Kategoriarkiv: Andre smagninger

Houlberg i forårshumør … og tester nu bobler og rosévine på terrassen

Sommeren er sgu på vej, det bliver varmere på terrassen og grillpølserne spinger ud på grillen i kap med ligusterhækken lidt derfra. Havemøblerne dufter endda af ny olie og hvad er så mere naturligt at lave en vinsmagning under den overdækkede terrasse med en flok passende vine.

Dem har Frits fra Winelovers.dk sørget for, da han har sendt 6 flasker mousserende vine og 6 flasker rosévine … og hvad er da også bedre end at starten udenfor-sæsonen med netop sådanne vine

Derfor er Houlberg nu sprunget udenfor sammen med de spirende knopper på buske og træer. Så under den overdækkede terrasse har jeg endda gjort totalt klar til udendørslivet.

Grillpølserne er nu sprunget ud

Winelovers.dk har et bredt sortiment, som kan tilfredsstille min indvielse og både bobler og rosévine passer godt til vejret. Salget af rosévine er fx 4-dobbelt siden 2010, hvilket jo lyder helt sindssygt, men fortæller, at os danskere er vilde med den type vin … selvom undertegnede vinblogger nok hellere vil have hvidvin og ikke er særligt begejstret med de laksefarvede vine.

Vinene

Nå, men de 6 mousserende vine er alle fra ét vinhus, nemlig Twee Jonge Gezellen, der ligger vinregionen Tulbagh i Sydafrika og det er disse spændende vine:

Derudover er det også 6 forskellige rosévine af forskellig herkomst og det er nemlig disse vine:

Jeg har tidligere smagt og anmeldt 3 af rosévine, så der har jeg altså blot linket til mine tidligere anmeldelser, men igen fik de mig i totalt forårshumør. For de øvrige har jeg linket til alle mine anmeldelser ovenover.

Konklusion

Jeg er nok fortsat ikke verdens største rosémand, men i forårssolen og med gode venner omkring sig, så får disse vine de fleste folk i god stemning. I dette felt er jeg helt klart mest på de mousserende vine fra Twee Jonge Gezellen og specielt deres Krone Amphora Blanc de Blancs er exceptionel god.

Men alle vine vil klare sig på terrassen og med ovennævnte udvalg, så er der endda lidt for enhver smag. Godt forår til alle … og skål.

Test af Pradorey vine … spændende Ribera del Duero producent

I forbindelse med den store Ribera del Duero smagning for nogle uger tilbage, så fik jeg kontakt til Silvia Pascual Cámara fra det ret spændende og store vinhus Pradorey. De kom ikke med blandt de mange vine til smagningen, men så kan Houlberg jo i stedet blot teste en del af husets vine.

Så fra både Pradorey i Gumiel de Mercado i Burgos området i det imponerende Ribera del Duero og fra vinhusets danske importør Holte Vinlager har jeg nu fået tilsendt 8 forskellige Pradorey vine, som jeg nu tester … og har endda fået hjælp fra Silvia omkring rækkefølgen af vinene.

Men inden vi kommer så langt, så lad os lige kigge lidt nærmere på Bodega y Viñedos Pradorey.

Vinhuset Pradorey

Pradorey er en forholdsvis stor vinproducent, der holder til i ejendommen Real Sitio de Ventosilla, der indtil 1989 havde haft mange forskellige ejere og en lang historie, der går helt tilbage til 1503, hvor dronning Isabella de Castile køber ejendommen af greven af Ribadeo,

Efter hendes død gik ejendommen til datteren dronning Joanna og derefter hendes førstefødte … den senere kejser Charles V, som så senere donerede ejendommen til Don Bernado Gómez Sandoval y Rojas, hertug af Denia.

Sønnen Francisco Gómez Sandoval y Rojas, første hertug af Lerma samt minister hos kong Philip III byggede på stedet et palads, som var tegnet af det royale arkitekt Francisco Mora og bygget for at underholde kongen, når han besøgte stedet.

Kongen havde endda ofte både musikere, skuespillere og artister med, når han besøget Real Sitio de Ventosilla … altså når kongen og hertugen ikke drev jagt rundt på husets mange enge. Så da Javier Cremades de Adaro i 1989 overtog stedet, så kaldte han også sit vinhus for Pradorey, som kan oversættes til kongens enge.

Det var også et stort gods, som Javier Cremades de Adaro overtog ejerskabet af, for Real Sitio de Ventosilla har samlet omkring 3.000 hektar jord, hvor han i dag har 545 hektar vinmatker, der er fordelt over 8 forskellige områder, nemlig Hoyo Dornajo, La Mina, Prado del Rey, El Pino, Los Robles, Valdelayegua, Salgüero og La Recorba.

Kombinationen af terræn, højde, klima og jordbundsforhold, giver vingården optimale betingelser for at lave vine i meget høj kvalitet.

Javier Cremades de Adaro har også forvandlet den gamle ejendom, bl.a. har han bygget et nyt vineri, hvor en del ligger under jorden og rummer en moderne vinkælder med plads til 21.000 liter egefade i 225 og 300 liter størrelse samt moderne amphora-krukker og der findes endda også et stort vinmuseum.

Det gamle palads er samtidig omdannet til et mindre bed & breakfirst med 8 værelser, møderum, restaurant, kaffeshop, masser af sportsfaciliteter, en stor swimmingpool og endda også en kirke.

Der er også fortsat masser af traditionel landbrug på stedet, for 900 hektar jord er agerjord, som leverer godt med korn, men derudover har man også ikke mindre end 800 køer samt 1.800 får.

Stedet kommer heller ikke til at mangle strøm, for det drives af både et stort og moderne solcelleanlæg, men også af strøm fra den gamle hydroelektriske La Recorba dæmning. Den blev oprindelig bygget i 1921 på resterne af en gammel dæmning, men er i dag moderniseret og der strømmer 3.000 liter vand igennem i sekundet og har store, moderne vandpumper, der giver masser af strøm.

Med dens 545 hektar vinmarker er Pradorey en af de største producenter i hele Ribera del Duero og har primært druesorterne Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot samt Abillo Mayor som de vigtigste … og har endda vinstokke der er over 100 år gamle og nogle endda pre-phylloxera.

Kvæget hjælper med at generere naturlig gødning til alle markerne og man genbruger også alt affald fra produktionen, så der arbejdes meget bæredygtigt, bl.a. med reduktion af forbruget af propan og et samarbejdet om at reducere husets CO2-aftryk med bæredygtige produktpolitikker. Alt sammen i perfekt harmoni og som et lysende mønstereksemplar på bæredygtighed og i respekt for miljøet.

Her kan I se nogle af husets tiltag:

Udover de 545 hektar vinmarker, de 900 hektar agerjord, så har Pradorey også masser af egetræsskov, poppeltræslunde og majs-, roe- og kartoffelmarker.

Samlet laver vinhuset i øjeblikket sådan lige omkring 13 forskellige og de fleste vine under serier som Essentials Wines, Terroir Wines, Transgressive Wines, Signature Wines og så de to topvine El Buen Alfarero samt El Retablo.

