Spitzenklasse … Ach Du lieber Augustin, hvor smager denne Spätburgunder dog godt. En komplet vin og lige min kop te. Føj, hvor er det godt. Det er denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG fra Weingut Dr. Heger, som har fået mig op at ringe.
Jeg har tidligere smagt vine fra Dr. Heger slash Weingut Joachim Heger, bl.a. lillesøsteren Mimus Spätburgunder, som jeg var meget begejstret for og en almindelig Spätburgunder, som dog ikke var noget særligt.
Men med denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG er der bestemt noget særligt i glasset, men herom senere.
Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Heger holder til i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området. Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger.
Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.
Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.
Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.
For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.
Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.
I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.
I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.
Joachim Heger blev også i 20013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.
Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som også har kvaliteterne til at nå op blandt eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur.
Og det er netop en Ihringer Winklerberg Spätburgunder Grosses Gewächs, som vi her har fat i … og fra den fantastiske mark Ihringer Winklerberg, som regnes som én af de varmeste marker i Tyskland. Vinen er lavet med en maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.
I glasset er vinen transparent teglfarvet. Herligt. Og i næsen den klassiske søde hestestald, animalsk som bare pokker og med lyserøde bær, hindbær, lyse kirsebær, svage blommer, svag vanilje, saftig, let og dansende. I munden meget vedkommende, afbalanceret syre, let peber, hindbær, jordbær, mineraler … den er bare så meget i balance. For satan, hvor smager det godt. Far er glad … meget glad.
Hvem medbragte vinen: Jan
Jan har købt vinen på vingården, pris 50€ … svarende til omkring 372 kr.
Man bliver nærmest helt tørstig når man læser den beskrivelse. Saftigt og lækkert lyder det til!
Skål og hyg dig
Frederik
Hej Frederik … absolut drikværdig ;o)
Bedste hilsner herfra
Ulrik