2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigRosévinene springer ud på terasserne overalt i det danske landskab i samme takt som både sommerblomster gror, pigernes kjoler bliver kortere og alle små nedtællinger til sommerferien tager til. Jeg hopper da også på vognen og tester en rosé … en ny 2019 Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra Calmel & Joseph.

Negocianthuset Calmel & Joseph har jeg skrevet om nogle gange tidligere og denne Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée har jeg også smagt før, nemlig i foregående årgang 2018.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området.

Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 40% Mourvèdre, 30% Cinsault samt 30% Grenache … en anderledes fordeling end vinen i forrige årgang.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er – som med 2018’eren – en vin med masser af behagelig og sød frugt, jordbær, kiwi, ananas, mango, meget eksotisk frugt, godt med sukkersødme, søde krydderier og en lidt støvet note samt et lavt syreniveau.

Der er dog mere syre i smagen, hvor det er er søde jordbær, modne kirsebær, citroner og en lille grape bitterhed. Der er svagt en note af jern, let fennikel og ellers virker vinen lidt skarp og rustik, men vil gøre sig rigtigt fint sammen med de udsprungne blomster på sommerterrassen med liv, latter og lyse nætter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7