2013 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2013 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USAVi er stødt på dem før … Jackson Family Wines, som er et af de helt store amerikanske firmaer indenfor vin og ejer en lang række vinhuse, bl.a. dette Liberated Winery, som står bag denne Pinot Noir.

Jackson Family Wines er stor … meget stor og ejer – i skrivende stund – 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika. Blandt de mest kendte vinhuse herhjemme er Edmeades, Carmel Road, Kendall-Jackson, La Crema og Murphy-Goode.

Jackson Family Wines er oprindeligt grundlagt af Jess Stonestreet Jackson Jr., som var en amerikansk entreprenør i vinbranchen, advokat og forretningsmand. Jess voksede op i Californien under den store depression, og arbejdede inden uddannelsen til advokat indenfor en lang række erhverv, bl.a. som bolsjer-koger, postbud, humleplukker, livreder og ambulancefører.

I 1974 købte han sammen med hustruen Jane Kendall Jackson en 32 hektar stor ejendom med produktion af pærer og valnødder. Der blev dog i stedet plantet vinstokke, primært Chardonnay og druerne solgte ægteparret de første mange år til lokale vinhuse. I 1981 var der imidlertid overflod at druer, hvilket gjorde afsætningen sværere.

I stedet begyndte Jess Stonestreet Jackson Jr. så selv at producere vinene, og besluttede at producere kvalitetsvine til billige penge. Den første vin blev Kendall-Jackson Vintner’s Reserve Chardonnay, som blev en kæmpe succes og første vin, som i 1983 vandt en Platinum Award ved konkurrencen American Wine Competition. Vinen er bl.a. af Food and Wine Magazine placeret blandt “50 Wines You Can Always Trust” og nydes den dag i dag bl.a. af Barack Obama.

Jess blev skilt fra Jane Kendall Jackson i starten af 1980’erne og giftede sig i stedet med Barbara Banke, som blev hans partner både privat og i vinproduktionen. Sammen udvidede de vinhuset … til vel nærmest et vinimperium. Den oprindelig strategiplan lød på en produktion på 50.000 kasser vin årligt, men de blev ved med at vokse med flere vine, større produktion, nye vinhuse og ejer i dag hele 10.100 hektar jord, hvoraf 5.650 hektar er vinmarker. Helt astronomisk.

I 2009 var Kendall-Jackson koncernen placeret som det 9. største vinfirma i USA, og havde gjort Jess Stonestreet Jackson Jr. en meget velhavende mand. I 2005 skrev Forbes Magazine, at Jess var den 366. rigeste person i verdenen med en formue på 1,8 mia. dollars. Jess døde imidlertid i 2011 af kræft … men på det tidspunkt produceret vinhuset 5 millioner kasser vin årligt.

I dag er drives vinhuset videre af  hustruen Barbara Banke i samarbejde med svigersønnen Don Hartford, men også hans 3 børn fra ægteskabet med Barbera – Katie, Julia og Christopher Jackson – er på vej ind i det store familieforetagende.

Og så ejer de altså også dette nye projekt Liberated Winery, hvor de – under ledelse af vinmageren Graham Weerts og nogle af familiens andre vinmagere – laver 3 vine på 3 forskellige druesorter, nemlig druesorterne Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon samt Pinot Noir. Og hver vin fås med 3 forskellige etiketter med forskellige navne … her på Pinot Noir er det Artist, Urban Dweller og Graduate.

Graham Weerts er til dag ansvarlig vinmager på Jackson Family Wines’ sydafrikanske projekt Capensis, men her laves der altså vine fra Sonoma i Californien.

Denne Pinot Noir er imidlertid ikke lavet med druer fra Sonoma, men derimod fra Monterey … i det område, hvor koncernen har deres Carmel Road Winery. Om druerne kommer derfra eller er opkøbt fra andre vinavlere fremgår ikke.

Importøren oplyser, at druerne kommer fra forskellige marker i Monterey. Alle druer er håndplukkede og fermenteringen sker på temperaturkontrollerede ståltanke. Den efterfølgende fadlagring sker på kun en lille andel nye franske fade.

I næsen er der en dyb og varm Pino duft … modne kirsebær, tørrede tranebær, mentol, eucalyptus, vanilje, bagepulver og lette egenoter. Der fornemmes virkelig varme og fedme, og uden at ha’ smagt vinen, så er et bud på amerikansk Pinot Noir oplagt.

Smagen er blød, cremet med sødme … godt med varme og modne, fyldige kirsebær. Jo, absolut amerikansk. Det gav point.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 179 kr. ved køb af 1 flaske og 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 half_thumb