Vinene

Ud af huset 13 forskellige vine, så skulle jeg smage et pænt udsnit af deres sortiment, nemlig disse. Efter hver vin har jeg skrevet, hvilken serie de kommer fra … altså undtagen El Buen Alfarero, der jo er en af husets absolut topvine:

Med andre ord er jeg kommet godt omkring vinene fra Pradorey, så ovenover der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Konklusion

Pradorey er et spændende hus … for de kan både lave vine sådan totalt klassisk oldschool, som fx vinene i Terroir serien, men for mig blev det mest spændende i både Signature serien … og så specielt den hvide Cuentista Tempranillo Blanc de Noirs og ikke mindst topvinen El Buen Alfarero.

Det var en sand fornøjelse at smage Pradorey vinene … specielt for en #riberadelduerolover som mig. Jeg er vild med, når husene også laver hvidvine, men også når de eksperimenterer … og samtidig er tro mod områdets klassiske dyder.

Og i de klassiske dyder er lagringen på fade og fadnoterne nok fortsat en vigtig del af Ribera del Duero og sådan skal det være, for ellers er det jo ikke en vaskeægte Ribera del Duero … men en lille eksperimentering er altid et frisk pust og det kan Pradorey.

Så tak til både Holte Vinlager og søde Silvia Pascual Cámara fra Pradorey for at sætte den lille smagning op.

Ribera del Duero … heat 3 med Langdahl Jørgensen på Sabinas S’Vinbar

Forleden skrev jeg om min deltagelse i den kæmpestore Ribera del Duero smagning med Thomas Ilkjær. Det blev lidt af et stort showoff med 15 vine opdelt i 2 heat. Men nu har jeg da lige nappet et 3. heat med deltagelse i endnu en Ribera del Duero smagning.

Denne gang var smagningen anført af René Langdahl Jørgensen og blev afholdt på  S’Vinbar i Aarhus, men var igen orkestreret af Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero.

Denne gang var der 13 vine, men faktisk kun én genganger fra sidste smagning og det var den vidunderlige 2005 Mirat Gran Reserva fra Bodegas Valdeviñas … så næsten alle denne gang havde jeg således ikke smagt tidligere.

Men det blev altså således til 28 forskellige Ribera del Duero vine på 14 dage, men denne gang skal jeg nok undlade at skrive en masse om selve området, historien og druerne. Det gjorde jeg jo i sidste indlæg Houlberg på rundtur … med Thomas Ilkjær i det dejlige Ribera del Duero. Nu kigger jeg bare nærmere på denne dags vine.

Smagningen blev – som nævnt – holdt på altid fantastiske S’Vinbar og var lavet for folk i vinbranchen. Dorte Pontoppidan startede med at byde alle velkommen, hvorefter hun gav ordet til Alicia Fernández, der repræsenterede Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero og var taget hele vejen til fra Ribera til Aarhus.

Hun bor i Roa i Burgos, men har faktisk tidligere et års tid boet i Aarhus, men snakker altså kun spansk, men derefter overtog René Langdahl Jørgensen ordet og fortalte lidt om selve området og dets særkender … lidt samme ting som Ilkjær, men på en anden måde.

Vinsmagningen

Denne formiddag skulle vi igennem ikke mindre end 13 styk Ribera del Duero vine  og samlet så feltet dermed sådan her ud:

Heat 3

Beskrivelserne og anmeldelserne har jeg  selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt.

S’Vinbar og maden

Skænkningen af vinene var lagt i de kyndige hænder på Sabina og crew og det skete som altid på S’Vinbar totalt professionelt og efter Langdahl foredrag og fortælling om de 10 første vine, så servede Sabina lidt charcuteri og ost.

Undervejs kom Alicia Fernández også rundt og snakkede med alle rundt ved bordene … og samlet blev det en rigtig hyggelig middag i det aarhusianske sammen med andre vinnørder, hvor vi blev endnu en tak klogere på Ribera del Duero og virkelig forstå, hvorfor alle vinene derfra er så populære.

Alicia Fernández fortalte faktisk undervejs, at salget af Ribera del Duero vine i Danmark er steget med 30% i 2021 … så I må altså drikke meget derude.

Houlberg på rundtur … med Thomas Ilkjær i det dejlige Ribera del Duero

Houlberg var forleden til en kæmpestor Ribera del Duero smagning med ikke mindre end 15 forskellige vine, anført af den gode Thomas Ilkjær, der er er DipWSET og daglig leder af Vinakademiet og fornem iscenesat og orkestreret af Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero.

Vinsmagningen blev afholdt på Restaurant Skovbakken og sjovt nok, så var der også der, at jeg for første gang fik rigtig interesse for vin i netop en Ribera del Duero smagningen. Og lige siden har Ribera del Duero også har en særlig plads i mit hjerte.

Denne gang skulle Thomas Ilkjær først lige tage os igennem hele området, om historien, appellationen, klimaet, reglerne, druerne og så selvfølgelig en række vine. Men lad os endelig starte med at se lidt nærmere på det hypede område i Spanien.

Ribera del Duero

Ribera del Duero er beliggende i den centrale, nordlige del af Spanien, nord for Madrid på en højslette – en meseta – langs med Duero floden mellem provinserne Soria, Burgos, Segovia og Valladolid i regionen Castilla y León.

Som Thomas Ilkjær fortalte, så er Ribera del Duero måske ikke det mest spændende sted at besøge, idet der ikke – som i mange andre områder som Mosel eller Rheingau – er stejle vinmarker beliggende ned til en flod. I Ribera del Duero ligger området i højderne på lidt goldt sted og markerne ligger ganske vist højt og der findes jo oss’ floden Duero … men det er rimeligt fladt med meget tilgængelige marker.

Det er er bredt område, som det kan ses på kortet nedenunder. Det følger floden Duero fra øst mod vest … en strækning på omkring 115 kilometer og navnet Ribera del Duero betyder netop Duero flodens bredder.

De fleste marker i Ribera del Duero ligger i en højde på mellem 750-850 meters højde, men marker over 850 meter har en speciel status som højt beliggende marker … ja faktisk findes der marker helt op til 1.100 meters højde.

Mange af markerne er svært tilgængelige og ligger med store afstande mellem hinanden. De er meget små og udbyttet er lavt grundet den magre jord og stokkenes alder.

Klimaet er middelhavsklima med indflydelse fra fastlandsklima. Den årlige nedbør er 400-500 mm og der er årligt 2.400 solskinstimer. Somrene er lange og tørre med op til 40 graders varme og vintrene strenge med ned til -20 grader samt store udsving mellem dag- og nattemperatur.

Hvis man fx laver en sammenligning med mellem de to R’er … altså Ribera del Duero og Randers, så kan man se forskellene i klimaet i de to områder:

Den store forskel er, at der selvfølgelig er langt flere solskinstimer i Ribera del Duero, men også – hvad der særlig vigtigt – op til høsttiden er store forskelle i højeste og laveste temperatur i Ribera … og det medvirker virkelig til modning af druer, men sikrer samtidig, at de bevarer en vis syre grundet de kølige nætter.

