2016 Château Puech-Haut, Cuvée Prestige Rouge, Languedoc, Frankrig

2016 Château Puech-Haut, Cuvée Prestige Rouge, Languedoc, FrankrigChâteau Puech-Haut ligger ved byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Og det er netop der, at denne Cuvée Prestige Rouge kommer fra.

Château Puech-Haut er grundlagt i 1980’erne af industrimagnaten Gérard Bru, som med en stor formue i ryggen startede med at købe 25 hektar jord ved Saint-Drézéry … og selvom der ikke var hverken vinstokke eller vineri, så mente han, at jorden med ler, kalksten og små rullesten ville være optimal for vinproduktion.

Ved siden at driften af hans store el-forretning med over 500 ansatte, så brugte han 10 år på at rydde jorden, pløje og plante vinstokke. Da der samtidig ikke var en tilhørende vingård, så købte Gérard da bare et gammelt palæ i Montpellier, fik det revet ned og genopført sten for sten i topmoderniseret stand på den købte jord og det fungerer i dag som hovedbygning på Château Puech-Haut.

I 1990 var Château Puech-Haut klar til at starte med at producere vine, så Gérard Bru solgte sin virksomhed og satsede fuldt ud på sit vinprojekt … altså sammen med en købt kvægfarm med 360 wagyu-kvæg til oksekødproduktion i kobe stil.

Til vinproduktionen ansatte han de bedste folk, herunder den legendariske flyvende vinmager Michel Rolland som vinkonsulent, men han er dog senere i 2008 blevet afløst af den store Philippe Cambie. Og vinene laves fuldstændigt kompromisløse med sigte på højeste kvalitet. Derfor anvender Gérard Bru og hans hold ikke tilsætning af naturgær og kører med meget lav eller slet ingen tilsætning af svovl.

I dag har Château Puech-Haut omkring 200 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 ejendomme, hvilket udover Château Puech-Haut også omfatter Château Lavabre og Theyron’s Domain.

Cuvée Prestige Rouge er en af de mange vine på Château Puech-Haut. Den er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Hver druesort er vinificeret separat i betontanke med maceration og efterfølgende spontangæring i 5 uger for Syrah druerne og i 3,5 uger for Grenache druerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-12 måneder på medium brændte barriques fra Bourgogne.

Næsen er egentlig ganske spændende omend en smule beskeden, tilbageholdende og ikke særlig eksplosiv i aromaerne. Det er mørke bær, sorte kirsebær, lidt svage fadnoter, mintchokolade, lakrids og grønne urter.

Smagen er sådan lidt mainstream, god, venlig og rund … frugten tilpas frisk, men ellers neutral i smagen. Det er klart den søde pige i klassen, men det smager sgu meget godt og et fint afbalanceret.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 3 stk.

Vinanmeldelse 4/7