Næste vin var en kending for mig … da jeg sidste år smagte samme vin … blot i en årgang 2008. Vinen er en Barolo Serralunga fra vinhuset Azienda Agricola Giovanni Rosso, som er en familie-ejet vingård beliggende ved Serralunga d’Alba, et par kilometer nord for Monforte d’Alba i Barolo land.
Familien har ejet vinmarker og dyrket druer siden 1890’erne, men begyndte først at producere, aftappe og sælge vin i eget navn Giovanni Rosso i 1995.
I begyndelsen af 1980’erne genplantede Giovanni Rosso alle vinstokkene på familiens vinmarker i Cerretta, La Serra, Broglio, Meriame, Sorano, Costa Bella, Lirano og Damiano. De har for nylig også købt to hektar medd 60 år gamle vinstokke i hjertet af den legendariske Vigna Rionda, hvilket bringer det samlede areal vinmarker op på 17 hektar.
Alle vinmarker – dog undtaget en ny tilplantet vinmark Valle del Mondo – ligger i Serralunga d’Alba kommunen. Dyrkningen sker organisk uden brug af kunstige gødningsstoffer, insekt- eller ukrudtsmidler. Høsten er 100% manual, og der udføres alene grøn høst hvis nødvendigt. Der tillades også plantevækst mellem rækkerne af vinstokkene for at fremme jordens sundhed.
I 2001 vendte Giovanis søn Davide hjem fra et uddannelses forløb i Bourgogne og nu er det ham, der står i spidsen. Davide har Bourgogne som forbillede og er traditionelt indstillet. Han går efter den rene frugt og siger samtidigt: Vin bør være en perfekt kopi af sit terroir. Efter faderen Giovannis død i 2009 har Davide fortsat arbejdet med at forbedre vinene fra gården efter de klassiske opskrifter.
Og meget sker efter de klassiske metoder, bl.a. med gæring i små cement kar i 25-28 dage uden temperaturkontrol, daglige remontage og delestage samt 36 måneder lagring i 25 hl. store franske Fontainebleau egetræsfade.
Denne Barolo Serralunga er lavet på samme vis, kommer fra Nebbiolo druer fra markerne Costa Bella, Broglio, Sorano og Meriame, hvor vinstokkene er plantet mellem 1984 og 2000. Der laves 50.000 flasker af vinen hvert år.
Duftmæssigt god animalsk næse med kirsebær … vel nærmere modne kirsebær, frugt, lidt Ribena, blomster, lidt balsamiske noter, blyanter og svage krydderier. I munden en meget blid og behagelig vin, tør, krydret med grønne noter, godt med frugt … meget rund og læskende. Skøn og let vin. Fine tanniner og fint eftersmag med blidt aftryk.
Hvem medbragte vinen: Paul
Købt hos SuperVin, hvor prisen er 249,95 kr. for 1 flaske og 191,66 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 5/7
Kære Houlberg,
Også en hilsen fra denne læser, der flittigt nyder dine til tider daglige opdateringer i vinens verden.
Det, der slår mig allermest, er din utrolige dedikation og så ikke mindst flid, for det må godt nok koste en hel del timer hver uge bag tasterne………, og så en velvilligt indstillet lever, for hold da op, der bliver godt nok “uselvisk” testet vine i læsernes tjeneste….:-)
Jeg kunne forestille mig, at det til tider kan føles noget ensomt at blogge uden kommentarer, så lad mig ile med denne bemærkning, at vi er mange “derude”, der nyder dine underfundige beretninger.
Og så kunne jeg afslutningsvis tænke mig at spørge dig om, hvad der driver dit værk i f.t. at være så aktiv en blogger, formentlig den mest aktive herhjemme inden for vinområdet?
Keep it up!
/Lars
Jeg kan kun tilslutte mig Lars’ kommentar. Keep it up.
Super detaljeret – selv dine smagenoter.
Fast blog jeg dagligt går ind på og anbefaler andre at tjekke ud.
Ja mængden er imponerende og variationen ligeså.
Mange hilsner
Endnu en spätburgunder tosse 🙂
Hej Lars og Danny
Tak for jeres kommentarer … det varmer sgu. Og super fedt at høre fra nogle af dem, som følger bloggen derude. Antallet af læsere af bloggen … eller i hvert fald hits og pages er også steget pænt gennem det sidste år. Det er jeg meget glad for.
Bloggen er vel egentlig blot blevet en hobby … og det er nok kombinationen af de forskellige elementer; at skrive, interessen for vin, at opdage og finde ud af, hvem der står bag vinene, historien, lidt edb og foto (selvom de fleste fotos ærligt talt kommer fra iPhonen) samt en portion jysk stædighed, som gør at jeg fortsat klør på og stadig synes det er sjovt.
Og ja … det bliver da til lidt vin … men lidt i klumper. Ved godt, at der har været mange i den sidste periode og jeg er et par flasker bagefter, men det tager jeg nu roligt.
Er rigtig glade for jeres kommentarer. Takker mange gange.
Bedst vinhilsner fra Ulrik