2014 Movia, Sauvignon, Goriška Brda, Slovenien

Movia er – udover det trafikselskab, som står for al bustrafik i Region Hovedstaden – et familiedrevet vineri, der – af alle steder – ligger ved byen Dobrovo v Brdih i Slovenien tæt på den italienske grænsen op til vinområdet Friuli-Venezia Giulia.

Og de står såmænd bag denne skønne, skønne Sauvignon, som jeg faldt ganske pladask for til vores seneste vinaften. Og selvfølgelig en svær vin at gætte … både hvad angår land, men egentlig også hvad angår drue, idet denne Sauvignon Blanc er gennemgået malolaktisk gæring og lagret hele 18 måneder på barriques, hvilket er lidt usædvanlig for en vin på denne drue. Men det virker sgu meget godt.

Som nævnt ligger Movia ved byen Dobrovo v Brdih i Goriška Brda området i Slovenien. Vinhuset kan dateres helt tilbage til 1700-tallet, men har været i familien Kristančičs eje siden 1820.

Det er i dag den unge Aleš Kristančič, som står i spidsen for vinhuset. Ja, det er ham, som I kan se på billedet ovenfor. Han har inden overtagelsen af familiens vinbrug lært at lave vin i både Bordeaux og Bourgogne.

De mange idéer fra Frankrig har han taget med til Slovenien og bl.a. er hele produktionen i dag økologisk og nogle af vine laves endda også biodynamisk.

Movia har samlet 22 hektar vinmarker og faktisk ligger halvdelen af markerne på den italienske side under appellationen DOC Collio i Friuli-Venezia Giulia.

Vinhuset laver en lang række vin, nogle på lokale druer og andre – som denne – på mere kendte druer. Selvom der alene står Sauvignon på etiketten, så er det altså 100% Sauvignon Blanc.

Druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstokke og er høstet sent. Vinen er lavet med kort fermentering på 2 timer i store ståltanke, alene på den naturlige gær og efterfølges af en 2. gæring i barriques sur lie. Der lagrer vinen i 18 måneder inden den flaskes ufiltreret. Herefter lagrer vinen yderligere 4 måneder inden frigivelse. 100% økologisk.

Og hold nu op for en næse … en markant næse. Der er godt med hyld, blomster, hø, hyben, peberfrugt, masser af den gode gamle astronaut-is, hvide kandisbolsjer og alt sammen meget koncentreret, pornoagtigt, fyldigt og fedt. Uha.

I munden er vinen sødkrydret med fylde, tyngde … godt med blomster, honning og ganske cremet. Det bliver aldrig for sødt, for vinen er egentlig god tør. Det er en bred matrone, men på en ganske elskelig måde. Kan bestemt anbefales.

Købt hos Vinova, hvor en flaske koster 145 kr.

Rating 5,5/7