Sjovt nok, så er der faktisk forholdsvis køligt i Ribera del Duero … i hvert fald om natten, for i vækstsæsonen har man her 192 frostfrie dage, hvor man ellers siger at minimum er 200 dage.

De daglige store skift i temperaturerne betyder, at vinstokkene i dagtimerne fotosynteserer og det giver ideelle betingelser for alle druerne. Man når simpelthen ikke, at temperaturen i druerne lukker ned, for de når en respiration om natten. Dermed bruger druerne ikke sukker, syrer og anthocyaniner, fordi de kølige temperaturer sænker iltningen, hvilket resulterer i god syre, farve og lang mere raffinerede tanniner bl.a, via en langsom modningsproces.

I de fleste regioner dagene med store temperatursvingninger i høstperiode normalt maksimalt 40 dage, men i Ribera del Duero er det 50-60 dage.

Historien

Man har lavet vin i Ribera del Duero siden romerne, og der er også indenfor de senere år fundet beviser på, at der er lavet vin i området i over 2.000 år. I 1994 fandt man nemlig et gammelt, skjult 66 meter stort mosaikgulv af vinguden Bacchus i en gammel ejendom Villa de Santa Cruz beliggende i den lille by Baños de Valdearados med 424 indbyggere.

Men vinavlen, som vi kender det, stammer formentlig fra tilrejsende benediktinermunke fra Cluny i Bourgogne. De kom i 12. århundrede til Ribera del Duero og man ved fra gamle arkiver, at man allerede tilbage i 1295 begyndte af regulere høsten af druer i marken og siden 1400-tallet har man også bevidst har styret kvaliteten af vinene i selve produktionen.

I byen Aranda de Duero findes der også dokumentation på tidlig vinproduktion i form af et stort netværk af 7 kilometer tunneler, som er udgravet mellem det 12. og 18. århundrede og som har været anvendt til produktion og lagring af vin.

Det er udviklingen gennem de sidste årtier, der har sat Ribera del Duero på verdenskortet. Den store succes skyldes en kombination af flere faktorer. For det første det fantastiske terroir og dernæst mikroklimaet, som med sine varme dage og kølige nætter giver de perfekte betingelser for at lave stor og lagringsværdig vin.

For det tredje er Ribera del Duero det blevet velsignet med en usædvanlig indfødte drue Tempranillo og så er udviklingen forceret dygtige vinmagere, som alle har produceret ikoniske kultvine bl.a. Pingus, Pesquera, Aalto og Vega-Sicilia, der fik høje ratings … og dermed bevågenhed fra en hel vinverden.

Det var særligt med tilgangen af specielt Vega-Sicilia vinen … og senere Pingus, at Ribera del Duero kom på landkortet. Det har betydet et sandt boom i vinindustrien i området. Et boom som udelukkende er blevet større de sidste 40 år.

Således er antallet af vingårde blevet voldsomt meget større … i 1982 var der kun 9 producenter, men i dag er der godt over 300 og bare fra 1991 til 1995 er produktionen gået fra 10 millioner flasker til over 90 millioner flasker. Hvor der i 1982 kun var 5.000 hektar vinmarker, så er der i dag over 24.000 hektar og samlet findes der 8.224 vinavlere … men de fleste har under en halv hektar og kun omkring 46 har over 50 hektar.

DO Appellation Ribera del Duero

Området fik sin DO status i 1982, selvom man allerede midt i 1970’erne så et stort potentiale i Ribera del Duero. I 1982 var der dengang alene 5.000 hektar vinmarker og 9 vinhuse, der producerede vin.

Trods den eksplosive ekspansion og udbredelse af vinene fra Ribera del Duero, så er appellationen i dag alene en DO appellation aka Denominación de Origen og ikke en Denominación de Origen Calificada, hvilket kan virke en anelse underligt.

I 2008 ansøgte man godt nok om en opgradering til DOC status, men en fejl i ansøgningen betød, at den blev afvist som værende ikke fyldestgørende og siden har man ikke forsøgt igen.

Appellationen Ribera del Duero dækker over 4 distrikter, nemlig Soria, Burgos, Segovia og Valladolid. Det er specielt i Burgos og Valladolid, at vi finder de fleste og bedste vinhuse, og huse som Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Arzuaga, Emillio Moro, Pesquera og Alión ligger alle i Valladolid.

Druerne

Hoveddruen i Ribera del Duero er Tempranillo, som også i resten af det nordlige Spanien. I Ribera del Duero kaldes Tempranillo druen for Tinto Fino eller Tinta del Pais og den udgør omkring 95% af hele produktionen i Ribera del Duero.

De øvrige mest kendte druer er

  • Grenacha aka Grenacche, men den fylder kun mindre end 1% af områdets samlede produktion. Faktisk er der beskedne 64 hektar med Grenache.
  • Albillo, som er jo er en hvid druesort, der anvendes til de hvide – og mere sjældne – Ribera del Duero vine, men også anvendes som en suppleringsdrue til Tempranillo vine. Albillo udgør omkring 2% af områdets samlede produktion. Der findes ca. 456 hektar med Albillo.
  • Derudover dyrkes der 2-3% af de mere internationale sorter som både Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec. Samlet er der 279 hektar med Cabernet Sauvignon, 193 hektar med Merlot og endelig 25 hektar med Malbec.

Mange vinhuse producerer deres Ribera del Duero rødvine udelukkende på Tempranillo, men hvis man blander andre druer i, så skal der mindst være 75% Tempranillo. Derudover skal 95% af vinen bestå af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec jf. regulativerne for området.

Udbyttet ligger typisk på 30 hektoliter pr. hektar og maksimalt udbytte er 49 hektoliter pr. hektar, hvilket dog sjældent opnås, da en stor del af vinstokke er gamle, typisk over 50 år og derfor ikke giver så mange druer.

Hvis man kigger på marker med gamle vinstokke, så er der samlet 475 hektar med Tempranillo vinstokke, der er over 100 år, samlet er der 4.600 hektar med stokke over 75 år og samlet 6.100 hektar med stokke over 50 år. Det betyder med andre ord, at omkring 25% af den samlede produktion sker fra over 50 år gamle vinstokke.

Omkring halvdelen af vinstokke gror som bush vines og den anden halvdel er bundet op … det kan I se på billederne.

Rødvinene er – som også i Rioja – primært inddelt i forskellige kategorier som Cosecha, Crianza. Reserva samt Grand Reserva. Reglerne for lagringen af vinene følger næsten også reglerne i Rioja, og det betyder:

  • Cosecha – her er der næsten ingen krav til, hvor lang tid en vin lagres eller krav om lagring på egefade, så det er oftest de helt unge og billigere vinrøde. En Roble/Barrica skal dog være lagret mindst 3 måneder på egefade.
  • Crianza – skal være lagret i mindst 24 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Reserva – skal være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Gran Reserva – skal være lagret i mindst 60 måneder og heraf skal de 24 måneder være i egetræsfade.

