Bag næste Riesling Alsace vin står Domaine Albert Seltz, for det er nemlig deres Riesling Reserve 2018.
Vingården har været drevet af familien Seltz i 1576 og drives i dag af Albert Seltz, der overtog stedet fra sin far i 1980, da han kun var 19 år gammel.
Han er 14. generation på den gamle vingård og har samlet 11 hektar vinmarker med både Sylvaner, Riesling, Pinot Auxerrois, Pinot Gris, Pinot Noir og Gewürztraminer.
Efter Albert overtog driften, så reducerede han produktionen med to tredjedele og gjorde den sidste tredjedel til økologisk landbrug. I kælderen blander han sig mindst muligt i fermentering og lagring af vinene.
Albert har en særlig kærlighed for Sylvaner og var i 2005 medvirkende til oprettelsen af en officiel Grand Cru Zotzenberg Sylvaner appellation.
Her er det dog hans 2018 Riesling Reserve, som vi smager, lavet på druer fra 40 år gamle vinstokke, der er vokset på en jord med ler og kalksten. Der er atter ingen oplysninger om produktionen.
Duftmæssigt er vinen sådan lidt varm i udtrykket … blid og rund med æbler, gule æbler, let abrikos, nødder, lettere gæret eller måske mest sødgæret og ganske blomsterrig … næsten sådan lidt pollenagtig.
I munden er det en meget pleasende vin, rund, nem og venlig med et lille og rundt bid af lidt citroner og æbler, men okay afstemt balance. Det stikker aldrig helt dybt, men bestemt godkendt og jeg hoster op med 88 point igen.
Forhandles af Sprit & Co, men prisen kender jeg ikke.