Houlberg smager en håndfuld vine fra sydafrikanske Babylonstoren

På adressen Klapmuts Simondium Road lidt udenfor den lille by Simondium omkring 15 kilometer nordøst for Stellenbosch finder vi det 5 stjernede hotel … øhhh store resort Babylonstoren med både hotel, hytter, 3 restauranter, en stor park, spa, pool samt et vineri.

Selve vinhuset Babylonstoren er forholdsvis nyt … alene startet i 2011 og drives af de unge, smukke vinmager Charl Coetzee og den mere erfarne ønolog Klaas Stoffberg. Det ligger i selve Simonsberg-Paarl regionen i Western Cape i Sydafrika omgivet af de imposante Drakenstein bjerge … og et område, som er betydelig varmere end Stellenbosch.

Inden Charl Coetzee kom til Babylonstoren havde hun lavet vin i omkring 8 år, bl.a. hos to vinhuse i Stellenbosch og havde derudover fået erfaringer fra ophold i både Europa og New Zealand.

Historien om Babylonstoren

Babylonstoren farmen stammer helt tilbage fra 1692, hvor den daværende gård med tilhørende jord blev tildelt til Pieter van der Byl af den daværende guvernør Simon van der Stel.  Det var Peter van der Byl, som plantede de første vinstokke på jorden og byggede kanaler til kunstvanding af markerne.

Den nuværende hovedbygning stammer tilbage fra 1777 … en virkelig smuk ejendom bygget i den typiske hollandske stil, som vi også kender fra mange af de andre, historiske vingårde i Sydafrika, mens fx det skæve klokketårn Dovecote og de historiske porte kan dateres tilbage til 1750’erne.

I dag er den nedlagte kostald omdannet til restaurant, og der er nybygget flere boliger, men alle i den oprindelige stil for at sikre en sammenhæng til den oprindelige arkitektur.

Haven på Babylonstoren stammer også tilbage fra 1600-tallet og har mere end 300 sorter af planter, som enten er spiselige eller har en medicinsk værdi. Haven er fortsat i dag en af Babylonstorens store attraktioner og besøges årligt at tusinde mennesker.

Efter Peter van der Byl har Babylonstoren mange forskellige ejere, men da ejeren Dirk Hamman i 1844 gikkonkurs, så gik ejendommen på tvangsauktion og blev så overtaget af Johannes Wynand Louw. Gennem mange generationer har det været Louw familien, som både har drevet og udviklet Babylonstoren videre.

Fx var Johannes Wynand Louws søn Adriaan Jacobus Louw også bestyrelsesformand og  initiativtager til oprettelsen af kooperativet Drakenstein Koöperatiewe Wynkelder, som Babylonstoren også dengang begyndte at levere druer til.

Det sluttede dog i 1979, hvor hvorefter druerne i stedet blev leveret til store Nederburg cellar i Paarl … og det fortsatte man således med indtil 2011, hvor vingården/resortet begyndte at lave egne vine.

Louw familiens ejerskab endte i 2004, hvor David Louw døde, så i dag ejes Babylonstoren af det sydafrikanske millionær Koos Bekker, som har tjent en formue på mediegruppen Naspers, der opererer i 130 lande og er noteret på børserne i London og Johannesburg. Koos er endda med på Forbes liste over verdens rigeste.

Han skulle – efter sigende – i 2019 have en formue på 2,3 milliarder dollars … og det er da en pæn slat.

Vinhuset og vinene

Det betyder også, at intet er sparet i genopbygning Babylonstoren og etableringen af vinhuset. Der er investeret i et state-of-the-art vineri, som skal lave vinene fra husets 88 hektar vinmarker.

De højest beliggende marker ligger i 600 meters højde og der dyrkes 13 forskellige druesorter og på de højeste beliggende marker er der selvfølgelig Chardonnay og Pinot Noir.

Babylonstorens logo er en pibe, en blomst og en fugl … hvor piben repræsenterer bonden, blomsten Babylonstorens fantastiske have og fugl den enestående natur i området. Og det er også fundamentet i vinene fra Babylonstoren ifølge Charl Coetzee.

Jeg har smagt et udvalg af vinene fra Babylonstoren, nemlig disse:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og som I kan se på billedet ovenover, så laver Babylonstoren også både te, olivenolie … og derudover stearinlys, chokolade, sæbe, gardiner, bøger samt boligtekstiler m.v., så det er samlet en stor historie.

Konklusion

Der er ofret mange penge i Babylonstoren projektet og på at lave masser af spændende vine. Nu er det selvfølgelig ikke altid penge, som er ensbetydende med gode vine, men vinhuset er kommet godt fra land, hvilket specielt deres Chardonnay samt den Bordeaux inspirerede Nebukadnesar klart vidner om … og specielt sidstnævnte imponerede denne vinblogger.