Sætter man det op i et skema, så sker det sådan her ud:

Selvom der jo egentlig findes meget gamle vinstokke i Ribera del Duero, så laves der dog slet ikke så megen hverken Reserva eller Gran Reserva, som man måske kunne tro. Faktisk er hovedvægten helt klar produktion af Cosecha vine, som udgør 68% af den samlede produktion. Samlet ser billedet sådan her ud:

  • Hvidvine mindre end 0,1%
  • Rosado aka rosévin – 1,5%
  • Cosecha – 68%
  • Crianza – 25%
  • Reserva – 5%
  • Gran Reserva – 0,5%

Som det fremgår, så er alle topvine lagret på egefade … og i Ribera del Duero bruges fadene virkelig som et ekstra facet i produktionen af vinene, så derfor skelner man mellem fade, der er light – medium – medium+ og heavy ristet. På fx vinene fra Arzuaga kan man næsten smage, at her er fadene virkelig hårdt ristede.

Ribera del Duero har da også fået en del kritik omkring stilen på vinene, hvor nogle beskylder producenterne for at lave vine, der er for høje i alkohol, har en tæt sød frugt og samtidig en overdådig brug af ny eg. Det kan give en mangel på identitet og har også været et problem.

Men i stigende grad søger producenterne nu at udtrykke stedet mere … dets terroir. Det er trods alt en særlig region for dyrkning af vindruer og kvaliteten er rimelig ens år efter år, så derfor går man nu faktisk heller ikke så meget op i årgange i Ribera del Duero, selvom der naturligvis er forskelle. Men indtil nu, så bruges der godt med egetræsfade, selvom nogle producenter nu er gået væk fra en overdreven egetræsbrug.

Vinsmagningen i 2 heats

Denne aften skulle vi igennem ikke mindre end 15 styk Ribera del Duero vine, men de var opdelt i 2 heats, idet Thomas Ilkjær alene fortalte om de 8 første – og bedste – vine.

Samlet så feltet dermed sådan her ud:

Heat 1
Heat 2

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Bodegas Arzuaga Navarros 2014 Gran Reserva, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse. Beskrivelserne og anmeldelserne af de øvrige vine har jeg selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt.

Konklusion

Det blev en kongesmagning … om end 15 højoktan Ribera del Duero vine kan være lidt en mundfuld. Det var specielt i heat 1, at Houlberg fangede de største øjeblikke og det var specielt de sidste, altså Gran Resalte 2014 fra Bodegas Resalte de Peñafiel, Mirat Gran Reserva 2005 fra Bodegas Valdeviñas og Gran Reserva 2014 fra Arzuaga, som gjorde største indtryk.

Mirat vandt ballet, men det er også en vin, som grundet alderen, skal drikkes forholdsvis hurtigt, men set over længere tid blev jeg meget glad for Resalte vinen, så dermed slår mit hjerte fortsat en ekstra takt, når jeg smager vin fra Ribera del Duero.

Mr Ruby Spätburgunder Jahrgangspräsentation 2019 … forskellighed på topniveau

Tilbage i november 2020 inviterede den gode Mr Ruby jeres altid flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent til en intim smagning af den dengang nye årgang 2018 af tyske Spätburgunder vine fra de producenter, som Ruby importerer.

Dengang var det en lille eksklusiv og sluttet kreds bestående af Ruby himself, den altid gode topanmelder René Langdahl Jørgensen, undertegnede og så vinbonden Daniel Twardowski på telefonen lidt midt i vor seance. Han er lige så vild som sine vine … og det blev således en god oplevelse.

Forleden inviterede Mr Ruby igen … nu blot med en endnu større præsentation Spätburgunder vine i årgang 2019, som enten allerede er landet i butikken eller på vej til butikken. Denne gang igen for en lille sluttet kreds bestående af både René Langdahl Jørgensen og Houlberg … men også en række andre branchefolk.

Det var bl.a. Mads Jordansen og Kalle fra Winelab Agency, Casper fra Pinot Vinbar samt Thomas Grunddal Jørgensen, restaurantchef og sommelier på den gode restaurant Fakkelgaarden mod syd samt lidt andre fra branchen.

Jeg havde taget fri til middag, da jeg inden smagningen lige skulle nå en lille intimkoncert med Mathilde Falch i Turbinen i Randers … blot 1 time sådan halvakustisk sammen med M.C. Hansen. Det blev en rigtig fin lille time med god og sød energi.

Mathilde Falch er vild sød, charmerende og hudløs ærlig og krydrede de mange numre med små historier. Vi fik serveret en række numre som bl.a. Planken Ud, Det Jeg Allerede Har, Tiden og selvfølgelig Ild I Min Røg.

Mathilde får tit skyld for, at hendes sange kan være lidt mørke og stemningsmusikken op til koncerten var også meget passende Nick Cave, men Mathilde har – selvom hun mest skriver om hverdagens små problemer – en sød, positiv og glad energi, som på sådan en vinterdag gav et tiltrængt skud mentale vitaminer.

Det er var timet til præcis en time … og så lige et ekstranummer, så med omkvædet – Lad os få gang i denne fest, lad os lave noget støj – rungende i mit hoved fik jeg sat kursen til Mr Ruby på Langdalsvej i Brabrand og en fest med en flot perlerække Spätburgunder vine i årgang 2019 … og et par stykker i andre årgange.

Årgang 2019 af Spätburgunder

Vinåret 2019 i Tyskland startede meget forsigtigt … og specielt sammenlignet med turboåret 2018. Vinstokkene startede med at gro noget senere, bl.a. på grund af et koldt forår og i modsætning til 2018, hvor der var godt med vand i jorden, så var der ikke i 2019 disse reserver tilgængelige.

Vinplanterne led på flere af de mest veldrænede parceller af tørkestress oven på rekordvarme og tørre 2018, men god regn i løbet af sommeren gjorde, at blomstringen skete forholdsvis tidligt i begyndelsen af juni, hvilket allerede indikerede, at 2019 blev en årgang, som skulle høstes tidligt.

Sommeren blev – som året før – rigtig varm og tør, så manglen på vand blev således fortsat et problem, så skal man sige noget generelt om 2019, så blev det største problem simpelthen mangel på vand.

Det fik også betydning for det endelige høstudbytte, for undervejs kom der i nogle tilfælde betydelige solskoldningsskader, mens man i det tidlige høst – forstærket af meget solrige dage i både slutningen af ​​august og begyndelsen af ​​september – havde få klaser på hver vinstok og ofte små – men smagsintense – druer.

Generelt blev der således mindre udbytte end normalt, men det er selvfølgelig også lidt forskelligt fra regionen til region. I Baden havde de tillige lidt nattefrost i starten af ​​maj, som forårsagede skader nogle steder. I Baden var høstudbyttet 25% mindre end gennemsnitligt.

I Ahr var høstudbyttet 30% mindre og der var det specielt solskoldning og tørken, der spillede ind. Mosel rapporterede også et 30% mindre udbytte, mens også Pfalz, Rheingau og Rheinhessen fik lavere udbytte, men var begejstret for kvaliteten.

