2018 Castellare di Castellina, Chianti Classico, Toscana, Italien

2018 Castellare di Castellina, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Chianti Classico fra Castellare di Castellina er en vild og ustyrlig hvirvelvind, et blæs i hovedet, en ren sitrende lussing … rustik, landlig og med saftig bondsk charme.

Castellare di Castellina ligger lidt vest for byen Castellina i Chianti … et smukt område rigt på dyre- og specielt fugleliv, hvilket også har præget alle etiketterne på husets vine. De er nemlig præget af alle slags forskellige fugle. Selve vinhuset er grundlagt i 1977 og ejes af Paolo Panerai. Vinhuset er egentlig en sammenlægning af flere vingårde, nemlig Castellare, Caselle, San Niccolò og Le Case.

Paolo Panerai er en velkendt italiensk medieperson, som grundlagde medieimperiet Class Editori, der udgiver en lang række italienske magasiner og aviser, herunder det indflydelsesrige Milano Finanza.

Udover ejerskabet af Castellare di Castellina, så ejer Paolo også Rocca di Frassinello i Maremma – i øvrigt sammen med Château Lafite – samt Feudi del Pisciotto og Gurra di Mare på Sicilien.

Castellare di Castellina har i Chianti Classico området samlet 80 hektar jord, som bl.a. omfatter 20 hektar olivenlunde. Vinmarkerne udgør samlet omkring 33 hektar … perfekt placeret på sydøst vendte skråninger i 370 meters højde i en nærmest amfiteaterlignende formation med perfekte soleksponering, mens enkelte parceller ligger på den anden side af landevejen mod byen Poggibonsi.

Vinhuset er i dag et de mest anerkendte vinhuse i Toscana, hvilket bl.a. fra starten skyldes et tæt samarbejde med professor Attilio Scienza fra universitetet i Milan samt den anerkendte ønolog Emile Peynaud, som bl.a. indførte lagring på barriques.

Der produceres i dag omkring 250.000 flasker vinårligt, så der er tale om vin i aldeles begrænsede mængder. Den ansvarlige vinmager for produktionen er i dag ønologen Alessandro Cellai.

Denne Chianti Classico er fermenteret i rustfrie ståltanke og lavet på primært Sangiovese-klonen Sangioveto samt en smule Canaiolo fra omkring 30-40 år gamle stokke og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter fermentering er vinen lagret 7 måneder i brugte barriques efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Øj for pokker, sikke en urtet næse, hvor der også blander sig nogle lærkeskud, grannåle, et æterisk vild og parfumeret note, masser af sure kirsebær og måske endda mørkere bær. Den virker nærmest kropslig med røg, brede skuldre og dansende ben.

Smagen er også lidt ustyrlig … virkelig saftig, frisk, har godt med tanniner, mørke bær, urter, masser af syre, så er her, del og alle vegne med bondsk charme. Den kan jeg sgu godt li’ … og virkelig en spændende Chianti Classico.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7