Med hele 26.758 hektar vinmarker er Rheinhessen Tysklands største vinområde … og det betyder også, at man i Rheinhessen ofte finder masser af gode vine til fornuftige penge.
I det er netop midt i Rheinhessen og midt i den lille by Gau-Weinheim ved Wißberg, at vi finder Weingut Krämer. Det er et lille familieforetagende, der drives af den unge Tobias Krämer sammen med sin far Hans-Bernhard.
Tobias overtog i 2013 ansvaret for driften fra sin fader efter han havde afsluttet sin uddannelse til vinmager på Geisenheim lidt nord for vingården, men havde allerede forinden været godt involveret i produktionen på familiens vingård.
Han havde allerede forinden lavet sin egne serie af vine under navnet Straight … som fortolker Tobias’ filosofi om, at hans vine skal være ligetil, ægte og direkte. Og allerede i 2011 blev Tobias hædret som en af de bedste unge vinproducenter af landmandsforeningen Deutschen Bauernverband.
Familien Krämer har samlet 19 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Uffhofener La Roche samt Gau-Weinheimer Kaisergarten og Wißberg. Det er særligt det store hvide kalkstens bjerg Wißberg, som danner basen for vinene fra Weingut Krämer. Det kan I se på billedet nedenunder … okay ikke et voldsomt højt bjerg.
Wißberg rejser sig stoisk 270 meter højt nordvest for byen Gau-Weinheim i et ellers overvejende fladt kuperet landskab med den store Gau-Bickelheimer Kreuzkapelle på toppen. Der er samlet omkring 59 hektar vinmarker på skrænterne af Wißberg, som derudover har et tilhørende naturreservat.
Jordbunden på markerne ved Wißberg er kendetegnet ved at være meget rig på hvid kalksten, hvilket jo selvfølgelig også har været med til at give det hvide bjerg Wißberg sit navn. Men det er nu sjovt nok Uffhofener La Roche, der regnes som Krämers bedste mark. Den ligger omkring 10 kilometer længere mod vest ved Uffhofen og dermed altså et stykke fra vingården.
Weingut Krämer har 2 stjerner hos Eichelmann og 1 rød drue hos Gault Millau, så der er allerede opmærksomhed på vingården. Og så er jungwinzer Tobias Krämer også medlem af Generation Riesling, hvis formål netop er at højde kvaliteten af Riesling i Tyskland.
Jeg tester nu 7 af Tobias Krämers vine, et bredt udsnit af hans vine, og kigger på, om man også – som påstået indledningsvis – får masser af god vin til fornuftige penge. De 7 rheinhessiske missiler fordeler sig på 6 hvidvine – primært Riesling- og så en enkelt rød cuvée.
- 2019 Weingut Krämer, Pudelwohl
- 2019 Weingut Krämer, Straight Grauburgunder
- 2019 Weingut Krämer, Straight Riesling
- 2018 Weingut Krämer, Uffhofer Riesling
- 2018 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling
- 2017 Weingut Krämer, La Roche Riesling
- 2016 Weingut Krämer, Cuvée Red Stuff
Jeg har smagt alle vinene, og mine anmeldelser og beskrivelser af vinene har jeg linket til ovenover.
Den første vin er en cuveée med navnet Pudelwohl, der måske meget passende betyder munter, lystig eller veltilpas … og vistnok også har en eller anden sammenhæng med en puddelhund, der meget passende er illustreret på etiketten.
Men jeg kan godt allerede nu afsløre, at der altså er noget om snakken, altså at man får masser af god kvalitet for pengene i netop Rheinhessen. Krämer laver rigtig fine vine … hans enkelte rødvin er måske ikke weltklasse, men ganske interessant.
Det er i stedet hvidvinene, som Tobias Krämer slipper rigtigt godt afsted med. Det er selvfølgelig heller ikke underligt, da Tobias’ fokus jo primært ligger på de hvide vine og specielt Riesling, Men niveauet er højt og det gælder faktisk allerede for hans helt almindelige basisvine.
Det var dog de to vine i “mellemklassen” … altså hans Ortsweine, som specielt imponerede mig. Både Gau-Weinheimer Riesling og Uffhofer Riesling har allerede fra første fløjt masser af skøn, dejlig petroleum og masser af herlige Riesling kvaliteter. Det kan du selvfølgelig læse mere om i de kommende indlæg.
Alle billederne fra vingården har jeg i øvrigt fået fra Tobias selv, og da han sendte dem, så skrev han også, at han var glad for, at jeg ville skrive om hans vine … og roste vinbloggen. Lidt stolt bliver man da.