Vinene

Mr Ruby havde linet vinene op i en gennemtænkt rækkefølge, men inden vi gik i gang med de mange Spätburgundere, så skulle vi først lige smage en mousserende vin, som Daniel Twardowski går og eksperimenterer med.

Det var lidt et felt, som Mr Ruby denne eftermiddag havde stablet på benene, men de 4 vine fra Daniel Twardowski var prøver, da han ikke har frigivet vinene endnu. Samlet så feltet sådan her ud:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine anmeldelser af alle vinene, men 5 af vinene havde jeg dog smagt før, så der har jeg bare linket til mine tidligere anmeldelser. Men tag jer i agt … det er lutter gode anmeldelser, for det var f….. toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse … en kommenterede endda med udsagnet; Den mand har jo ophævet tyngdekraften!

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.

New York State of Wine … Riesling Battle Royal

Sidste år deltog jeg i maj måned i en spændende virtuel New York Wines Masterclass arrangeret af New York State of Wine og Grape Foundation. Dengang smagte jeg 6 vine fra New York State som en lille smagsrejse og et indblik i vinene fra vinregionen.

Dengang blev den virtuelle smagning styret af Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal samt forfatter, vinskribent, underviser og PhD i plantebiologi.

Nu har jeg atter været til endnu en onlinesmagning dirigeret af Jamie Goode og arrangeret af New York Wine & Grape Foundation med temaet Riesling Battle Royal, hvor 3 Riesling vine fra New York State battler mod 3 Riesling vine fra andre steder i verdenen.

Denne gang havde Jamie Goode dog en medvært i form af sommelier Caroline Furstoss og planen var så, at Jamie skulle repræsentere New York vinene og Caroline de øvrige vine. Caroline er selv fransk, sommerlier og ambassadør for Alsace vin.

Men de var ikke helt alene, for vinmageren fra de 3 New York State vine var nemlig også med til at kommentere deres egne vine. Det var Nova Cadamatre fra Treste 31, Oskar Bynke fra Hermann J. Wiemer Vineyard og endelig Kelby Russel fra Red Newt Cellars … og Kelby deltog faktisk også i det forrige online arrangement.

Som sidst havde jeg fået invitationen til at deltage via Tina fra by baungaard Communication/PR og havde også nogle dage forinden via FEDEX fået tilsendt de 6 vine, som vi i løbet af denne Masterclass skulle igennem.

Sidste gang fortalte jeg om hele New York State vinen regionen, så det skal jeg undlade denne gang og så egentlig blot kigge nærmere på smagningen og vinene.

Riesling Battle Royal

Vi startede den lille virtuelle battle med en kort præsentation, hvorefter Jamie Goode styrede slaget. Han fik først Kelby Russel til at fortælle lidt om New York State og specielt området Finger Lakes og lidt om søernes betydning for området.

Oskar Bynke supplerede med, at Seneca Lakes er over 200 meter dyb og fortalte lidt om klimaet, bl.a. med de meget kolde vintre og områdets terroir, der er meget forskellig … men flere steder virkelig velegnet til Riesling.

Selvom der er pivkoldt om vinteren, så gør de dybe søer, at vinstokkene aldrig fryser helt til, selvom det helt sikkert ville ske, hvis søerne ikke havde været der.

Så Kelby Russel fortalte, at både jorden og klimaet er perfekt for Riesling vinstokke, som virkelig er cool climate. Caroline Furstoss vidste ikke så meget om Finger Lakes og var derfor meget nysgerrig på området og deres vinifikation, så derfor kom hun også løbende med mange spørgsmål.

Hun spurgte bl.a., om de havde noget, som kunne sidestilles med Grand Cru begrebet i Alsace, men der fortalte Oskar, at det havde man ikke og at Finger Lakes på den måde var mere det vilde vesten, så derfor laver de også vinene på præcis den måde, som vil selv ønsker.

Men dagens opgave var jo at sammenligne New York State Riesling vinene med Riesling fra andre steder i verdenen og Caroline fortalte også lidt om hendes favorit steder for Riesling produktion … men derefter gik vi over til det vigtigste, smagningen af vinene.

Vinene

Samlet smagte vi i løbet af Riesling Battle Royal kampen 3 New York State Riesling vine og de blev én for én parret op mod Riesling fra henholdsvis Tyskland, Frankrig og Australien.

Samlet så programmet sådan her ud:

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Red Newt Cellars’ 2016 Riesling The Knoll Lahoma Vineyards,, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse.

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har  jeg selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt. Min favorit blev Riesling’en fra Hermann J. Wiemer Vineyard, men skarpt forfulgt af Chapoutiers Schieferkopf og Trestle 31, mens ringeste i mit objektiv blev vinen fra Schatzel.

Riesling Battle Royal kampen viste klart, at området bestemt kan være med blandt store Riesling vine fra andre steder i verdenen … også selvom modstanderne i denne smagning måske ikke var blandt de helt store producenter … altså undtagen Chapoutier, som dog normalt heller ikke er en typisk Riesling producent.

Igen et stort tak til Tina fra by baungaard Communication/PR for invitationen til at kæmpe med på sidelinjen og igen få et yderligere indblik i det spændende New York State vinområde.

Houlberg til online smagning med Martin Tesch fra Weingut Tesch i Nahe

For knap 3 år siden smagte jeg fra de ihærdige nordjyske vinkøbmænd hos Supervin en farverig kasse med 6 missiler ladet med Riesling vine fra Weingut Tesch i Nahe, lavet helt ens … men fra 5 forskellige terriors, mens den sidste blot var slanterne blandet sammen … næsten.

Nu sidder jeg igen med en tilsvarende kasse … blot med to små ændringer. For nu er alle vinene i årgang 2020 og derudover er alle vinene nu i 25 centiliter udgaver, som helt perfekt passer til en lille smagning med et par venner … eller måske til en onlinesmagning og Supervin har netop afholdt en sådan med Martin Tesch, så der var Houlberg selvfølgelig med bag skærmen.

Lidt om Weingut Tesch og historien

Weingut Tesch ligger på adressen Naheweinstraße i den lille by Langenlonsheim omkring 5 kilometer nordøst for Bad Kreuznach i Nahe. Vinhuset drives af Martin Tesch, som er 10. generation på vingården, som er grundlagt helt tilbage i 1723. Martin er uddannet mikrobiolog fra Geisenheim i Rheingau og overtog driften som 29-årig driften fra sin far Hartmut i 1996.

Da Martin Tesch overtog den fædrene vingård, så startede han straks motorsaven, skar stor set alt væk der ikke var Riesling og påbegyndte dermed de mest fundamentale oplægninger på vingården nogensinde.

Alle de vinstokke, som både hans far havde plantet – og hans bedstefar – blev jordet. De var sorter som Müller-Thurgau, Silvaner, Rivaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Weissburgunder og Spätburgunder.

De dannede baggrund for omkring 50 forskellige vine, men det fandt Martin både alt for kompliceret, utidssvarende og uøkonomisk, så disse dårlige vaner gjorde Martin op med. Kvaliteten skulle i stedet forbedres og alene med fokus på Riesling … i det Martin selv ironisk kaldte et Punk Rock Weinhaus.

