2012 Purple Cowboy Wines, Tenacious Red, Californien, USA

2012 Purple Cowboy Wines, Tenacious Red, Californien, USASå er der igen cowboy vin i glasset … vinen Tenacious Red fra vinhuset med det Yupiii Kayay Mother Fucker fede navn Purple Cowboy Wines.

Reelt er det imidlertid firmaet Canopy Management, som står bag vinen. Canopy er et vin- og markedsføringsfirma, som laver en lang række vine under forskellige brands.

Det handler meget om markedsføring, og husets brands har sjove navne som fx Wine-Sisterhood, Middle Sister, PromisQous, Monogamy, Deep Purple, Good Daughter, Slow Dancer, Haute Wines, Cowgirl Sisterhood, Whiskey Sister, Girl & Dragon, Lady La Femme samt Purple Cowboy.

Canopy Management er grundlagt af Terry Wheatley, som har en fortid hos både Trinchero Family Estates (Sutter Home Winery) og E&J Gallo. Hun har en lang række partnere i firmaet … de fleste også med en fortid indenfor den store vinbranche eller indenfor markedsføring.

Kerneværdien hos firmaet er kreativitet … hvilket kommer til udtryk ved oprettelsen af nye brands, som sker i et samarbejde mellem designere, fotografer, tegnere, forfattere og vineksperter.

Derudover støtter firmaet også ofte gode formål som fx brystkræft … og har i det hele taget kvinder, som en væsentlig målgruppe for deres vine. Det fremgår også lidt af navnene på de forskellige brands.

Alle vine fra Canopy Management kommer fra gode appellationer i både Californien og i udlandet. Vinene laves af et panel af vinproducenter og vineksperter.

Målet er at lave vine, som alle kan drikke og som giver value for money. Firmaet opkøber selv druer og vin fra en række vinavlere, både faste leverandører … men ofte også rester fra anerkendte producenter, som har vin i overskud, som ikke kan bruges i egenproduktionen.

Man kan vel kalde vinene fra Canopy Management for “designvine”. Vine, hvor den markedsføringsmæssige vinkel fylder en del. Men fylder den også mere end indholdet i flaskerne? Ja, det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til.

Nå, men under brandet Purple Cowboy Wines laves der 3 vine, nemlig denne Tenacious Red – et blend på Cabernet Sauvignon og Syrah, en Night Rider Merlot en Trail Boss Cabernet Sauvignon.

Og vinene i Purple Cowboy Wines er inspireret af en gruppe af cowboys, der arbejdede vinmarkerne i løbet af ugen og red rodeo i weekenden. De kunne lide at drikke mørke rødvin … hvilket ifølge legenden gjorde deres tænder lilla.

Denne Tenacious Red er lavet på et blend af Syrah, Zinfandel og Cabernet Sauvignon fra marker i Paso Robles.

Og den lugter sgu også lidt af hestestutteri, sødbrændte fade, mælkechokolade, krydret frugt, sorte kirsebær, solbær, enebær, gran samt et støvet udtryk. Derudover godt med sødme.

Smagen er blød, sød og intens med puddersukker samt mørk, sødbrændt frugt. Der er virkelig godt med sødme, kakao samt en smule alkohol, der brænder en smule.

Forhandles af AH Vine, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7