2009 Weingut Bründlmayer, Pinot Noir Cécile, Kamptal, Østrig

2009 Weingut Bründlmayer, Pinot Noir Cécile, Kamptal, ØstrigPaul havde taget en lækker Pinot Noir med … ja faktisk var 2. gang, at Paul havde denne Pinot Noir Cécile med til én af vore vinaftener. Men da første gang var en årgang 2002 for efterhånden mange år siden og da vinen smager sindssygt godt, så var det et glædeligt gensyn.

Weingut Bründlmayer ligger i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien.

Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug.

Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg. Undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin, bl.a. denne Pinot Noir Cécile eller Cécile Blauburgunder, som Willi Bründlmayer også kalder den. De andre røde er på druerne Zweigelt, St. Laurent og Cabernet Franc.

For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider.

Det ser ud som om, at Bründlmayer ikke længere laver denne Pinot Noir Cécile … i dag hedder hans to Pinot Noir vine henholdsvis Pinot Noir Reserve og Pinot Noir Dechant. Pinot Noir Cécile er lavet af de bedste druer fra markerne Dechant og Käferberg.

Druerne er vinificeret med en relativt lang maceration med skindkontakt for udtræk af farve og tannin. Den efterfølgende lagring foregår over 12-18 måneder i såvel rusfrie ståltanke som nye og 1 år gamle fade af østrigsk eg. Den endelige blanding af de enkelte fade foretages ud fra en vurdering af vinens lagringspotentiale.

I glasset er vinen en smule transparent … men altså ikke helt lys og næsen er fyldt med sød kostald, flæsk, bacon … faktisk helt præcis baconchips og endda ganske tydelige. I ved … dem med 3 striber. Derudover er der lidt røg, våde fade samt en pose lyse bær, jordbær, hindbær samt et touch af lidt krydderier.

I munden er vinen blød og cremet med lidt peber, bitre noter, kirsebær og så lidt mellem-mørke bær, godt med substans i smagen og bestemt ikke ultra let i smagen, som Pinot Noir ofte er. Der er lidt fylde i smagen og der er også lidt peber i eftersmagen sammen med lidt andre krydderier.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Jysk Vin, pris 259 kr.

Rating 5/7  

Skriv et svar