I starten faldt omsætningen på 6 måneder med 40% og der kom samtidig en øredøvende kritik fra tyske vinskribenter, som mente Martin havde forbrudt sig mod alle traditioner og ødelagt sin fædrene arv.

Martin Tesch sad dog kritikken overhørig og fortsatte ufortrødent, for han havde ubetinget tiltro til sin kurs og druen Riesling. Og det gav også pote, for langsomt, men sikkert, sluttede flere og flere sig til Martins nyfortolkninger af druen.

Samtidig blev markedsføringen og etiketterne også strammet op med nyt design, hvilket denne Riesling Vineyard Box også er et godt eksempel på. Og det blev en succes, som efterfølgende er kopieret af andre yngre producenter … ja faktisk er Martins innovative tiltag med re-designet blevet til et studie eksempel på London School of Economics.

Vinmarkerne

I 2014 tog Martin endnu et modigt skridt i en alternativ retning, idet han forlod det prestigefulde VDP samarbejde. Han var egentlig ret tilfreds med de strenge kvalitetskrav, men er slet ikke glad for forbundets rangordning af vinmarker.

Samlet har Tesch 30 hektar vinmarker i Nahes bakkede områder og de fleste hektar er med Riesling, selvom der dog fortsat er en smule andre vinsorter … men basis i vinproduktionen er netop de 6 vine, som ligger i denne Riesling Vineyard Box.

De fem forskellige marker er da også skolebogseksempler på hvordan beliggenhed, dyrkning og eksponering i forhold til floden Nahe bør tage sig ud.

Vinhusets stil er krystalren, tør, frisk, elegant og terroir-autentisk Riesling. Vinene fremstilles med spontangæring og kort modning på ståltank. Alle flasker er forseglede med Stelvin-Lux skruekapsel.

Online smagningen

Supervins onlinesmagning med Martin Tesch var helt perfekt til den lille Riesling Vineyard Box, som 57 deltagere i onlinesmagningen nok havde købt til aftenen.

Men inden Martin Tesch overtog styringen af smagningen, så bød Svend Erik Jensen velkommen på sit syngende nordjyske og fik lige mindet alle på, at alle købere af den lille Tesch kasse efter aftenens smagning automatisk vil deltage i lodtrækning.

En heldig person kan nemlig vinde 3 overnatninger med morgenmad på det dejlige hotel Hinter Conti i vinregionen Nahe … og selvfølgelig smagning og rundvisning på vingården med Martin Tesch himself.

Derefter overtog Martin Tesch roret og startede med at fortælle om den spæde start og hans overtagelse af familiens vingård, hvor vinen altid havde været småsøde … men det ændrede Martin totalt.

Han fortalte, at folk i starten slet ikke forstod hans stil … og navnet Punk Rock Weinhaus, W:O:A-Weine og vine med navne som Full Metal White, Full Metal Red og Riesling Unplugged. Derfor måtte han nærmest drive vinhuset uden penge i årene 2001-2004.

Men vendepunktet kom fra 2 grupper, nemlig restauranter, som fuld ud forstod de knastørre vine med et anderledes look og så musikere, hvilket Tesch så forstærkede ved at blive back-stage leverandør til den store Wacken metalfest, hvor bl.a. Volbeat også har optrådt.

Siden da har Riesling Unplugged nærmest været en ikonvin for Martin Tesch. Siden har han forstærket sit brand med markvinene, som også findes i Riesling Vineyard Boxen. Men som Martin siger, så kan de fleste ikke huske marknavnene, hvorfor hver vi har fået sin egen farve, der er taget fra farverne fra ruterne i Londons underground.

I dag bruger Martin også – som nævnt tidligere – Stelvin-Lux skruekapsel på sine vine. Det har ifølge ham den fordel, at vinene i højere grad udtrykker vejr, årgang og terroir. I familiens vinhus har de fleste liggende fra hver årgang siden anden verdenskrig og ved nylig smagning kunne de konstatere, at omkring 60% er helt væk.

Med skruekapsel har Martin ikke oplevet det … ingen oxidering eller påvirkning fra hverken egefade eller prop. Alt hos Tesch bliver lavet på ståltanke for at sikre så rene vine som muligt.

Nu er Martin Tesch jo også uddannet mikrobiolog, så derfor har han måske også en særlig forkærlighed for den nøjagtige og rene tilgang til vinproduktionen.

Derefter gennemgik han – en efter en – alle vinene fra Tesch Tasting Boxen med løbende kommentering fra Svend Erik Jensen.

Vinene i Tesch Tasting Box

Tesch Riesling Vineyard Box er en flot, eksklusiv kasse med de 6 Riesling fyldte missiler i farverne sort, rød, blå, gul, grøn og orange efter ruterne i Londons undergrundsbaner.

Den illustrative forside viser med samme farver placeringen af Weingut Teschs 5 marker, mens en flot brochure indeni fortæller mere om vinhuset og 6 individuelle kort mere om vinene.

Hver mark har sit eget terroir aka undergrund, men kan det smages i vinene? Jeg har selvfølgelig linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af de 6 missiler på vinbloggen.

Riesling Vineyard Box forhandles af Supervin til 349,95 kr., hvilket er ganske billigt for sådan en kasse inkl. en lille minismagning med mulighed for deltage live med Martin Tesch.

Houlberg i Lugana … velkomstmiddag på La Lepre med Bertani og Zenato

Som start på den lille Lugana International Press Tour, så bød Consorzio Tutela Lugana DOC inden de næste 3 dages intense program på en velkomstmiddag den første aften. Her skulle vi lige hilse hinanden i holdet af vinjournalister samt konsortiets præsident Ettore Nicoletto og vicepræsidenten Alberto Zenato.

Den lille Welcome Dinner blev afholdt på restauranten La Lepre længere nede i Desenzano by, så efter vi i lobbyen på hotellet lige fik hilst på hinanden samt Francesca Goffi og Ambra Berardi, så gik vi samlet ned mod restauranten, mens solen stille gik med ned.

Il ristorante La Lepre har ganske vist ikke Michelin stjerner, men er anbefalet i Michelin guiden, som et fabelagtigt sted med moderne og innovativt køkken med fokus på bl.a. fisk og økologi. Og da vi ankom fik vi os placeret rundt om bordet, mens vi ventede på de sidste … både Ettore Nicoletto og Alberto Zenato.

De kom flyvende i høj fart til middagen … først Marco, som vistnok var en slags teknisk assistent i konsortiet, så Alberto Zenato og så til sidst Ettore Nicoletto … og så var vi klar til en middag samt masser af snak om Lugana, vinene fra området … og selvfølgelig mad.

Menuen lå allerede fremme på bordet …

Appetizers; Bread is gold m/extra virgin olive oil fra vinhuset Frantoio Montecrose og små overraskelser fra køkkenet

Og lad os da bare starte med at se lidt nærmere på maden, som ganske enkelt var helt fantastisk. Vi startede med lidt appetizers, som var nogle små bidder … hvad det var, fandt jeg ikke helt ud af. Dertil lidt god virgin olivenolie og bagt brød, som jeg dog ikke fik taget foto af.

