Vi startede Julien Guillon smagningen med denne 2018 Cuvée Mamie, som er lavet på ren Chasselas fra 62 år gamle vinstokke fra skiferholdige marker i 750 meters højde.
Vinen er lavet med 15 dages carbonic maceration på hele klaser i betonæg. Derefter er vinen lagret 17 måneder samlet i både de store æggeformede betontanke samt på flaske. Der er ikke tilsat nogen form for svovl eller andet … bare ren natur-/orangevin. Den har sindsygt højt niveau af volatilsyre, nemlig hele 1,5 gram pr. liter og så er der alene lavet 900 flasker Cuvée Mamie.
Duftmæssigt … hold da kæft, det er både kyllingefond, røg, rådne æg, masser af nødder, sindsygt nøddet, ristede hasselnødder, nougat, et tvist af lidt citron, men samlet vildt underlig og sådan lidt vammelsød, hvor den lige krydser min grænse.
Smagen er dog langt bedre end duften, hvor der både er dåsepærer samt masser af citronsyre, eddikesyre og bitter grape. Syren er helt tosset, men smagen egentligt meget kompleks, vildt frisk, let og samlet set dermed en sjov syrebasse med en underlig duft.
Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 330 kr.