2010 Silverado Vineyards, Mt. George Vineyard Merlot, Californien, USA

2010 Silverado Vineyards, Mt. George Vineyard Merlot, Californien, USAMed næste vin bliver vi i det amerikanske, nemlig med vinen Mt. George Vineyard Merlot fra vinhuset Silverado Vineyards. der ligger på Silverado Trail i Napa Valley i Californien.

Vingården blev købt i 1978 af Ron og Diane Miller, som havde forelsket sig i området i Napa og ønskede at producere vin. Ron var en tidligere professionel football spiller hos USC Trojans, mens Diane kom fra en ganske velhavende familie. Hun hed Diane Disney Miller og hun var eneste biologiske barn af Walt Disney og hustruen Lillian Bounds Disney.

Diane arbejde selv som bestyrelsesformand for Walt Disney Family Foundation … en nonprofit organisation, som bl.a. driver Walt Disney museet og ellers promoverer Walt Disney. Hun var også uddannet pianist og havde også været generøs bidragsyder til San Francisco Symphony og Los Angeles Philharmonic. Derudover har hun skrevet bøger, bl.a. bogen The Story of Walt Disney.

Parret så først på en vingård ejet af Harry See, men endte med at købe Harrys nieces vingård, som også var sat til salg. Ejendommen var i god stand og der var 32 hektar vinmarker med primært Chardonnay og lidt Gewürztraminer … midt i kultområdet Stags Leap … USA’s første AVA appellation, som alene omfatter omkring 20 vingården med et unik terroir.

Faktisk endte det med, at Dianes mor nogle år senere købte vingården tilhørende Harry See … og den er i dag sammenlagt med Silverado Vineyards.  Siden har Miller familien udvidet med køb af bl.a. Finetree Vineyard og Mt. George Vineyard.

I dag har vingården omkring 160 hektar vinmarker, bl.a. markerne Stags Leap Vineyard, Miller Ranch, Soda Creek Ranch, Finetree Vineyard, Mt. George Vineyard og Vineburg Vineyard.

Diane Disney Miller døde i 2013, så i dag drives vingården af Ron Mille sammen med børnene samt lederen Russ Weis og vinmageren Jon Emmerich.

Og Silverado Vineyards har siden etableringen haft stor succes og vinene nyder stor anderkendelse på bl.a. USA’s toprestauranter og blandt verdens førende vinkritikere.

Og kun 12 år efter første årgang blev årgang 1990 Silverado Vineyards kåret til USA’s bedste Cabernet Sauvignon i Wine Spectator, som beskrev Silverado som “a perfect expression of Stags Leap”. Silverado står i dag som en af bannerførerne for klassisk struktureret Napa Valley.

Her er det dog ikke Cabernet Sauvignon, men husets Mt. George Vineyard Merlot, hvor druerne kommer fra Mt. George vinmarken, hvor vinstokkene er plantet for foden af den gamle vulkan Mt. George og med kort afstand til San Pablo Bay, som giver lidt kolde vinde til det varme område.

Det er imidlertid ikke ren Merlot, men 77% Merlot, 19% Cabernet Sauvignon, 4% Malbec og 1% Petit Verdot, der er gæret i ståltanke og lagret 17 måneder i franske egetræsfade, hvoraf 45% er nye.

Duftmæssigt er her modne bær, modne solbær, mørke kirsebær … nærmest stjålet fra julens risalamande, vanilje, ristede kaffebønner, mynte og en lidt krydderurter. Der fornemmes en svag sødme og fin tørhed.

I munden er smagen præget af modne kirsebær og solbær samt en vis syre, tørhed, blyant, blæk og bitterhed, således det ikke bliver for jammy og holder vinen i god balance mellem tæt struktur, blødhed, frugt og syre. Dejlig Merlot … så ikke noget med fucking Merlot her.

Forhandles bl.a. af Lidtmere.dk, hvor vinen pt. er på tilbud til 249,95 kr. mod en normalpris på 319,95 kr.

Rating 5/7