Vi kravler endnu et step op af den bundsolide tyske Bauhaus stige til Krämers Lagenriesling … en 2017 La Roche Riesling, hvor druerne kommer fra marken Uffhofer La Roche rig på rød skifer og vulkansk klippe.
Denne 2017 er kun anden årgang af La Roche Riesling fra Tobias Krämer. Den er lavet som de foregående to Riesling vine med spontangæring i rustfrie ståltanke og så derefter lagret sur lie på Stückfass … store egefade på 1.200 liter. Vinen har 4,5 gram restsukker pr. liter.
Næsen er ikke så eksplosiv … klart mindre skraldebang og mindre petroleum end de to foregående Ortsriesling vine. Ja faktisk er det svært at finde petroleum, selvom der bestemt er tertiære noter. La Roche er mere afdæmpet i sine aromaer, blidere, rundere med gule æbler, bivoks, kvæde, meloner, lemon, grillede citroner, meget stoflig, tæt og med salt, kalk samt flintsten.
Smagen er også sådan lidt fortættet og passer spot on til duften, mere flad, ikke så skarp og ren, men klart mere til den lidt fluffy side, men ganske intens, elegant, glat og med en krydret syre, pæn fedme, olieret, saftig og tæt. Det er ikke en syrlig og stram Riesling, men det smager altså ganske godt.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.