet en lille god forretning på det.

Christophe Beau 2

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Christophe Beau 3

I Danmark skulle Christophe Beau lave to vinsmagninger, nemlig denne eksklusive smagning på min arbejdsplads i Randers … og alene for en lille lukket skare – som var særligt invitereret – og dagen efter i biodynamisk forening i Århus. Så i bogstaveligt forstand kom Christophe direkte fra lufthaven i Tirstrup til smagningen i Randers.

Jeg fik sammen med Bjarne fra Vinimperiet – importøren af Christophes vine – lov til at byde velkommen, og så startede Christophe med at fortælle om biodynamisk vinproduktion, dog heldigvis på engelsk. Og ingen tvivl om, at den franske vinmager brænder for denne naturlige måde at lave vine på.

Christophe fortalte om hans erfaringer med den naturlige produktionsform, hans eksperimenter i vinmarkerne, hvor han har plantet vinstokke sammen med andre bevoksninger, fx oliventræer, citrontræer m.v. Måde med at plantet vinstokke rundt om citrontræer er inspireret fra etruskerne, som netop plantede deres vinstokke på den måde mange hundrede år før år 0.

Vi så også en række fotos, bl.a. billeder fra Christophe Beaus vinmarker, hunden Bogus – som har lagt navn til én af vinene – samt de specielle læderkar, som Beau anvender i produktionen af en række vine i Chile. Karene er lavet af gamle koskind, og i disse foregår macerationen af vinene inden lagring på egetræsfade. Brugen af sådanne læderkar er en gammel og uddøende tradition i Chile, så det er ikke noget, som Christophe selv har fundet på, men en tradition han nu blot forsøger at værne om og bevare.

Christophe fortalte om hans vine, smagninger rundt om i verden. Han er bl.a. meget fascineret af kinesernes måde at beskrive smagsindtryk på. Han fortalte, at de beskriver indtrykkene ved nærmest at fortælle historier, som fx hun har hatten på, hvis en vin er en smule lukket. Måske en idé for en jysk vinblogger … at blive lidt mere inspirerende i beskrivelserne af smagsindtrykkene.

Christophe Beau 4

Generelt fremstod Christophe Beau som en meget åben og imødekommende mand. Han fordømte heller ikke specielle produktionsformer eller om vinene skulle lagre på den ene eller anden måde. Han er selvfølgelig fortaler for, at det skal være håndværket og så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Christophe er i det hele taget en temmelig usædvanlig mand. Han siger også selv, at han mere er en opdagelsesrejsende eller en eventyrer på grund af den tilgang, som han har til livet og vinproduktionen. Han tager sin vinfremstilling ud over det konventionelle. Jeg har tendens til at sige, at jeg aldrig har lavet vin. Jeg udfører blot eksperimenter med det levende, med teknikken, det sociale og det økonomiske via et alibi, som kaldes vin, siger Christophe.

Med hjælp fra en stol fortalte han også om de ting, som er afgørende for balancen i hans vine. Hans vine afspejler i høj hans spraglede personlighed. De er fulde af liv og karakter. De er svære at rubricere og komme i de sædvanlige kasser. De er nok først og fremmest naturvine, for Christophe forsøger at manipulere dem mindst muligt. Blandt andet er der flere af cuvéerne, hvor der ikke er tilsat svovl.

De fleste vinproducenter anvender i dag beskæringstypen dobbelt guyot, der danner en slags todimensionelt espalier. Hos Domaine Beauthorey anvendes derimod gobelet, der giver lavere udbytte samt giver en lavere og mere tredimensionel vinstok. Det gør høsten af druerne mere besværlig, men er mere i tråd med, hvordan vinstokkene så ud i gamle dage. Derudover mener Christophe, at det giver bedre druer.

Der kom – heldigvis – efter en rum tid endelig lidt vin i glasset, så vi kunne smage nogle af hans vine. Og vi startede i det franske og sluttede med et par af de chilenske vine. Vi smagte denne aften disse vine:

Jeg har som vanligt linket til de vine, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen. De øvrige følger senere.

Ultime kom vi til at smage i 2 årgange, nemlig både 2005 og 2006. Det var egentlig meningen, at vi alene skulle ha’ smagt 2006’eren, men årgangen fremstår en smule svær læselig på etiketten, men det var jo bare et held for os. I øvrigt er 2006’eren nu markant bedre end 2005’eren … meget mere kraftig og intens.

Der var – som sikkert altid med Beaus vine – stor forskel på, hvad folk synes om vinene. Nogle brød sig ikke om enkelte af vinene, mens andre fandt dem spændende. Som det måske fremgår af mine tidligere blogindlæg om vinene fra enten Domaine Beauthorey eller Vinos Vernaculares, så synes jeg, at de er ganske fantastiske … og ja … også anderledes.

Jeg vil slutte med at hylde denne diversitet, det anderledes, det eksperimenterende, de vilde vine og den naturlige måde at lave vin på … og takke en elskelig franskmand, som tog sig tid til at sætte kursen forbi. Merci, bonjour og a bientôt.

Christophe Beau 5

Skriv et svar