Vinaftenen i weekenden startede med et koldt glas rosé på … terrassen ville være det rigtige at sige, men varmen havde sgu gjort, at vinen blev indtaget i køkkenet, hvor der var en smule skygge. Og en herlig start, en herlig rosé, ganske lys rosa og en Rosé d’Alsace fra Domaine Sipp Mack.
Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.
Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.
Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.
Denne Rosé d’Alsace er lavet på ren Pinot Noir. Druerne til vinen er høstet midt i september. Mosten har haft skindkontakt med de afstilkede druer natten over for at opnå den lyse rosé-farve, hvorefter gæringen har fundet sted i temperaturkontrollerede ståltanke. Vinen er tappet på flaske i slutningen af marts.
Duftmæssigt ganske fin næse med jordbær, lidt stikkelsbær … ellers en smule neutral i duften. Smagen er let og blid med jordbær, hyld. Dejlig frisk, svagt krydret og en sikker vinder på terrassen … også selvom solen bager med temperaturer omkring de 28 grader.
Hvem medbragte vinen: Paul
Forhandles hos Jysk Vin, pris 99 kr. og 82 kr., såfremt du køber 6 flasker.