Ugen bød også på spansk vin, en Crianza fra vinhuset Bodegas Pinna Fidelis, som ligger i byen Peñafiel – nærmest midt mellem byerne Valladolid og Aranda de Duero i det herlige Ribera del Duero.
Pinna Fidelis er et kooperativ, som er grundlagt i 2001 af 72 castilianske vinbønder, som samlet har omkring 225 hektar vinmarker omkring Peñafiel. De ønskede at forene kræfter og lave kvalitetsvine, hvorfor der er investeret pænt i et stort og moderne vineri i byen.
Der er ikke så mange oplysninger om dette kooperativ, så vi springer i stedet videre til selve vinen, som jo selvfølgelig er 100% Tinta del País, altså Tempranillo. Det er jo en Crianza, hvilket jo betyder, at vinen er lagret minimum 2 år, heraf mindst 12 måneder i eg, når den kommer fra Ribera del Duero.
Det har denne Crianza fra Bodegas Pinna Fidelis selvfølgelig også. Vinifikationen er sket med 35 dages maceration og vinen har lagret 14 måneder på franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af 10 måneder på flaske. Vinen er ikke filtreret og er inden flaskningen klareret med æggehvider.
I næsen er der godt med sødme, vanilje, kokos, kanel, våde fade, mælkechokolade, modne kirsebær, solbær, blåbær, en slat vaskepulver … eller i hvert fald noter af blomster. Sjovt med denne note af kokos, som faktisk er ret fremtrædende. Den skal jeg lige tænke over.
Det er en fyldig vin med god tørhed, tydelige tanniner og fin syrlighed, som gør at det hele ikke bliver for solmodent og for sødt.
Købt i vinbutikken Druekompagniet og forhandles også af LMA Vine, pris 144 kr. eller 129 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 4/7