2017 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, TysklandDen næste Lagenriesling fra Weingut Sohns – hans Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken – adskiller sig fra de foregående vine ved, at druerne til vinen kommer fra en langt mere stejl mark, som også samtidig har en klassisk Rheingau undergrund med grå skifer.

Det giver bare en langt bedre vin og Sohns er da også selv så begejstret for marken, at han i 2015 har udvidet med flere parceller på marken. Lorchhäuser Seligmacher er en mark, som ligger lidt væk fra selve vinhuset og de øvrige af Sohns’ marker, der jo primært ligger ved Rüdesheim, Geisenheim og Oestrich-Winkel.

Lorchhäuser Seligmacher ligger derimod et stykke nordvest for vinhuset, nemlig ved byen Lorchhäusen tæt ved Lorch am Rhein. Det er en voldsom stejl mark … hælder omkring 50-60 grader og Sohns købte en parcel på den skifer- og kalkholdige mark i 2014 og har så igen udvidet i 2015.

Det er måske ikke en af de mest kendte marker, men navnet salig-mager refererer til, at gennem tiderne er kommet masser af god vin fra denne mark, hvor druerne typisk modner meget tidligt og har en fin surhedsgrad samt smuk frugt.

Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 4,8 gram pr. liter

Der sker duftmæssigt nu en smule mer’ i glasset, for Sohns’ Lorchhäuser Seligmacher Riesling har lidt herlig petroleum i næsen, ikke vildt, men tilstrækkelig til at vinbloggeren lige trækker sødt på smilebåndet. Det dufter herregodt, modne æbler, fersken, tørrede abrikoser, estragon, kørvel, nødder, lidt søde krydderier og lige et mineralsk note. Det er dybt, koncentreret og friskt.

Og hvor smager vinen godt … den har en syrlig og mineralsk nerve, en lille sød fedme, godt med æbler og fersken samt både syre, sødme og bitterhed i god balance. Der er kalk, salte mineraler, citroner, lidt grape og det er sgu lige et niveau over søstervinen fra Winkeler Hasensprung. Det er sgu god Riesling mine damer und herren.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 139 kr. – en total no-brainer.

Vinanmeldelse 5,5/7