Så fik vi ellers gang i vinene og gætterier på hvilket vinland, som de medbragte vine kommer fra. Steffen lagde ud med denne spændende sag, som viste sig at være en amerikansk Pinot Noir, men ikke blot en tilfældig Pinot Noir, men derimod fra den restaurant, som er med i Alexander Paynes film “Sideways” om to venner, Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Hartley-Ostini Hitching Post Winery er stiftet af ejeren af Restauranten “The Hitching Post” Frank Ostini og hans gode ven, tidligere fisker Gray Hartley. Frank og Gray lavede deres første vine tilbage i 1979, i første omgang alene for at kunne levere vine til Franks restaurant.
Siden har de flere gange skiftet produktionsfaciliteter for at kunne følge med efterspørgslen. I dag ligger produktionen på Terravant Winery, et nybygget, topmoderne vineri i Buellton, kun 1,5 miles fra Hitching Post, og produktionen er ikke længere kun til restauranten, hvilket bl.a. også filmen Sideways var skyld i, så i dag produceres der over 15.000 kasser årligt.
Vinen her er Highliner, deres topvin. Highliner er også øgenavnet til den bedste fisker i flåden,og da Gray Hartley jo er gammel fisker, så vil han med vinen gerne ære de store mænd i Alaskas fiskerflåde. Duftmæssigt lugter det nu ikke af fisk, og der er heller ikke meget kostald. Der er til gengæld lidt mørke bær, tørret frugt, syre, mørk chokolade i næsen.
Smagen er til gengæld utroligt overraskende. Det er blød, cremet … ren fløjl. Lidt smag af overmodne bær og meget varme. Flot Flot, men også så blød, at eftersmagen måske forsvinder lidt hurtigt. Det smager rasende godt.
Hvem medbragte vinen: Steffen
Købt hos wine.dk … prisen vistnok omkring 270 kr. ???
VAR INDE PÅ Wine.dk for at købe en flaske, men de har den ikke? Er der nogen, der ved, hvor man kan købe den?
Hej Torben
Smalle Vin i København har den. Du kan også bestille den på deres hjemmeside.
Fed lille hyggelig forretning i København.
vh Ulrik