2008 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, Italien

2008 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, ItalienMed næste vin bliver vi i Italien, men springer over til et andet berømt vinområde, nemlig i Piemonte. I byen Nieve, ca. 5 km. nordøst for Alba finder vi nemlig Azienda Agricola Sottimano, som er grundlagt i 1975 af Maggiore Sottimano, som købte vingården i Cotta området, en meget velrenommeret sted for dyrkning af Nebbiolo druer.

Siden 1975 er vingården udvidet bl.a. ved køb af 5 “cru” marker i Barberesco, nemlig markerne Cotta, Currá, Fausoni, Pajore og Basarin. I alt ejer Azienda Agricola Sottimano 18 hektar vinmarker, og der produceres årligt omkring 85.000 flasker. I dag drives gården af Rino Sottimano og sønnen Andrea Sottimano, og de har på rekordtid bragt vingården helt frem i feltet af modernister i Barbaresco.

Barbaresco er ofte blevet betegnet som Barolos spinkle lillebror. Men denne grove generalisering er igennem tiderne blevet manet kraftigt til jorden. En af de første til at kaste glans og ære over området, var den legendariske Bruno Giacosa. Siden kom Angelo Gaja efterfulgt af La Spinetta. Senest er turen så kommet til Sottimano, der i såvel nationale som internationale vinmagasiner trækker store overskrifter.

At Sottimano er modernist betyder på ingen måde, at han fremstiller frugtekstraherede vine med appel til et amerikansk sødmehungrende publikum. I Sottimanos tilfælde kommer det modernistiske islæt til udtryk i stringente, barriqueslagrede vine med en tilstedeværende og charmerende kirsebærfrugt. At Andrea har fundet inspiration til sit vinøse udtryk blandt topproducenterne i Bourgogne, træder tydeligt frem i vinene.

Andrea Sottimano mener fuldt og fast, at store vine udelukkende skabes på naturens præmisser, og at udgangspunktet således må være den jordbundssammensætning vinstokken vokser i. Menneskeskabte mirakler i kældrene lader sig ganske enkelt ikke gøre. Ifølge hans mantra anvendes der naturligvis heller ikke hverken kunstgødning, pesticider eller kunstgær for den sags skyld, og vinene svovles absolut minimalt.

Når de færdige vine forlader Sottimanos kældre, er den fornemste opgave at tolke Nebbiolo-druens vækstbetingelser i givne jordbundsforhold i et givent høstår. Denne kunst behersker Sottimano til perfektion.

Vinen her kommer fra Currá marken, som ligger sydvest for Neive i retning mod Barbaresco. Placeringen resulterer i en vin med righoldige tanniner, med den frugtrige elegance, der kendetegner vinene fra Neive. Gæring og maceration sker ved lave temperaturer, normalt over 22-24 dage, og uden brug af kunstgær. Den malolaktiske gæring foregår på egefade, der er specielt fremstillet til Sottimano af Francios Frères i Bourgogne. Vinen lagrer på disse fade i 18-20 måneder – halvdelen af tiden på sit lie. 25% af fadene er nye, og de resterende 75% er anvendt op til fire gange tidligere. Aftapningen sker altid uden filtrering eller klaring.

I glasset er vinen mere “rødbrun” end forrige vin, og duftmæssigt også mere blødhed med kirsebær, salvie og lidt mentol. Smagsmæssigt en fabelagtig renhed og blødhed. Virker lidt tynd, men har fortsat massivt tanninbid, tonsvis af knapt modne kirsebær og vinen sidder bare totalt på alle fortænder. Fortsat meget ung Nebbiolo, men blødheden overrasker og gør dette til en flot og tilgængelig vin.

Med medbragte vinen: Jan

Købt hos Theis Vine for 569,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Skriv et svar