2006 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2006 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienMed denne Barolo Gavarini Chiniera fra Azienda Agricola Elio Grasso slipper vi fuldblodshestene løs … avl af bedste skuffe, vrinsk og ægte Nebbiolo. Spænd sadlen stramt.  Jeg har tidligere smagt Barolo Gavarini Chiniera … en 2009’er i juni sidste år og denne 2006’er den 22. maj 2010 … men det var før jeg var startet med bloggen.

Elio Grasso ligger tæt ved Monforte d’Alba og bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine.

Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980′erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.

Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.

Elio Grasso var egentligt bankmand inden han skiftede de bonede gulve ud med livet som vinbonde. Elio arbejdede nemlig i en bank i Torino, da hans bedstefar døde i 1978 og efterlod ham vingården og lidt vinstokke på de i dag så berømte marker Gavarini og Ginestra i Monforte d’Alba. Elio forlod da også straks banken for at blive vinbonde.

Samlet har familien 42 hektar jord, men de 24 hektar er skov og enge.  De i alt 18 hektar vinmarker drives fortsat af Grasso familien, nemlig i form af Elio, hustruen Marina og sønnen Gianluca.  De får dog hjælp af vinkonsulenten Piero Ballario.

I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent. Årlig produktion på gården er lige i underkanten af 90.000 flasker.

Ud af disse flasker er omkring 14.000 denne enkeltmarksvin Barolo Gavarini Chiniera. Marken er på omkring 3 hektar og vinstokkene i gennemsnit omkring 27 år.  Barolo Gavarini Chiniera blev første gang produceret i 1978 … altså som en af de første vine, som nogensinde blev lavet på vingården.

Efter en gæringstid på 16 dage og efterfølgende malolaktisk gæring, der sker på rustfrie ståltanke, så modner vinen i 2 år på 2.500 liters store egefade produceret på slavonsk eg. Derefter ligger flaskerne i kælderen 8-10 måneder inden frigivelse.

Denne fuldblodshingst stejler allerede med en aroma … nærmest af prut … eller i hvert fald noget animalsk sammen med grøn syre, virkelig italienske muskler, ribs, tranebær, lidt hindbær måske, violer, champignon, blomster og mineraler. Der mærkes ingen tegn på, at alderen trykker … tværtimod.

I munden er smagen let, elegant, frisk, stram med lidt hindbær, stikkelsbær og nogle spillevende tanniner … virkelig pågående, således vinen sidder i hele munden med lang eftersmag. Der er mineraler, jord, svagt lidt krydderier … og virkelig, virkelig tør og insisterende. Multo bello. Far er glad.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor prisen 525 kr., men det er for årgang 2011.

Vinanmeldelse 6/7