2011 Antoine Arena, Grotte di Sole, Korsika, Frankrig

Og hvorfor ikke fortsætte vor vinaften med endnu en særegen vin, nemlig i kraft af denne Grotte di Sole fra vinhuset Domaine Antoine Arena, som hører under appellationen AOC Patrimonio, som findes ved  Saint-Florent bugten på øen Korsika.

Selve Domaine Antoine Arena ligger også ved tæt ved bugten omkring en kilometers penge fra byen Patrimonio på den nordligste del af Korsika. Vinen er grundlagt i 1980 af Antoine Arena, som er vaskeægte korsikaner, født og opvokset på Korsika.

Han begyndte med 3 hektar vinmarken ved grundlæggelsen af vingården, men ejer og driver i dag 14 hektar vinmarker. Han er samtidig i dag én af de førende skikkelser indenfor vinproduktion på Korsika, og regnes også af flere vinkritikere som den bedste producent på Korsika.

Antoine Arena har 2 stjerner i Revue du Vin de Frances “Classement de Meilleur Vins de France” som den eneste producent på Korsika.

Blandt de bedste marker hører Cave Di Sole, en vinmark på 3 hektar med ler og kalksten, hvor der dyrkes Niellucio samt Vermentino druer, og så Den Carco marken med kalkrig jordbund, hvor der ligeledes dyrkes Niellucio og Vermentino.

Derudover dyrker Antoine Arena også den lokale grønne drue Bianco Gentile, som – mig bekendt – ikke findes andre steder i verdenen.

Siden 2007 har er domænet været certificeret økologisk, og Antoine Arena er i det hele tilhænger af klassisk, gammel og bæredygtig vinproduktion. Alt arbejde foregår i hånden, der bruges ingen kemi, der er ingen tilsætning af gær eller andet og der svovles minimalt ved flaskning.

Her har vi husets Grotte di Sole, en enkeltmarksvin fra marken Grotte di Sole. Navnet skyldes den stærke soleksponering, der er på marken. Vinene herfra får altid god intensitet, men der høstes forholdsvis tidligt for ikke at få overmodne druer. Vinen er lavet på 100 % Nieluccio fra en mark med 60 år gamle stokke.

Nieluccio er genetisk identisk med Sangiovese, men har sandsynligvis været på Korsika siden 1200-tallet. Der lagres på cementtanke og bruges ingen træfade. Minimal svovling. Vinen har fået 18 af 20 point i Revue du Vin de France.

Og hvilken landlig og sær (i mangel af bedre ord) duft, nærmest sådan lidt sur/sød, boblende mødding, røde bær, sod, svovl, mineraler, grønne og formuldede blade, lidt kompostagtigt, gazebind og en smule krydderier. Man tænker fluks naturewine, men den er altså “kun” økologisk, men meget særpræget og alligevel ganske spændende.

I munden er vinen først ganske syrlig, meget speciel … men underneden er der noget sødme. Først i munden mærker man en syre, nærmest som en citronsyre, ganske sur … så sætter tanninerne ind og bider dig endnu mere. Med lidt luft i glasset aftager syrligheden en del, men fortsat godt med tanniner og tørhed i undermunden. Absolut spændende og fin lang eftersmag … kræver fordybelse, og en kærlighed til skarphed, rustik duft … jeg synes det er fremragende.

Jeg elsker sgu, når vinene har lidt kant, og det har denne til overflod.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Bichel Vine, pris 229,75 kr.

Rating 4,5/7   

Skriv et svar