Babelstårnet blev bygget i Babylon af en forenet menneskehed for at nå himlen, så selvfølgelig laver Babylonstoren også en vin med det navn, og så må vi jo se, om vi fra tårnets top også når himlen?
Babel er i denne årgang 2017 lavet på et skønt mix af 25% Shiraz, 23% Cabernet Sauvignon, 14% Malbec, 11% Petit Verdot, 9.5% Merlot, 9.5% Cabernet Franc og 8% Pinotage. Hver druesort er vinificeret separat, hvilket er sket med græing og maceration i 7 dage efterfulgt af en eftermaceration i en uge.
Derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 12 måneder på 300 liters franske egefade, heraf 30% nye fade samt 70% fade, som er brugt en eller to gange tidligere.
Det dufter i hvert fald rigtigt godt og har klare referencer til Bordeaux, men det er nok ret bevidst med dette blend. Der er solbær, sorte kirsebær, cigaræsker, en håndfuld blyanter, lidt tobak, pæn tørhed, svagt lidt lakrids og tobak … det dufter virkelig godt og blindsmagt kunne det bestemt godt forvekslet med en god Bordeaux. Der fornemmes en lille stringent syre i vinen … let balsamisk og styrende.
Smagen er måske en kende mere fyldig, stærkere og med mere peber end en Bordeaux vin, men det er tørt, har en fin, flot og tør, stringent syre, masser af tanniner og et tørt bid. Der er mørk chokolade med højt kakaoindhold, lidt kakaopulver endda, nogle grønne urter og en lille snert eukalyptus … men for fanden hvor er det tørt. Det er måske endda en vin, som skal i kælderen et par år for lige at blødgøre tanninerne, slibe hjørnerne og polere syren. Klart en vin til Bordeaux elskere.
Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 197,50 kr.