Det er svært at efterfølgende en kultvin, men jeg forsøgte med endnu en spansk vin, nemlig denne Finca Villacreces fra det fabelagtige dejlige område Ribera del Duero.
Finca Villacreces er beliggende på en af de mest lukrative områder i Ribera del Duero, midt i en hundredårig gammel fyrreskov omkranset af Duero floden. Finca Villacreces ligger næsten nabo til Vega Sicilia og vingården er på 115 hektar, hvoraf 60 hektar er beplantet med Tinto Fino (Tempranillo), Cabernet Sauvignon og Merlot. Jordbunden er henholdsvis sand, ler, limsten og kvarts, og er opdelt i 15 parceller for at udnytte mulighederne i terroir. Der laves tre vine på Finca Villacreces: Finca Villacreces Pruno, Finca Villacreces og i særlige årgange Nebro.
Finca Villecreces tilhører organisationen Grupo Artevino. I samme ejerkreds finder man også det kendte Rioja hus Izadi. Orben som er et nyt elitært projekt i Rioja indgår også i gruppen. Den sidste vingård hedder Vetus og ligger i Toro.
At Finca Villecreces, samt husets topvin Nebro, er blevet så populær kan ikke undre. Det er nemlig ingen ringere end Mariano Garcia fra Bodegas Aalto og Mauro, der fungere som konsulterende ønolog for denne gruppe.
Villacreces er lavet på 86% Tempranillo, 10% Cabernet Sauvignon samt 4% Merlot. Den ligger 16 måneder på nye franske egefade inden den flaskes. Her i årgang 2004 har vinen fået 95 point af den gode Parker.
Men lad os smage lidt på vinen. Først duften, der er mørke frugter, sol, sødme, oliven og en anelse chokolade. Smagsmæssig fin sødme og stor blødhed, men fortsat med stramme – omend søde – tanniner, som bare sidder på fortænderne. Typisk Ribera vin, som bare smager godt.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
Købt hos Randers Vinhus, pris omkring 240 kr.