Min anden medbragte vin blev en Toscaner, lavet på 100% merlot, og fra det store vinhus Frescobaldi.
Tenuta di Castel Giocondo, som tilhører den toscanske adelsslægt Frescobaldi, har et totalt jordareal på ca. 855 ha, fordelt på forskellige agrikulturer så som oliventræer, forskellige årsafgrøder og så selve vinstokkene.
Den ansvarlige kældermester på Tenuta di Castel Giocondo er Dr. Cosci, uddannet ønolog på Bordeaux universitet og i besiddelse af et langt og spændende erfaringsgrundlag.
Perioden i Frankrig har tydeligvis påvirket Dr. Cosci, idet han har skabt et for Montalcino-området meget utraditionelt produkt. Hans hjertebarn har lige fra studietiden været Merlot-druen, og efter ansættelsen på Castelgiocondo er denne sort ikke blevet mindre interessant for ham.
Merlot-vinen kommer fra en 14 ha stor enkeltmark kaldet Lamaione. Lamaione er udelukkende beplantet med Merlot og er beliggende ca. 350 meter over vandets overflade ved grusvejen, som fører op til det nyistandsatte og utroligt smukke Castel Giocondo.
Lamaione produceres i en meget begrænset mængde og må absolut siges at tilhøre de mere sjældne italienske rariteter.
I glasset fremstår vinen til den mørke side. Duften er hen af mørke bær, lidt læder og også syre. Det går igen i smagen, hvor vinen er meget rank, men fortsat med flot dybde og lang eftersmag. Havde læst, at vinen ville gå godt til vildt, og da vi fik den sammen med hovedretten, så var det perfekt. Syren i vinen passede godt til vildtretten, mens fx Pegau’en – som vi havde fået forinden – måske var for rund til vildtretten. Det smagte sgu meget godt.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
En frisk og syrholdig hvidvin og på græske ukendte druer. En vin jeg fik købt til en græsk smagning hos HJ, hvor jeg var eneste deltager. Følte jeg lige skulle købe noget, og det blev denne, som jeg synes overrasker positivt med masser af frugt og friskhed.
Fra min Frankrig tur havde jeg fundet denne bourgogne vin frem, og den var da også nemmere at gætte. Trods alder på 8 år meget syre, og ikke en decideret imponator, men en frisk og drikkevenlig bourgogne, som sagtens kunne klare flere år i vinkøleskabet inden nydelse.
Minsandten om der ikke kom én mere … Château Julia Merlot fra samme vinhus Domaine Costa Lazaridi i Grækenland, og også en vin, som vi tidligere har fået (det var endda mig, der havde den med tidligere).
Jeg havde taget en flasken fra mesteren med, og havde glædet mig afsindigt til denne vin. Det er sørme gudedrik, når det er bedst. Klart en Rhone næse, men den er så klassisk og klar i udtrykket, at man må bøje sig. Ungdommelig stram, og flot balance, det er sgu stort. Jeg er bare vild med den, wauw wauw og wauw !!!
Lige et lille ekstranummer fra down under. 94 parker point, men lidt en kradsbøstig bandit på dette tidspunkt. Måske har den godt af at stå lidt og åbne sig. 100% Mataro (Mourvedre) fra 127 år gamle vinstokke. Stor kraft og saft, men fordi den er så voldsom, så burde den måske have ligget nogle år … det nåede den ikke!
Jeg havde taget en af mine “gamle venner” med, altså et af mine favorithuse i USA, nemlig K. Vintners med den skørre og formidable Charles Smith. Vanvittige etiketter og super vine. Det var første gang jeg smagte denne Miltbrandt, og en fornem sag, power og flot balance. Yamm.
Tredje gang for tempranillo denne aften, nemlig med min medbragte Habla No. 5 fra det tekniske meget dygtige vinhus Bodegas Habla i Extremadura i den sydlige del af Spanien. Et rigtig powerbombe, men med en god balance og elegance. Det smager fandme bare godt.
En vin, som jeg havde glædet mig massivt til at smage siden den røg i vinkøleskabet for lidt over et år siden. Og hvilken vin … tror ikke kun det var forventningens glæde … men også et kvalitetsboost af den anden verden. Og gud hvor jeg elsker Pinot Noir, ren glædemost for store drenge. Her er stor duft, og smagen er lige i skabet … en smule sødme og super balance. Noget af de bedste New Zealanske pinot noir, som jeg har smagt i mit liv. Vauw.