Der var også nogle sjove lange dimser … bag dem kan I se JC, den canadiske vinjournalist, som i dag er bosiddende i Verona. Vores lille start blev suppleret med et glas mousserende Lugana … en 2018 Lugana Metodo Classico Brut fra Zenato huset.

Mediterranean Fish Carpaccio m/cherry tomatojus and beans salad

Sikke en start … lækker tunagtig fisk, der var råmarineret og lagt ovenpå en bund af salat lavet af hvide bønner. Det lyder måske lidt anderledes, men smagte helt fantastisk. Og til fisken fik vi så en frisk 2020 Lugana San Benedetto … også fra Zenato.

Risotto & Parsley m/Sicilian red Prawns and lemon peel

Herlighederne fortsatte med næste ret … en risotto lavet med persille, men slet ikke overfed risotto, men lavet til perfektion. Den blev serveret med nogle vist råmarinerede rejer oven på … fuck, det smagte godt og blev fint suppleret med en 2020 Lugana Le Quaiare fra Bertani.

Selv Ettore Nicoletto var vild med retten, men han jo kendte vinen, da han udover at være præsident for Consorzio Tutela Lugana DOC også er CEO for Bertani Domains, der udover Bertani, også omfatter vinhuse som Puiatti, Val di Suga, Trerose, San Leonino og Fazi Battaglia.

Roasted Apulian Squid m/stuffed courgette flower and spiced tomato sauce

Men aftenens bedste ret blev – i mine øjne … eller rettere smagsløg – denne lille blæksprutte med fyldt courgetteblomst og lidt sauce, der vist var lavet med både tomat og blæk fra sprutten. Det smagte bare herregodt og blev serveret sammen med den sidste vin … en 2020 Lugana Riserva Sergio fra Zenato.

Dermed var Alberto Zenato på hjemmebane, da han jo – ved siden af jobbet som vicepræsident for Consorzio Tutela Lugana DOC – også driver sit 95 hektar store vinhus Zenato Azienda Vitivinicola sammen med sin søster Nadia.

Palvova m/red currant sorbet and Lugana wine gel

Vi sluttede selvfølgelig sidst … en lidt moderne udgave af en palvova med lidt solbærsorbet og Lugana vingelé.

Caress, sweet bites

Til sidst var der også lidt sødt.

Vinene

Her lige et view på vinene, som vi smagte i løbet af aftenen:

Der er selvfølgelig links til anmeldelserne ovenover.

En fornøjelig aften

Det blev en god start på vor lille Lugana International Press Tour, hvor jeg både fik lejlighed til at snakke med nogle af de andre fra vort lille hold af vinjournalister, men også fik den første indflyvning til Lugana området fra både Ettore Nicoletto, Alberto Zenato.

Fra venstre mod højre er det Alma Torretta – Ambra Berardi – Alberto Zenato og JC

Der kom hurtigt gang i snakken og selvom jeg var en smule træt ovenpå en rejsedag og al bøvlet med igen at skulle bruge mundbind, så steg humøret i takt med den gode mad og vinene i glasset.

Selfietime – Ettore Nicoletto fra Bertani Domains og Houlberg

Jeg fik også en snak med Ettore, som sad ved siden af mig ved bordet og jeg fik også en selfie med Bertani formanden, som jeg fluks sendte til Falken, som jo Bertani-elsker big time.

God stemning omkring bordet

På den anden side af bordet sad Daniela, som virkelig er så sød og mild. Hun er en østrigsk weinautorin aka vinskribent, bosiddende i Wien og har lavet masser af artikler om vin og skrevet bogen 111 Weine aus Österreich, die man getrunken haben muss.

Derudover er den skønne kvinde nu i gang med at skrive endnu en bog om 111 mousserende vine, som man absolut bør smage. Hun er bare så sød, mild og dejlig at besøge vingårde med.

Daniela Dejnega fanget i et tænksomt øjeblik

Jeg slutter blot lige med lidt flere stemningsbilleder for en flot velkomstaften. Ettore Nicoletto skulle hurtigt videre, da han havde et møde i Milano, mens vi blev hængende et eller to glas tid endnu, men snart luskede tilbage til hotellet i den lune aften … vi vidste, at der ventede en travl dag næste morgen.

Alberto Zenato fortalte om Lugana vinene og Zenato Azienda Vitivinicola.
Marco er specialist i Lugana områdets specielle terroir.
Alberto Zenato.
Alle samlet for første gang

Best Riesling Alsace 2021… og igen havde Houlberg samlet et smagepanel

Alle gode gange 3 … for tilbage i maj måned udvalgte 10 dommere i Danmark for 3. gang 40 af de bedste Alsace Riesling vine. De blev valgt ud af et samlet felt på ikke mindre end 143 tilmeldte vine og heraf var 54 af dem endda Grand Cru vine.

Over halvdelen af de tilmeldte vine var økologiske, biodynamiske eller i overgangfase. 30 vine havde også certificeringen HVE, som står for Haute Valeur Environnementale … en fransk miljømærkning, der tager hensyn til alle aspekter i miljøet, bl.a.med forebyggelse af forurening af grundvand, biodiversitet og brug af sprøjtemidler.

Nu har jeres flittige vinblogger så udvalgt 12 af de bedste 40 vine … og selvfølgelig igen testet dem blindt sammen et lille smagepanel. Det var selvfølgelig ikke helt samme format som det dommerpanel, som havde udvalgt de 40 bedste vine, for det bestod af en række velkendte sommeliers, DipWSET og vinskribenter … fx navne som Thomas Ilkjær, Thomas Riis, Anders Halskov, Fredrik Hierner og mange flere.

Jeg har også lavet denne eftertest eller eftersmagning de to foregående år, men i år havde jeg dog begrænset mig til 12 vine mod hele 27 sidste år … og dermed et lidt mere overkommelig opgave, selvom jeg selvfølgelig ikke fik samme brede med. Men jeg havde dog pejlet mig ind på enten nogle af de bedste, mest spændende eller fra vinhuse, som jeg ikke havde smagt vine fra tidligere.

Smagen var også på tværs af de prisskel, som de 40 vindervine var opdelt efter. De var nemlig oprindelig opdelt i 4 grupper, med vine <100 kr., mellem 101-200 kr., mellem 201-300 kr. og endelig vine >300 kr. Her var alt blandet i total uskøn orden.

Men som i den store udvælgelse, som blev mine udvalgte 12 vine også smagt blindt uden nogle ydre kendetegn, så som halsfolie og i bedømmelsen anvendte vi også det det internationalt anerkendt pointsystem med 100 point som det højeste.

Da jeg – som nævnt – de seneste to år har lavet sådan en testsmagning, så vil jeg denne gang ikke skrive om Alsace området. Det gjorde jeg udførligt sidste gang, så hvis du vil læse om området, den store andel af økologiske og biodynamiske producenter, så tjek lige mit blogindlæg; Best Riesling Alsace 2020 … og Houlberg smager og vurderer vinderne.

