Vi slutter den flotte Distinto smagning, hvor vi startede, nemlig hos seje Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea og denne gang med hendes 2017 Etna Rosso Thaliá.
Vinen er lavet på 100% Nerello Mascalese og Thalía betyder Se! som i se der. Det er samtidig navnet på én af de tre muser i græske mytologi, nærmere bestemt komediens muse. Her har Anne-Louise lavet vinen med både alkoholisk og malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke og derefter er vinen lagret 8 måneder på barriques og 3 måneder på flaske.
Og WAUW igen – en helt anderledes end de foregående vine, men sikke en animalsk næse med fermenteret, gæret frugt. Der er både kirsebær, jordbær, kaktuspiller, ganske stor tørhed, krydderier og så samtidig en elegant, syrlig lethed … virkelig frisk, frejdig med en sitrende syre og lidt som en vild kvinde på scooter.
Det er god krop i smagen, store skuldre, men alligevel med lethed, saftighed og landlig charme. Syren styrer scooteren på smukkeste vis og der er nogle salte mineraler som blander sig, tranebær, lidt kirsebær, virkelig landlig og rigtig fin vin.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 229 kr.