2020 La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Pfaff Riesling Tradition, Alsace, Frankrig

2020 La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Riesling Tradition, Alsace, FrankrigVi startede Best Alsace Riesling 2021 blindt med denne 2020’er Pfaff Riesling Tradition fra La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, der er et større kooperativ midt i Pfaffenheim.

La Cave des Vignerons de Pfaffenheim er grundlagt i 1955 og allerede efter et par år havde kooperativet 50 medlemmer. I dag 180 medlemmer, der samlet har hele 313 hektar vinmarker omkring byerne Pfaffenheim, Gueberschwihr, Rouffach, Hattstatt, Herrlisheim, Obermorschwihr, Soultzmatt, Voegtlinshoffen, Westhalten og Riquewihr.

Den årlige produktion ligger på 2.250.000 liter AOC Alsace vin og siden etableringen har kooperativet fusioneret med kooperativet Cave de Guebershwihr og også opkøbt vinhuse, bl.a. Dopff & Irion samt Chateau de Riquewihr. Kooperativet ledes af Jean-Luc Hanauer.

Denne Riesling Tradition er lavet med druer fra forskellige marker og efter ankomst til vinhuset er de presset i pneumatisk presse med afløb af den bedste saft. Mosten er så gæret på ståltanke og efter fermenteringen er vinen lagret 4 måneder sur lie i tankene og så efterfølgende yderligere 5 måneder før aftapning.

Duftmæssigt er det bestemt en mineralsk vin … der er let terpentin, grønne æbler, let fersken og melon samt røg. I munden er der faktisk god fylde, men frugten meget ren og smagfuld. Syren er nærmest en slags blid citronsyre, men den bliver aldrig helt vild, men til gengæld er balancen ganske flot. Jeg endte på 88 point, så 4 tomler med pil op.

Forhandles i Coop supermarkeder og prisen er under 100 kr., men den nøjagtige pris har jeg ikke fundet.

Vinanmeldelse 4/7