Smagningen af vinene

Vi holdte som sidste år igen smagningen hos Falken, men denne gang dog ikke under hans overdækkede terrasse, men indenfor i varmen. Vi havde madmæssigt lavet et lille sammenskudsgilde, hvor jeg havde bagt lidt flütes, Brix’en sørget for ost og Falken lidt fisk og charcuteri … så dermed var der mulighed for at få lidt fast føde undervejs.

Som nævnt indledningsvis, så var det en blindsmagning, hvor alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. … med andre ord helt tilfældigt. Herunder har I oversigten over vinene:

Vi gav – som nævnt – vinene point efter 100 point skalaen og først efter smagningen blev vore point afsløret. Dermed kunne vi så kåre vinderne. Jeg har ovenover skrevet gennemsnitlig score for hver enkelt vin.

Dermed blev vinderen Josmeyers Riesling Herrenweg Le Kottabe efterfulgt af Chateau D´Orschwirs Riesling Grand Cru Pfingstberg og Camille Brauns Riesling Grand Cru Kaefferkop.

De 3 vine var også de vine, som jeg selv havde på skamlen som de tre bedste vine, dog blot med Chateau D´Orschwir som vinderen en tak foran Josmeyer på andenpladsen … så egentlig stor enighed.

Mine beskrivelser og vurdering af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt af vinene havde jeg dog smagt tidligere, nemlig den officielle vindervin fra Josmeyer, så der har jeg altså linket til min tidligere beskrivelse.

Igen blev konklusionen, at Alsace står for fremragende Riesling og alle var godt duperet af vinderne, specielt Josmeyer fik velfortjent store roser. Så dermed igen tak til Falken for lokation og selvfølgelig CIVA samt Dorte Pontoppidan for fremsendelsen af vinene.

Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden

Propperiet Vin Import har fået et nyt vinhus i deres stald … selvom man nok ikke kan kalde Weingut Blankenhorn for nyt, da vingården har en historie, der går helt tilbage til 1624. Men jeres ellers flittige vinblogger er ikke stødt på vinhuset før … men nu er der havnet en kasse med 6 vine hos mig og dem tester jeg selvfølgelig gladelig.

Allerede ved første flaske rives benene væk under mig … sikken vin, hvorfor har jeg ikke tidligere stødt på det hus, når de tilsyneladende laver så formidable vine? Vinene skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt, men lad os først se nærmere på vinhuset.

Weingut Blankenhorn

Weingut Blankenhorn ligger på adressen Basler Straße 2 i byen Schliengen i den sydlige del af Baden i Markgräflerland regionen og grænselandet, hvor Tyskland, Frankrig og Schweiz mødes.

Vingården har som sagt en historie, der går tilbage til 1624, hvor ejendommen fungerede som en station til skift af heste, når man med hestevogn skulle rejse lange distancer. Senere blev gården så brugt som posthus og kro … nemlig med kroen Zum Baselstab, der blev ejet og drevet af Joseph Walz, som blev rost for sit køkken.

Det var først i 1847, at ejendommen blev omdannet til vingård, da Johann Friedrich Blankenhorn – kaldet Fritz – købte ejendommen og satsede på en drift af vinhandel og almindelig landbrug. Han havde lidt erfaring med vinproduktion og var da også i familie med Adolph Blankenhorn, som blev medstifter forløberen for sammenslutningen af ​​tyske Prädikatsweingüter aka VDP.

Blankenhorn familie drev vingården Weingut Blankenhorn i 5 generationer, men da Rosie Blankenhorn i 2014. som den seneste generation, ikke kunne finde en efterfølger blandt sine døtre, så solgte hun vingården til Martin Männer og Yvonne Keßler.

Men for Martin Männer og nu Yvonne Männer var det kærligheden til Markgräflerland regionen, landsbyen Schliengen og passionen for vin, der fik dem til at overtage roret på Weingut Blankenhorn.

Efter deres overtagelse har de nu renoveret ejendommen … og under restaurerings- og renoveringsarbejde kom husets  gamle historie frem. På vægge og dørkarme fandt de navnerester fra Baselstab og ofte sammen med initialerne JW … Joseph Walz.

De har også lavet en ny kælderbygning, som er blevet direkte forbundet til den historiske, gamle korshvælvede kælder fra 1600-tallet, men ellers har de blot fortsat den linje, som allerede var lagt tidligere og vinhuset har fx da også været medlem af VDP siden 1987.

Parret har samlet 24 hektar vinmarker, der alle ligger tæt ved Schliengen og den skovklædt bjergkæde Schwarzwald. Markerne ligger let skrånende med en gennemsnitlig stigning på 25% og de bedste er klart Große Lage marken Sonnenstück, men ellers er det Erste Lage markerne Roggenbach, Ölacker og Kirchberg samt marken Himmelberg.

På markerne dyrker parret sorterne Gutedel, Weißburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Chardonnay. Begge er voldsomt glade for druen Gutedel, som vi også kender som Chasselas. Druen er deres næstmest plantede sort efter Spätburgunder og hele 21% af markerne er plantet med Gutedel. Selv vinhuset mailadresse hedder info@gutedel.de.

Weingut Blankenhorn ønsker at udtrykke forskellene mellem jord og klima i deres vine. Det opnår de ved, at arbejde med naturen og bruger meget begrænset sprøjtning i deres vinmarker. De reducerer udbyttet for, at opnå en højere koncentration af aromaer, syrlighed og mineralitet i druerne.

De var det første vinhus i Baden, som blev certificeret med det officielle Fair’n Green certifikat for bæredygtig vinavl. Det hjælper vindyrkere med, at skabe og nå nogle bæredygtighedsmål med både at sænke CO2, øge biodiversitet, lokalt engagement, fair lønninger og beskyttelse af naturressourcer.

Vinene er selvfølgelig opdelt helt klassisk i Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Große Lage. De er – som mange andre – begyndt med at skrive 1G i titlen på Erste Lage vinene. Deres store forbilleder er vinmagere som Bernhard Huber lidt længere med nord, Aubert de Villaine, Leo Hillinger samt Florence og Daniel Cathiard.

Vinene kan gæsterne også nyde i den vinbar, som parret driver på adressen … Weinbar Fritz, der selvfølgelig er opkaldt efter den gamle grundlægger.

Vinsmagningen

Her ser vi nogle af vine … 6 vine fra Weingut Blankenhorn, nemlig 2 hvidvine og begge på Chardonnay samt 4 rødevine, primært på den elskede Pinot Noir aka Spätburgunder og så en lille cuvé.

Som altid har jeg ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Jeg er blevet ganske imponeret af Weingut Blankenhorn … specielt deres hvide Ortswein og den røde Erste Lage vin byder virkelig på masser af kvalitet for pengene.

Deres fascination af Bernhard Huber aflæses og mest i de to nævnte vine, som virkelig har lidt Huber stil med masser af fad, mens de to Große Gewächs vine er mere forfinerede, intense og kræver langt mere fordybelse … men på et sindssygt flot niveau. Men alt det kan du jo læse om i mine indlæg … jeg er vi hvert fald blevet Weingut Blankenhorn fan.