2009 Marchesi de Frescobaldi, Luce IGT, Toscana, Italien

2009 Marchesi de Frescobaldi, Luce IGT, Toscana, ItalienSom kultvin havde Paul valgt en vin fra det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano … ja og så ejer de også vinhuset Tenuta Luce Della Vite i Montalcino … og der er herfra, at denne topvin Luce IGT kommer.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Frescobaldi-familien respekterer de enkelte områders forskellige jordtyper og er særdeles fokuseret på at finde de bedste druetyper til hver terroir-type. Men en umiskendelig stil går igen i vinene – de er ekstremt klassiske og viser virkeligt deres styrke i alderdommen. Fingeren er konstant på pulsen – der forskes, eksperimenteres, udvikles og erfaringsudveksles.

Udviklingen i både ud- og indland følges nøje, men fokus er – til forskel fra mange andre vinproducenter – på oprindelighed og karakter. Chianti skal smage af Chianti, Brunello af Brunello. Måske derfor, at både de professionelle og de almindelige vinnydere igen og igen vender tilbage til husets fremragende sortiment?

Tenuta Luce Della Vite er et projekt, som er grundlagt i 1995 mellem Vittorio Frescobaldi og Robert Mondavi. I dag er det dog alene Frescobaldi koncernen, som ejer Luce Della Vite og dets 192 hektar jord, heraf 77 hektar vinmarker sydvest for middelalderbyen Montalcino. En del af vinmarkerne var plantet i 1977, mens de fleste blev tilplantet/genplantes i 1997.

På Tenuta Luce Della Vite laves der 4 vine, eller rettere en grappa og 3 vine, nemlig vinene Lucente, Luce Brunello og topvinen Luce IGT. Luce laves på 45% Sangiovese og 55% Merlot. Pga. den store andel Merlot, så kan den kun klassificeres som en Vino da Tavola, men kvalitet fornægter sig ikke, og vinen tildeles ofte topkarakterer af vinskribenter verden over.

Vinen dyrkes på 11 hektar vinmarker på Luce Estate. Undergrunden er en blanding af kalk og sand iblandet ler og kalcium, hvilket er medvirkende til, at vinstokkene bliver tvunget til at kæmpe for deres overlevelse og skyde dybe rødder for at hente den nødvendige næring, som sikrer deres overlevelse. Dette er sammen med en omfattende reduktion af udbyttet medvirkende til at holde udbyttet nede på 30 hl. pr. hektar.

Druerne høstes i hånden, hvorefter de nænsomt presses og gærer ud på rustfrie ståltanke ved 35 grader i 15 dage. Vinen lagrer på nye egetræsfade i 24 måneder, og der produceres årligt 75.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt ganske kølig stil, lidt jord, solbær, blæk, champignon …. får en smule Bordeaux associationer. De mørke toner stemmer i sammen med lidt læder, lakrids, tobak, let kanel og blomsterblade. Ikke ringe … og smagen viser først og fremmest stor tørhed, godt med tanniner, som klistrer til dine fortænder og langt ned i ganen. Meget god balance trods den store syre og bestemt en virkelig elskelig og godt lavet vin. Godt valg.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles af Vinspecialisten, som pt. har den på bud til 500 kr., hvis du køber 2 stk. Normalpris 785 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Skriv et svar